I går var José Carreras i centrum – i dag er det en anden tenor med lignende problemer. Fristelserne for tenorer er mange, og én af de farligste er, når de får tilbudt roller, som er for tunge for dem på det sted i stemmens udvikling, de befinder sig. Både Carreras og Giuseppe di Stefano sagde ja tak til roller, som de skulle have takket nej til, og i hvert fald ventet nogle år med synge. Hvis man hører optagelser med di Stefano fra tiden omkring hans debut lige efter 2. verdenskrig er det en smuk, lyrisk stemme – én af de smukkeste, jeg har hørt.

Men blot 10 år senere var han mærket af for tunge roller, sunget med en alt for risikabel teknik, og de fleste optagelser fra anden halvdel af 1950’erne og frem er ikke rare at lytte til. Helt skrækkeligt bliver det, da han og Maria Callas tager på verdensturné i 1973-74. Her var kun ruiner tilbage af de to stemmer, desværre.

Men da han var på toppen, var han altså fantastisk. Hør engang her, i en sjælden optagelse fra Rio de Janeiro i 1948 – La donna é mobile fra Verdis Rigoletto. Og nyd især hans diminuendo på 1’48 … det er altså ret godt. Og nej, så er der lige en tone, han ikke når helt op på (2’11), men han kompenserer pænt lige bagefter.

http://www.youtube.com/watch?v=qhVgUFiCJnQ