Wolfgang Amadeus Mozart
1756-1791
Et af de største genier i musikhistorien. Allerede som 5-årig komponerer han sine første stykker, og han er kun 10 år, da han skriver sin første opera. Mozart rejser som vidunderbarn over det meste af Europa, og bosætter sig senere i Salzburg og Wien. Han suger indtryk til sig overalt, og kaster sig med lige stor selvfølgelighed over stort set alle genrer; symfonier, klaverkoncerter, kammermusik, sange, kirkemusik, klavermusik – og kombinationen af hans enestående musikalske evner og hans eminente sans for dramatik på scenen udmønter sig i operaer i flere stilarter på både tysk og italiensk.
Især samarbejdet med librettisten Lorenzo da Ponte bliver en milepæl i operaens udvikling, og Mozart er den første komponist i historien, hvis operaer aldrig har været ude af repertoiret i verdens operahuse. I begyndelsen af karrieren er han ansat hos ærkebiskoppen af Salzburg, men bliver fyret i 1781, og lever resten af sit korte liv som freelance-komponist, klavervirtuos og overklasse-musiklærer i Wien. Selv om han i perioder tjener godt, lever han over evne. Efterhånden bliver arbejdsbyrden for stor, og Mozarts helbred bukker under – godt hjulpet af lægelig uvidenhed. Han er kun 35 år gammel, da han dør i Wien.
Mozart komponerer 20 operaer – de vigtigste er:
1781 Idomeneo
1782 Bortførelsen fra Seraillet (Die Entführung aus dem Serail)
1786 Figaros bryllup (Le nozze di Figaro)
1787 Don Juan (Don Giovanni)
1790 Così fan tutte
1791 Titus (La clemenza di Tito)
1791 Tryllefløjten (Die Zauberflöte)