Anatolij Solovjanenko blev født i 1932 i en minearbejderfamilie i Donetsk i Ukraine – og han én af de ufatteligt mange sangere, som nærmest ingen i vesten dag kender. Til trods for, at han i løbet af sin karriere både nåede at synge på The Met i New York og at indspille hele 18 LP’er med sange og operaarier.

Til gengæld er han bestemt ikke glemt hjemme i Ukraine; han var solist ved operaen i Kiev i over 30 år, og døde i 1999 af hjerteproblemer. I dag er der rejst en statue af ham i Donetsk, og den lokale operahus tog efter Solovjanenkos død navneforandring til hans ære. Idéen er hermed givet videre til det måske fremtidige Lauritz Melchior-operahus i København.

Her synger Solovjanenko Santa Lucia engang i 1960’erne – ikke så ringe, vel?

Og nej, den oprindelige italienske tekst har ikke noget som helst med 13. december, piger i hvide kjoler og en brud med lys i håret at gøre; det er oprindeligt en neapolitansk folkesang, som handler om strandpromenaden i Napoli, som har navn efter basilikaen Santa Lucia a mare. Her er teksten på italiensk:

Sul mare luccica l’astro d’argento,
placida è l’onda, prospero è il vento.
Venite all’agile barchetta mia,
Santa Lucia, Santa Lucia.

O dolce Napoli, o suol beato,
ove sorridere volle il Creato.
Tu sei l’impero dell’armonia,
Santa Lucia, Santa Lucia.