Det er sin sag at gå i teatret i begyndelsen af 1800-tallet. Alene billetkøbet er et farligt og tidkrævende forhindringsløb. Får man endelig fingre i en billet til de overfyldte loger eller til ståpladserne i parterret, venter flere timer presset tæt sammen med andre, der heller ikke har været i bad for nylig.
Man skal stå tidligt op for at få en billet til Det Kongelige Teater. Efterspørgslen er langt større end udbuddet, og allerede før det bliver lyst, begynder der at samle sig mørke skygger i lygteskæret foran teatret. Mange er karle, piger og læredrenge, der bliver sendt af sted for at skaffe billetter til deres herskab og mestre. Ingen har deres pæne tøj på, for de ved, hvad der skal ske i løbet af de næste timer.
Køkultur er ikke københavnernes spidskompetence, og der er allerede tidligt skubben og masen i gruppen for at komme tættest på døren. I frostvejr står der en damp op fra gruppen, der hele tiden ændrer form, og hvor de uheldigste råber højt om hjælp, når de bliver klemt og næsten kvalt. Det er ikke tilfældigt, at man kalder det daglige optrin for ‘myrderiet’.
Billethajerne
Ved daggry bliver det værre endnu. Nu kommer de professionelle billethajer til, granvoksne mænd, der specialiserer sig i at tromle og slå sig vej gennem mængden helt frem til trappen op til døren. Kampen fortsætter, men hajerne – eller ‘billetsjoverne’, som de bliver kaldt – holder skansen i front. Nu kommer politiet til og uddeler de obligatoriske stokkeslag helt tilfældigt i mængden for at få orden i køen. Billethajerne rører de stort set aldrig, for bestikkelse er hverdag, og hajerne er snu nok til at sørge for en klækkelig nytårsbonus til betjentene hvert år. De, der mødte tidligst op, er ofte dem, der ender bagest i køen.
Her kan de så stå, dryppende af sved efter kampen, totalt gennemblødte af regnen eller frysende helt ind i marven alt efter årstiden og vejret. Et par timer senere åbner billetsalget. Kundeservice og effektiv ekspedition er ukendte begreber, og billetsælgerne bag den lille luge tager det nærmest som en personlig fornærmelse, når man drister sig til at efterspørge deres produkt. Der går lang tid med hvert billetkøb. Hajerne køber mange billetter hver, og der er tit udsolgt efter kun 60-70 ekspeditioner. Så kommer en kontrollør frem og råber: “Alt er udsolgt”, og alle, der stadig står i køen, må gå slukørede hjem efter de mange timer foran teatret.
Der er naturligt nok mange, der klager over forholdene – ikke mindst over de professionelle billetopkøbere, som senere på dagen sælger morgenens fangst til ublu overpriser. Politimesteren og teaterledelsen forsøger at dæmme op for sortbørshandlen ved at indføre en regel om, at alle, der køber billetter på andres vegne, skal fremvise dokumentation. Hvis der er mistanke om, at seddelen er falsk, bliver den potentielle synder slæbt over torvet til forhør på politistationen på Charlottenborg. De eneste, der slipper for den ydmygende behandling, er naturligvis billethajerne, som igen blot bestikker sig til at kunne fortsætte deres indbringende forretning.
(uddrag fra min bog “Opera i guldalderens København”, der udkommer på Gyldendal til oktober)