Nej, vel?

Komponistnavnene står ikke ligefrem i kø i baghovedet – med god grund. Operalivet i Zarernes land i første halvdel af 1700-tallet var direkte import, først og fremmest fra Italien, og ikke før Mozarts tid begynder de første operaer på russisk skrevet af russiske komponister at dukke op.

Mezzosopranen Cecilia Bartoli er altid frisk på et nyt eventyr, og de fleste af hendes seneste udgivelser er baserede på grundig musikforskning kombineret med samarbejder med tidens allerbedste tidlig-musik-ensembler. Hun har præsenteret arier skrevet til Maria Malibran, musik af den stort set ukendte italiensker Agostino Steffani, støvet gamle Gluck af igen – og hver gang med blændende dokumentation og ekstramateriale i form af videoklip fra optagelserne, fantastisk billedmateriale og tekster i de medfølgende cd-bøger (ordet booklet er ikke rigtig på sin plads når man skal beskrive de centimentertykke indbundne ledsagehæfter til Bartolis seneste udgivelser) – ja selv videoreportager fra de uundgåelige photoshoots, som i dag er en del af den klassiske pladebranche … i hvert fald på Bartolis niveau.

Denne gang er det musikken i baroktidens Skt. Petersborg, der er  temaet, og igen lykkes det for Bartoli og hendes venner at finde musik, som meget få har hørt før. Og er operaer af Hermann Friedrich Raupach, Vincenzo Manfredini, Domenico Dall’Oglio og Luigi Madonis så al postyret værd?

Svaret er ubetinget ja! Jeg satte cd’en på, og ville blot lige spotlytte et par skæringer til en start, men måtte bare blive hængende til den ikke specielt bitre ende. Og mange gange undervejs lige tjekke omslaget – for det her kunne da umuligt være ukendt musik af en tysk komponist, jeg aldrig før havde hørt om. Men det er det. De forslidte fraser om genfundne mesterværker står i kø, og det nye Bartoli-album er klart på min top-tre-liste over hendes bedste udgivelser overhovedet.

Igen samarbejder Bartoli med I Barocchisti og Diego Fasolis, og det er ikke mindst deres fortjeneste, at resultatet er så vellykket. Når man har oplevet Bartoli i en prøvesituation ved man, at det ikke kun er Fasolis, der leder løjerne, men at Bartoli er nærmest ligeværdig ensembleleder. Udover at det er imponerende, at hun i sin faktisk ikke længere helt unge sanger-alder stadig er så overlegen adræt og nu endda behersker og udnytter alle nuancer i sin stemme endnu bedre end for ti år siden.

Her er der ikke meget at betænke sig på; hvis du skal én cd i oktober, så skal det være Bartolis.