Jeg elsker tenorstemmer. Jeg elsker nogle enkelte i særdeleshed. I dag ville én af mine helt store tenorhelte være fyldt 80 år, hvis han ikke var død i 2007.

Sådan her så han ud, da pladeselskabet Decca begyndte at promovere ham som den nye supertenor i 60’erne. Senere husker vi ham nok mest med stort fuldskæg, kjolesæt udbredte arme, hvidt lommetørklæde i den ene hånd og et bredt væg-til-væg-smil.

Luciano Pavarotti var kendt som kongen af det høje C over hele verden, og meget få mennesker har betydet så meget for udbredelsen af Puccinis, Verdis og Donizettis musik som netop han.

Sammen med kollegerne Carreras og Domingo satte han nye rekorder for salg af cd’er med arier som ‘Nessun dorma’ og medley’er af populære tenorslagere. Men kan man både være en medie-superstjerne og nærmest et pop-ikon og så samtidig også være en seriøs operasanger? Ja, hvis man ser bort fra alt det trippeltenorale hysteri, historierne om de evindelige slankekure og ikke mindst cross-over koncerterne med rock- og popstjerner som Bryan Adams, Michael Bolton og Spice Girls, så var der i mange år både en virkelig enestående tenorstemme og en umiddelbar og naturlig musikalitet gemt bag det hele.

Indrømmet – jeg er erklæret fan! Pavarotti er Gud! Det begyndte i slutningen af 70’erne med en tv-transmission fra La Scala i Milano. Jeg var 13 år, og havde aldrig hørt en opera før. Men af en eller anden grund sad jeg alligevel og så tæppet gå op for Puccinis La Bohème. Heldigt nok var min første operaoplevelse i topklasse. Carlos Kleiber dirigerede, Mimi blev sunget af Ileana Cortrubas – og den måske let overvægtige (det var dengang!) tenor hed Pavarotti.

Dengang var han ikke kendt blandt andre end operafans, og jeg havde selvfølgelig heller aldrig hørt om ham. Men jeg skrev navnet ned, og dagen efter gik jeg på biblioteket for at låne en LP med min nye helt. Siden da har jeg været solgt til Pavarottis faste, åbne og lyse tenorstemme, til hans tydelige tekstudtale – og til det tekniske overskud, som gør, at jeg aldrig sidder med livet i hænderne for, om han nu klarer den næste høje tone.

Pavarottis karriere var en af de længste i tenorhistorien. Han blev – som så mange andre – ved for længe, og jeg er taknemmelig for, at jeg ikke tog til Sønderjylland, da han besøgte landet for sidste gang som led i en “afskedsturné”, hvor stemmen kun var en ruin, og hvor man så en træt, syg mand sidde i stol bag et stort bord og forsøge at retfærdiggøre et dødfødt projekt. Koncerten blev sendt i TV – jeg slukkede efter fem minutter.

Heldigvis var Pavarotti ufattelig flittig i pladestudierne i mere end 40 år. Derfor kan vi i dag følge hans udvikling fra ung, håbefuld lyrisk tenor i begyndelsen af 60’erne, til 90’ernes verdensberømte medlem af ‘De tre tenorer’-klubben. Pavarotti har indspillet næsten alle de roller han har sunget på scenen, og de øvrige findes i liveoptagelser.

Hvis du i anledning af den runde dag får lyst til at dykke ned i Pavarottis indspilninger i den periode, da han var allerbedst, har pladeselskabet Universal udgivet en luksusboks med hele 27 cd’er med Luciano Pavarottis tidlige indspilninger – Luciano Pavarotti Edition vol. 1 – hvor man virkelig får fuld valuta for pengene. Læs mere om boksen her.

Med alle de klip, der ligger på YouTube med Pavarotti – hvad skal man så vælge her på hans fødselsdag? Gå selv på opdagelse i skatkammeret – her er til en begyndelse en lille sang af Bellini fra en koncert på The Met i 1988, hvor dirigenten James Levine viser hvor fin en pianist og akkompagnatør, han også er. Her er ingen høje C’er – men til gengæld den seriøse og gennemmusikalske Pavarotti med guldstemmen i det intime format. Tillykke med dagen, Mr. P.