I dag er jeg gået helt amok i 80’er-nostalgi. Den sidste af tre kæmpe-bokse med alle Herbert von Karajans orkesterindspilninger på Deutsche Grammophon er udkommet hos pladeselskabet Universal – dækkende Karajans sidste årti. Bestemt ikke en doven periode for den ikke længere helt unge (og slet ikke helt raske) dirigent. Det er faktisk utroligt, at han foruden det, der nu er udkommet på de 78 cd’er i det nye sæt, også havde tid til sine filmprojekter og ikke mindst operaproduktionerne/indspilningerne oven i hatten.
Og Universal gør ikke noget halvt; den store, lækre boks indeholder ikke bare cd’erne, men hver eneste er lagt ind i sit originale LP-cover – blot formindsket. Inklusive de originale covernoter. Og såmænd også (og her er vi nok ovre i det mere nørdede hjørne) faksimiler af nogle af de originale, maskinskrevne indspilningsplaner med oplysninger om præcis hvornår hvilken optagelse fandt sted. Med tysk grundighed angivet ikke blot med dato, men også med tid. F.eks. er det jo rart at vide, at anden optagesession på 1989-indspilningen af Bruckners 7. symfoni med Wienerfilharmonikerne var 18. april kl. 16.00-17.46. Især hvis man (som jeg) fem dage senere sad i Musikverin og hørte symfonien ved hvad der blev Karajans allersidste koncert i Wien. Eller … måske ikke helt så nødvendigt. Men ret sjovt.
For mig, som har haft virkelig mange af indspilningerne i boksen på LP i sin tid, har det været en tur right down memory lane at bruge en lørdag på at genopfriske dem. Og at lytte til et par, som jeg faktisk aldrig havde hørt før. Og gennemgående for alt, hvad Karajan lavede i denne periode er, at der er en omhu i detaljerne, der må have taget enorme mængder af tid i både optage- og redigeringsfasen. Man må tage hatten af for Karajans sans for at realisere sine indre forestillinger om de værker, som han i mange tilfælde havde ikke blot arbejdet med hele sit voksne liv, men også indspillet op til flere gange tidligere, hans insisteren på, at det hele tiden kunne gøres bedre end sidst, og – ikke mindst – hans enorme arbejdskapacitet. Hele boksen er arrangeret kronologisk, og dermed får man virkelig et indtryk af, hvor meget manden knoklede, dag ud og dag ind på det højst mulige niveau.
Nu er der jo ikke længe til jul – og hvis jeg skal anbefale den ultimative julegave til alle, der vil have et bredt udvalg af orkesterlitteraturen med to af verdens bedste orkestre og en legende i det 20. århundredes dirigentverden, er der ikke mange udgivelser, der giver så god valuta for julegavekronerne. Her både Beethoven (alle symfonierne), Brahms (ligeledes alle symfonierne), Bruckner, Dvorak, Grieg, Haydn (seks cd’er med de sidste symfonier), Mozart, Ravel, Sibelius, Johann og Richard Strauss, Tjajkovskij, Wagner – og endda Carl Nielsens 4. symfoni, den eneste af danskrens symfonier, der slap gennem nåleøjet til Karajans repertoire. Alt i alt stemmer jeg for en hård gave under træet.
Se mere på traileren her: