Ordet opera er en forkortelse af det italienske ”opera in musica”, altså et værk sat i musik. Man plejer at sige, at operaen, som vi kender den i dag, blev opfundet i slutningen af 1500-tallet af en gruppe fornemme folk i Firenze med lidt for mange penge og lidt for meget fritid. Men hvis vi definerer opera som en dramatisk opførelse af en konkret fortælling med musik og sang som det bærende element … ja, så skal vi uden tvivl meget længere tilbage i historien.
Lad os rejse omkring 75.000 år tilbage i tiden. På det tidspunkt er den vigtigste forudsætning for opera nemlig til stede; den menneskelige hjerne fungerer stort set som den gør i dag. Vi møder en lille gruppe dødtrætte mænd, som er på vej hjem til bopladsen fra en 3-4 dages jagttur. De har nedlagt en urokse, eller måske endda en mammut, og nu har de slagtet dyret og slæber det hjem. Når de kommer hjem, vil de helt sikkert fortælle kvinderne, børnene og de gamle om deres bedrifter … og hvis det er rigtigt, at disse mænds hjerne ligner den nuværende mandlige, lægger de uden tvivl lidt ekstra modig adfærd ind som ekstra krydderi i historien.
De vil så måske opføre selve jagten som en dramatiseret fortælling med dyrets lyde, både under jagten og da den kæmper sin dødskamp, med deres egne jagthyl, som de har brugt til genne dyret i den ønskede retning for et baghold, og med sejrsdansen og -sangen omkring det nedlagte dyr til sidst. Altså faktisk en mini-opera med roller, med ”musik”, og med en temmelig fiktiv handling, som mere eller mindre er baseret på en sand hændelse. Måske havde byttet i virkeligheden brækket benet og var let at nedlægge – men den slags detaljer behøver man jo ikke at skilte med i en god historie.
På vejen hjem til bopladsen opstår verdens første prøveforløb, da mændene fordeler rollerne mellem sig, afprøver historien og afstemmer ”forbedringerne” af deres egen indsats. Der er sikkert en ledende skikkelse i flokken, som bestemmer, hvordan man skal fortælle historien, og en anden finder måske de dyreskind, som skal bruges til at gøre historien ekstra realistisk – og hermed har historiens første operainstruktør og den første kostumedesigner fået deres debut. En tredje skaber stemning ved at slå to grene mod en hul træstamme på de mest dramatiske steder, så virkningen på bopladsens publikum bliver optimal – en forløber for slagtøjsgruppen i det moderne operaorkester.
Det første operapublikum giver sikkert deres begejstring til kende med tilråb undervejs – og måske slår de endda hænderne mod hinanden til allersidst; verdens første bifald? Det er selvfølgelig bare fri fantasi – beviserne for operaens 75.000-årige historie er i hvert fald svære at finde.
Læs videre her: 1600-tallet – græske myter og italiensk gætteri
© Henrik Engelbrecht 2015