Den 24. og sidste låge i julekalenderen er den samme som i flere af de syv tidligere versioner af kalenderen – nemlig Adolphe Adams julesang, Cantique de Noël, sunget af Jussi Björling.

Jussi Björling får det sidste ord i årets julekalender – som samtidig er den uigenkaldeligt sidste tenorjulekalender herfra … man skal jo huske at stoppe, mens legen er god, ikke? 🙂

Tak til jer, der fulgte med undervejs gennem årene – og rigtig glædelig jul til jer allesammen!

James King sang Siegmund på min første indspilning af Wagners Ringen – Karl Böhms liveoptagelse fra Bayreuth i 60’erne. En stor, rød boks med 14 LP’er, som jeg hentede som 14-årig i den nu hedengangne pladeforretning Rille Dille i Nørregade en eftermiddag på vej hjem fra fløjteundervisning i København (jeg boede i Holbæk dengang) – og jeg kan huske, at den kostede 400 kroner. Ret mange penge for mig dengang, men omregnet i hvor mange timer, jeg fik til at gå med at høre pladerne igen og igen hjemme på værelset var det et fund til pengene.

Ingen af pladerne blev slidt så meget som de fire, der udgjorde Valkyrien. Og slutningen af første og tredje akt kunne efterhånden næsten ikke spilles for slid, hakker og knas. I dag står den samme indspilning på min reol i cd-format (ved siden af en del andre, må jeg indrømme) – til samme pris som dengang på udsalg i Rille Dille, men lidt mere pladsøkonomisk. Og det sker stadig ofte, at jeg lige må høre James Kings uovertrufne Siegmund – her i Winterstürme fra slutningen af første akt af Valkyrien

Jeg kan ikke forestille mig noget mere nervepirrende end at skulle synge arien “Celeste Aida” med Arturo Toscanini stående to meter fra mig med sin dirigentpind lige op i ansigtet. Og vide, at manden faktisk havde kendt Verdi, havde spillet cello i orkestret på La Scala, da hans Otello blev uropført … og at Toscanini selv dirigerede hele Aida udenad, da han som 19-årig – uden nogensinde at have dirigeret et orkester før – sprang ind og reddede en opførelse som en allersidste mulighed. Og gjorde det så godt, at han fik lov til at dirigere hele 18 forskellige operaer samme sæson.

Ikke desto mindre var det det scenarie, der mødte tenoren Richard Tucker i 1949, da NBC tv-transmitterede Verdis Aida over to aftener. Tucker var født i New York, og han begyndte sangerkarrieren som kantor ved flere synagoger i byen, og supplerede sin indtægt som sælger for The Reliable Silk Company (og ja, man kommer jo til at tænke på konkurrenternes forretningsmetoder, når man læser det firmanavn, ikke?). I 1945 debuterede Richard Tucker på The Met, hvor han sang de næste 30 år. The Met var så meget en del af Tucker, at han (som den hidtil eneste) fik lov til at holde sin bisættelse fra selve scenen i operahuset. Der ligger endda en lille park nær det nuværende Metropolitan, som er opkaldt efter ham.

Her er han så i 1949 i en situation, som jeg som nævnt ikke misunder ham. Han ser faktisk også en anelse skræmt ud …

Anatolij Solovjanenko blev født i 1932 i en minearbejderfamilie i Donetsk i Ukraine – og han én af de ufatteligt mange sangere, som nærmest ingen i vesten dag kender. Til trods for, at han i løbet af sin karriere både nåede at synge på The Met i New York og at indspille hele 18 LP’er med sange og operaarier.

Til gengæld er han bestemt ikke glemt hjemme i Ukraine; han var solist ved operaen i Kiev i over 30 år, og døde i 1999 af hjerteproblemer. I dag er der rejst en statue af ham i Donetsk, og den lokale operahus tog efter Solovjanenkos død navneforandring til hans ære. Idéen er hermed givet videre til det måske fremtidige Lauritz Melchior-operahus i København.

Her synger Solovjanenko Santa Lucia engang i 1960’erne – ikke så ringe, vel?

Og nej, den oprindelige italienske tekst har ikke noget som helst med 13. december, piger i hvide kjoler og en brud med lys i håret at gøre; det er oprindeligt en neapolitansk folkesang, som handler om strandpromenaden i Napoli, som har navn efter basilikaen Santa Lucia a mare. Her er teksten på italiensk:

Sul mare luccica l’astro d’argento,
placida è l’onda, prospero è il vento.
Venite all’agile barchetta mia,
Santa Lucia, Santa Lucia.

O dolce Napoli, o suol beato,
ove sorridere volle il Creato.
Tu sei l’impero dell’armonia,
Santa Lucia, Santa Lucia.

Det er jo Elvis, der nærmest ejer “Are you lonesome tonight” … men den canadiske tenor Henry Burr havde faktisk allerede et hit med sangen på en 78-plade i 1927. Og hvis navnet Elvis i dag klinger en smule mere kendt end Henry Burr er det ikke på grund af antallet af plader; Burr påstod selv, at han havde medvirket på ikke færre end 12.000 indspilninger under navne som Irving Gillette, Harry Haley, Henry Gillette, Alfred Alexander, Robert Rice, Carl Ely, Harry Barr, Frank Knapp, Harry Haley, Al King og Shamus McClaskey. Alt sammen i tiden lige før den elektriske indspilningsteknik fik gjort tenorer med stemmer som Burrs arbejdsløse i popsammenhæng, fortrængt af de nye croonere med deres intime lyd.

Faktisk var hans egentlige navn Harry Haley McClaskey, og han begyndte karrieren som 13-årig drengetenor med det lokale millitærorkester i byen Saint Paul – og som 20-årig i 1902 begyndte han at indspille plader og fonografvalser med populære sange for den nye amerikanske pladeindustris helt store selskaber som Edison, Victor og Columbia. Han blev senere stjerne i flere radioshows, og endte med at skrabe en pæn formue sammen. Som han vistnok mistede i børskrakket i 1929.

Synes da lige, at det er tid til en festlig bonuslåge i tenorjulekalenderen – dog ikke med en tenor, men med Franzl Lang, som jeg tit bruger som eksempel på en mand, der har pænt godt styr på registerskift, når jeg holder foredrag om stemmer.

Og så har han jo også både verdens sejeste hat OG det bedste vrik med rumpen, ikke? …

https://www.youtube.com/watch?v=vQhqikWnQCU

Selv om Verdis Otello blev uropført 5. februar 1887, så kan vi faktisk den dag i dag stadig høre den sanger, Verdi havde i tankerne, da han skrev det halsbrækkende hovedparti.

Francesco Tamagno var tidens mest fejrede italienske tenor, og hans enorme stemme og stamina fik anmelderne til at sammenligne ham med en trompet eller endda en kanon.

Allerede i 1881 havde han sunget Gabriele i Verdis 1881-udgave af Simon Boccanegra, og senere var han den første tenor, der sang den italienske 1884-version af titelpartiet i Don Carlos. Han debuterede i 1873 i Torino, og sang omkring 55 partier i løbet af sin 32-årige karriere. Og i 1898 forudsagde han en stor karriere for en ung 25-årig kollega fra Napoli – den unge mands navn var Enrico Caruso, og Tamagno fik helt ret.

Her er et musikhistorisk dokument, indspillet i 1903, det år, Francesco Tamagno trak sig tilbage fra scenerne. Heldigvis nåede han at indspillede bl.a. Otellos entré, Esultate, på lakplade. Hans indspilninger var de dyreste i Gramophone Companys katalog, og kostede ét pund i England – svarende til mindst en ugeløn for en arbejder. Som så i dette tilfælde kun fik ca. 50 sekunders sang for pengene, da pladerne kun var indspillet på den ene side. Men så havde man også lyden af Verdis eget valg som Otello inde i sin egen stue.

De fleste klip i tenorjulekalenderen er med fortidens tenorer – men ikke i dag! Nu ser vi fremad, og for en gangs skyld er optagelsen virkelig frisk fra fad; fra opførelsen af Messias i Roskilde Domkirke i fredags, med domkirkens barokensemble under ledelse af Egil Kolind. Hør bare Jonathan Koppel synge “Comfort ye – Ev’ry valley shall be exhaltet” fra Händels Messias. Et bevis på, at der er masser af tenorhåb for fremtiden.

Tak til Lone Koppel for optagelsen (ja, det er Jonathans farmor …)

Dagens tenorlåge gemmer på et klip fra det fantastiske British Pathé-arkiv, hvor man kan bruge timer og dage på at finde nyhedsklip fra første halvdel af det 20. århundrede – også en del med musikere og sangere. Her er det den engelsk/amerikanske tenor Alfred Piccaver, der synger for indlagte krigsveteraner fra 1. verdenskrig på Queen Mary’s Hospital i Roehampton i 1932.

Alfred Piccaver (født i 1884) boede i England under 2. verdenskrig, men ellers var hans faste hjemby både før og efter krigen Wien, hvor han var fast medlem af ensemblet ved statsoperaen fra 1912. Efter krigen tog han tilbage til sin yndlingsby, og var med til at geninvie Wieneroperaen i 1955. Han  døde tre år senere – og fik en statsbegravelse af den østrigske stat.

Er tenorer altid mænd? Ja, det tror man – men her er undtagelsen. Dagens tenorlåge i julekalenderen gemmer på en tragisk skæbne – Miss Ruby Helder, som blev født i 1890 i Bristol. Hendes far havde en pub, hvor den unge Ruby sang for gæsterne – og de lagde mærke til, at hun havde et ret usædvanligt stemmeomfang – fra tenorernes høje C og to oktaver ned. Altså en oktav dybere end f.eks. sopranstemmer.

Hun fik undervisning bl.a. på Guildhall School of Music i London og hos én af tidens kendte sangere på Covent Garden, Charles Santley. I 1908 begyndte hun at indspille grammofonplader, og hendes fine tenorstemme kombineret med det utrolige faktum, at den tilhører en ung pige, gør hende til en attraktion i Londons musikliv.

Senere turnérer hun i USA, bl.a. med den berømte dirigent John Philip Sousas harmoniorkester, og synger for Caruso, som på det tidspunkt er fast inventar på The Met i New York. Caruso anbefaler Met at hyre den unge sanger, men operahuset afslår; “The Met er ikke et cirkus!”, er svaret.

I 1920 bliver Ruby Helder gift med en amerikansk arkitekt, og parret tager på en turné til Italien, men uden den store succes.  Nyhedens interesse for den kvindelige tenor er dalende, og i 1927 flytter parret til Californien, hvor Helder underviser i sang i en årrække. Hun stopper karrieren som sanger helt i 1935, og dør tre år senere, dybt alkoholiseret, som kun 48-årig.

Ruby Helder, den kvindelige tenor, fik aldrig den karriere, hun drømte om – men hør engang på indspilningen her af arien fra Flotows Martha, og luk øjnene; kan du høre, at det er en kvinde på 22, der synger?

Dagens tenor i julekalenderen har sunget omkring 150 forskellige roller på scenen. Ingen andre nulevende sangere kan prale af at have sunget så mange (for det meste hoved-)roller, og dertil kommer så, at han i 1972 begyndte en sideløbende karriere som dirigent, og i perioder har været operachef flere steder – endda samtidig.

Vi havde ham som gæst i min tid på Det Kongelige Teater til en enkelt opførelse af Wagners Valkyrien. Selv med kun én arrangementsprøve dagen før generalprøven på scenen huskede han hver en detalje i Kaspers opsætning. Og sang i øvrigt, så alle valkyrierne på scenen med glæde ville have fulgt ham til Valhal eller hvor som helst.

Dagens klip er med en helt ung Domingo; som 28-årig i Paris i 1969 i ‘Fra poco a me ricovero’ fra sidste akt af Donizettis Lucia di Lammermoor. Aldo Ceccato dirigerer, og Domingo er i topform med en lysere og mere åben klang end man hører ham med blot få år senere. Horngruppen hos den franske radio er til gengæld ikke helt så heldig hen mod slutningen af klippet …

“The most spectacular single moment in my observation year had come when I heard his diminuendo on the high C in “Salut! demeure” in Faust: I shall never as long as I live forget the beauty of that sound”.

Sådan skrev operachefen Rudolf Bing fra The Met om dagens tenor i julekalenderen – en tenor, hvis stemme desværre ikke holdt til at synge så åbent og udækket som han gjorde; de fleste kender ham især fra indspilningerne med Maria Callas, som for de flestes vedkommende er lavet på et tidspunkt, hvor han havde store vokale problemer. Her er Giuseppe di Stefano til gengæld i topform i en liveoptagelse fra 1950, hvor han laver en helt utrolig udtynding på et pænt langt højt C i arien “Salut! demure chaste et pure” fra Gounods Faust. 

Dagens låge i tenorjulekalenderen er min personlige favorit, når det gælder tyske tenorer. Da jeg var 11 år gammel spillede jeg fløjte i Holbæk Garden. Jeg ku’ godt li’ marscherne, og jeg syntes, at uniformen var SÅ flot. Dirigenten i garden hed Flemming – og det var ham, der startede lavinen. Det var ham, der lånte mig en kasse med tre LP’er med noget, jeg aldrig før havde hørt. Mozarts Tryllefløjten burde jo lige være noget for en dreng, der elsker at spille fløjte – og jeg gik hjem og tog hovedtelefonerne på og satte pickup’en på min fars grammofon ned i begyndelsen af side 1.

Musikken i Tryllefløjten spillede derudad, og sangerne sang løs – men der skete ikke rigtig noget på fløjtefronten. Først henne midt på side 3 var der en solo for fløjte – men på det tidspunkt var det fuldstændig ligemeget. Jeg var blevet helt opslugt af den mærkelige historie, af Mozarts musik – og af ham, der sang Tamino. Han var tenor, stod der i teksthæftet.

Tenoren hed Fritz Wunderlich. Jeg blev fuldstændig overvældet af den stemme – det lød SÅ nemt og ligetil … og det gjorde ikke noget, at jeg ikke helt forstod hvad han sang. Jeg måtte høre mere. Jeg måtte på biblioteket! Jeg fik hjælp af bibliotekaren, der hed Susan. Hun viste mig, hvad de havde af plader med Fritz Wunderlich, og jeg slæbte plader hjem og lyttede og lyttede. Du kan høre min historie om Fritz Wunderlich i første afsnit i podcastserien “Mine tenorer”, som ligger til fri afbenyttelse på DR’s hjemmeside her.

En af de plader, jeg lånte på biblioteket i Holbæk var med musikken her; Tjajkovskijs Eugen Onegin – sunget på tysk. Det bliver ikke bedre i min verden.

Dagens låge i tenorjulekalenderen byder på en af de faktisk ikke få bornholmske tenorer gennem tiden. Dagens tenor blev ansat på Det Kongelige Teater i 1937 til en månedsløn på hele 83 kroner. Her er han som Don José i Carmen i ASA-filmen “Klingende toner” fra 1945.

Dagens tenor i julekalenderen optrådte for millioner af mennesker i sin karriere – aldrig på en operascene, men til gengæld altid i uniform.

Han blev født i Sovjetunionen i 1926, og kæmpede under anden verdenskrig i både Tjekkoslovakiet og Ukraine, bl.a. i antiluftskyts-tropperne. Og efter krigen blev han hængende i hæren, men nu som først korsanger og snart også som tenorsolist. Den røde hær var nemlig også en vigtig arbejdsplads for musikere og sangere, som af den ene eller anden grund ikke fik stillinger i symfoniorkestre eller ved operahuse i Sovjet.

Jevgenij Beljajev fik en karriere som solist med den røde hærs officielle kor, Alexandrov-ensemblet, som turnérede over hele verden som musikalske ambassadører for Sovjetunionen. Han var medlem af kommunistpartiet, han fik alle de hædersbevisninger, man kunne få af systemet, og han fik tilnavnet ‘Den russiske nattergal’.

Beljajev nåede at opleve murens fald og Sovjetunionens opløsning; han døde som 67-årig i 1994. Her synger han en ukrainsk folkesang om den smukke måneskinsnat med balalajka’er og det hele i en TV-optagelse fra 1962 – midt under den kolde krig. Og hvis du ikke orker at høre det hele, så tjek i hvert fald slutningen fra 2’36 og frem – det er altså tenorsang i verdensklasse!

Dagens låge i tenorjulekalenderen er en gensyn med en tenor, som egentlig havde planer om en operakarriere, men som endte i Hollywood og Las Vegas. Her optrådte han bl.a. sammen med de helt store stjerner som Dean Martin og Victor Borge, og blev en fast gæst i mange TV-shows i 60’erne og 70’erne. Her er et par herlige klip – bl.a. en kreativ udgave af kvartetten fra Rigoletto, akkompagneret af et minstrel-banjoorkester! Men stemmen fejler ikke noget …

I dag byder lågen i tenorjulekalenderen på et klip med den danske tenor Tonny Landy, som faktisk sang Almaviva i Rossinis Barberen i Sevilla allerførste gang jeg var i Det Kongelige Teater i 1978 – samme år, Tonny blev fastansat teatret. På det tidspunkt havde han allerede sunget som solist i 31 år.

Tonny sang til afdansningsballer, i Ping-klubben, til noget, der hed Humørets Parade i KB-hallen – og til ungdomsfester i HK. Og da han var 15 år gammel var han for første gang solist på plade.

Tonny Landy sang også i en periode som medlem af solistensemblet i Göteborg, og der stammer klippet her fra. Musikken er fra Verdis Falstaff – nyd en dansk tenor med både stemme og musikalitet i international klasse!

Dagens låge i årets tenorjulekalender er med en fransk/siciliansk tenor, der faktisk er en virkelig behagelig mand, der elsker at nørde om indspilninger med sangere fra gamle dage – det synes jeg jo for eksempel er vældig sympatisk.

Han blev født i Paris i 1963, og som teenager sang han – inspiereret af bl.a. Mario Lanzas film – på caféer og i små varietéer – ofte kun for de drikkepenge, han kunne få fra publikum. En dag blev han opdaget af chefen for Aix-En-Provence-festivalen, og brugte pengene på lidt sangundervisning. Smart nok, for stemmen var der, og i 1988 vandt han den internationale Luciano Pavarotti-konkurrence i Philadelphia, med sit store forbillede i dommerpanelet. Alagna var 24 år gammel, og nu kørte karrieren langsomt men sikkert fremad.

Jeg var så heldig at opleve hans debut på Covent Garden i Gounods Romeo og Julie i 1994 – en forestilling, som med ét slag gjorde ham til en eftertragtet sanger overalt i verden.

Roberto Alagna sang, da vi åbnede Operaen med Aida tilbage i 2005, og jeg havde også fornøjelsen af ham i Tivoli for nogle år siden. Her er Roberto Alagna tilbage i 1997 som 35-årig i ‘Rachel, quand du Seigneur’ fra Halévys opera Jødinden – den eneste arie jeg kender, der begynder med en (helt utrolig smuk) duet for to engelskhorn.

Så er december måned begyndt – og det betyder naturligvis, at den traditionsrige tenorjulekalender i dag og de kommende 23 dage vil byde på små daglige tenordoser. I år går jeg helt tenor classic; årets 24 låger er simpelthen de bedste klip fra de sidste syv års flere end 150 eksempler på både kendte, mindre kendte og helt ukendte tenorer fra de sidste ca. 120 år.

Julekalenderen lægger ud med en tenor, som faktisk ligner den berømte Enrico Caruso en del på billedet her til venstre – men årets første kalenderlåge tager os ikke til Italien eller New York, men derimod til Argentina i 1950’erne.

Her blev Rafael Lagares født i 1918, og efter debuten på Teatro Colon i Buenos Aires i 1948 sang han i huset i mange år, især roller som Cavaradossi i Puccinis Tosca, Alfredo i Verdis La Traviata – og det meget krævende parti som Manrico i Verdis Trubaduren blev en af de roller, som han nærmest ejede på Teatro Colon i 1950’erne.

Det forstår man godt, når man hører hans utroligt flotte stemme på indspilningen her af en af de populære zarzuela-arier af Jacinto Guerrero – popmusik i spansktalende lande på samme måde som Lehár er det i de tysktalende. Og man forstår godt, at en tenor (som kan!) har lyst til at synge sangen her.