Somme tider trĂŠffer pladeselskaber afgĂžrelser, der forfĂžlger dem i Ă„rtier. Som da Decca i 1961afviste fire unge mĂŠnd fra Liverpool, fordi “guitar-grupper er pĂ„ vej ud”. The Beatles klarede sig nu fint alligevel, men Decca har mĂ„ttet hĂžre for det lige siden. Til gengĂŠld var de klar med kontrakten pĂ„ det helt rigtige tidspunkt, da en 28-Ă„rig mand fra Modena i Italien tre Ă„r senere havde debuteret (pĂ„ afbud) pĂ„ Covent Garden; den unge Luciano, som senere skulle blive den mest ikoniske operasanger i den 20. Ă„rhundrede – og nej, jeg har ikke glemt Callas. Billedet af den store, smilende mand i kjole og hvidt, med fuldskĂŠg og et stort, hvidt lommetĂžrklĂŠde i venstre hĂ„nd blev i 90’erne kendt ikke blot i de vestlige lande, der som regel udgĂžr operaens domĂŠne, men ud i alle kroge af verden.
Luciano Pavarotti dĂžde for seks Ă„r siden, og i denne uge udkom fĂžrste del af Deccas markering af 50-Ă„ret for deres allerfĂžrste indspilning med den tenor, der totalt dominerede deres katalog helt frem til midten af 90’erne. 27 cd’er i boks i en stĂžrrelse, der nemt kan gĂžre gamle lp-nĂžrder svage i knĂŠene – og endda med en vinyl-reproduktion af den allerfĂžrste ep som en ekstra bonus. Jeg brugte mange Ă„r pĂ„ at lede efter originalen i endelĂžse rĂŠkker af singler i second-hand-pladeforretninger, men forgĂŠves. Nu har jeg den sĂ„ (nĂŠsten, i hvert fald), og selv om bĂ„de den og alt andet pĂ„ de 27 cd’er har vĂŠret udgivet fĂžr, sĂ„ har det aldrig vĂŠret gjort sĂ„ gennemfĂžrt og lĂŠkkert som her: alt er lydmĂŠssigt restaureret i 24-bit/96kHz-kvalitet, og lyder bedre end nogensinde.
Boksen gemmer pĂ„ bĂ„de 11 komplette operaindspilninger, to recitals, Verdis Requiem og en bonus-cd med bl.a. uddrag fra  Pavarottis debut i 1961 (som nu ikke er nyopdaget, som teksthĂŠftet pĂ„stĂ„r, men har vĂŠret udgivet i flere sammenhĂŠnge fĂžr). Alt er fra de fĂžrste ti Ă„r af karrieren, og hele vejen igennem kan man nyde den friske, faste, Ă„bne tenorlyd i flere af de roller, Pavarotti gjorde bedre end nogen anden fĂžr eller siden; Hertugen i Verdis Rigoletto (med bĂ„de barytonen Sherrill Milnes og den finske bas Martti Talvela – heller aldrig overgĂ„et pĂ„ cd), Rodolfo i Puccinis La BohĂ©me med barndomsvennen Mirella Freni og Herbert von Karajan, Macduff i Verdis Macbeth og Nemorino i Donizettis Elskovsdrikken, for nu blot at nĂŠvne de partier, jeg simpelthen ikke kan forestille mig andre synge bedre end det bliver gjort her. Og hans ingemisco-sats i Verdis Requiem dirigeret af Georg Solti er mĂ„ske det mest gribende Ăžjeblik pĂ„ alle 27 cd’er.
Interessant er det isĂŠr at fĂžlge hans udvikling i rollen som Rodolfo fra debuten i 1961 og til indspilningen med Karajan 11 Ă„r senere. Der er tre versioner af den berĂžmte kolde-hĂ„nd-arie pĂ„ sĂŠttet, og det er tydeligt hvor meget der rent teknisk falder pĂ„ plads for Pavarotti undervejs. I de fĂžrste indspilninger (1961 og 1964) dĂŠkker han ikke altid sin stemme sĂ„ effektivt som senere, og han mister ogsĂ„ stĂžtten flere steder, og hĂŠnger intonationsmĂŠssigt en smule i underkanten – noget, han stort set aldrig gĂžr efter 1965-66, hvor han bl.a. fik stor teknisk hjĂŠlp af sopranen Joan Sutherland, der sammen med sin mand, dirigenten Richard Bonynge, tog Pavarotti under sine vinger og sang med ham et utal af gang bĂ„de pĂ„ scenen og pĂ„ plade. Det er sĂ„ samtidig min eneste reservation omkring Pavarottis tidlige indspilninger; Sutherland er en klang, man enten elsker eller hader. Personligt er jeg – selv om jeg sagtens kan fĂžlge hendes fans – ofte virkelig irriteret over hvor lidt vĂŠgt, hun lĂŠgger pĂ„ at synge en bare nogenlunde forstĂ„elig tekst, og det berĂžmte billede af en sanger med en varm kartoffel i munden passer faktisk tit ret perfekt pĂ„ hende.
I det store teksthĂŠfte er der masser af billeder af den unge (og flotte!) Pavarotti, samt store reproduktioner af de originale lp-forsider. Alle teksterne til operaerne kan downloades gratis i pdf-format (sĂ„ sparer man ganske praktisk ogsĂ„ lige en bid regnskov) ved hjĂŠlp af en kode, der fĂžlger med sĂŠttet, og der er kun Ă©n ting, der er virkelig irriterende; ventetiden pĂ„ det nĂŠste sĂŠt, med indspilninger fra 1974-84. OgsĂ„ her er der en perlerĂŠkke af indspilninger, der for mig er helt uomgĂŠngelige. Og som jeg stadig den dag i dag (selv om jeg har hĂžrt de fleste mange, mange gange) med stor fryd sĂŠtter pĂ„ igen og igen … og igen.
SĂŠttet her kan varmt anbefales til alle, der som jeg elsker Mr. P., og som vil hĂžre ham i absolut topform pĂ„ hĂžjden af karrieren. Som i klippet her fra 1970, hvor han – uden fuldskĂŠg – synger netop ingemisco-satsen fra Verdis Requiem med den nyligt afdĂžde Claudio Abbado.
https://www.youtube.com/watch?v=K2Ljv01tBK4
Han har altid vĂŠret en stor nydelse for mig at hĂžre, en vidunderlig klang, lige i masken med en tydelig tekst, perfekt teknik, ja jeg kunne blive ved med min lovprisning af Pavarotti …. đ
SkĂžnt. Tak for delingen, Henrik.
Det lyder nĂŠsten for godt til at vĂŠre sandt. Og mĂ„ konstatere at den der vinder de 27 cd’er med Luciano Pavarotti kommer i den 7.tenor-himmel! đ Krydser fingrene for at det bliver mig!!
Hej Henrik, Det lyder da vidunderligt⊠hÄber jeg bliver den heldige⊠Det er nu lige den tenorklang som er den allerbedste for mig ! Knus fra Jens.