I dag for præcis 50 år siden døde min allerførste tenor. Ham, der var skyld i, at jeg kom til at bruge de næste 40 år på at nørde hans og kollegernes indspilninger igennem, og faktisk også ham, der i sidste ende var skyld i, at jeg kom til at arbejde med opera og klassisk musik.

Han er Tysklands helt store tenornavn i 60’erne, og i 1966 har han fået kontrakt med selveste The Met i New York. Han skal synge Mozart til sin debut derovre, men inden turen skal han lige nå at slappe af med vennerne. En jagttur – sikkert rigtig hyggeligt, med øl på bordet og god mad i jagthytten. Om aftenen vil Fritz Wunderlich lige ringe hjem til sin kone og sige godnat.

Han er egentlig på vej i seng i sit kælderværelse, men han hopper ud af den igen, tager sine sko på for lige at gå op til telefonen i stuen. Han siger godnat til sin kone – han lægger røret på – og han går ned ad trappen til sit værelse. Men i farten har han glemt at snøre sine sko ordentligt – han snubler i snørebåndene på vej ned ad trappen – og han griber instinktivt ud efter det reb, der sidder i væggen som gelænder. Men vægten af en voksen mand er for meget for den skrue, der holder rebet fast i væggen – og Wunderlich falder. Han lander med hovedet først på stengulvet i kælderen. Hans venner bli’r vækket af larmen – og finder ham i en blodpøl på gulvet. Han dør dagen efter på hospitalet, 9 dage før sin 36 års fødselsdag. I dag for præcis 50 år siden.

Hvis han nu bare havde bundet de snørebånd …

https://www.youtube.com/watch?v=vaEHmZAG-zo