I dag fylder Richard Strauss 150 år. Hvis Strauss havde levet i dag ville han sikkert allerhelst bare have haft fred for nogen form for fejring af fødselsdagen. Men det er selvfølgelig blevet markeret, både med koncerter (luk f.eks. op for DR P2 i aften, hvor Christian Thielemann dirigerer festkoncert fra Dresden) og med diverse (gen)udgivelser på cd, bl.a. en boks fra Deutsche Grammophon med dirigenten Richard Strauss, hvor han både dirigerer egne værker og giver sine bud på musik af Mozart og Beethoven. Som bonus indeholder boksen med de 7 cd’er en optagelse af Strauss som lied-akkompagnatør ved klaveret sammen med barytonen Heinrich Schlusnus.

Vi kender Strauss som komponist – men hvordan er han som dirigent? Han lærte faget på den hårde måde, som alle i hans generation; ved at knokle som assistent for andre, som repetitør ved små operahuse og ved at terpe teori. Dengang var der ingen dirigentuddannelser ved konservatorierne, ingen konkurrencer at slå sit navn fast gennem – kun hårdt, praktisk arbejde. Som 21-årig blev Strauss assistent for tidens største dirigent, Hans von Bülow. Senere fik han opgaver som andendirigent ved mindre, tyske operahuse, og kom på den måde gennem hele repertoiret på meget få år. I 1898 blev han udnævnt til chefdirigent for den kongelige hofopera i Berlin, på et tidspunkt, hvor han allerede f.eks. havde dirigeret Tannhäuser i Bayreuth, havde slået sit navn fast som komponist, og af mange blev betragtet som arvtageren fra Wagner.

Som komponist er Strauss ufattelig virtuos, udtryksfuld til det maniske og i stand til at piske en hvilken som helst stemning op på bare én takt. Som dirigent var han afmålt, udtryksløs og minimalistisk, men musikerne, der spillede med ham, fortæller også, at han var spontan i tempi, og at ikke to opførelser af et værk var ens med ham på podiet.

Nu havde han så også det held, at han indspillede plader med virkelig toporkestre (på cd-sættet både Berlinerfilharmonikerne, Bayerisches Staatsorchester og Staatskapelle Berlin), og det resultet, man hører på de syv cd’er, er faktisk meget langt fra kedeligt, stift og tørt, som man ellers skulle tro. Det hjalp sikkert også, at musikerne jo vidste, at de indspillede komponistens egne værker med en mand, som i 1920’er og 30’erne, hvor de fleste af optagelserne stammer fra, allerede havde opnået nær-gude-status i tysk musikliv.

Her er et lille videoklip, hvor Strauss dirigerer Wienerfilharmonikerne i sin eget tonedigt Till Eulenspiegel. Og dirigentkollegaen Georges Szell fortæller om hvor meget Strauss kedede sig, når han dirigerede – han tænkte mere på det kortspil, der ventede bagefter. Her er Strauss med stenansigtet; uden at fortrække en mine slår han takten og giver indsatser med øjnene, som bare for at vise musikerne, at han faktisk godt kender værket. Og alligevel spiller de fuldstændig som om han fægtede vildt med arme og ben.

Tillykke, gode gamle Strauss!