”Det er med bevægelse og virkelig grebethed jeg skriver på denne ansøgning. Fru Johanne Brun er altså virkelig bleven således stillet at hun nu må anmode om selv den mest nødtørftige hjælp gennem legater og stipendier! Hvilken skæbne for en sådan kunstnerinde! Hvem husker ikke hendes pragtfulde virksomhed i vor opera og hvem kan uden den største undren høre på hendes sang den dag i dag? Fru Brun står endnu bestandig som kunstnerinde i fuld blomst, og man forstår ikke hvorledes det er muligt at vor operas ledelse kan afvise hende efter hende hjemkomst fra udlandet – ifald man overhovedet har i sinde at opføre Wagners værker og stor opera i det hele taget. Jeg vil antage, at Fru Brun selv vil oplyse den Rong’ske legatbestyrelse nærmere om hele sin stilling, som må forbavse ethvert menneske, og skal derfor kun indskrænke mig til at give hendes ansøgning, ikke blot min anbefaling, men min hele, fulde indsats som kunstner og min største sympati som menneske i beundring for hendes åbne karakter og ærlige stræben.”
Sådan skrev ingen ringere end Carl Nielsen i 1926. Han havde fulgt sopranen Johanne Bruns karriere i alle de år han først spillede violin og senere dirigerede i orkestergraven på Det Kongelige Teater. Johanne Brun havde debuteret som balletbarn på Gamle Scene mere end 40 år tidligere, hun havde sunget Brünnhilde i den første danske opførelse af Wagners Nibelungens ring, og nu var hun – i en alder af 49 år – i en både kunstnerisk og økonomisk desperat situation. Hun havde mistet hele sin opsparing under inflationen i Tyskland, og var ikke længere ønsket på sit gamle teater på Kongens Nytorv.
Hør her, hvordan Johanne Brun sang Wagner i 1915 – slutscenen fra Tristan og Isolde, sunget på dansk. Artiklen fortsætter under klippet:
Historien begynder på Frederiksberg. Her blev Johanne født i 1874, og som 7-årig blev hun elev på Det Kongelige Teaters balletskole. Dengang var det helt almindeligt, at balletbørnene også gjorde tjeneste som sangere i de operaer, der krævede børnekor, og Johanne debuterede faktisk som operasanger allerede som 10-årig i børnekoret i Bizets Carmen.
Den lille balletpige havde masser af muligheder for at opleve de lokale stjerner i Den Kongelige Opera. Især én person lagde hun mærke til – tenoren Frederik Brun. Efterhånden som Johanne blev ældre blev han også interesseret i hende, og i 1893 giftede den 41-årige tenor sig med den kun 18-årige balletdanser. Dengang var det normalt, at en danserinde opgav sin karriere i det øjeblik hun blev gift, men Frederik Brun havde allerede opdaget, at hans unge kone havde helt usædvanligt talent for en anden af teatrets kunstarter – nemlig hans egen:
”Hendes egentlige felt er som Wagnersangerinde. Men ved siden af vil hun sikkert med tiden blive en ypperlig koloratursangerinde…”
Johanne Brun fik sangundervisning hos de bedste lærere i byen, Fanny Gætje og dirigenten Frederik Rung. Men når hun kom hjem efter en sangtime blev lærernes råd tit fejet af banen med det samme; Frederik Brun var en dominerende og pedantisk tyran, og han var fanatisk med hensyn til sangteknik. En af hans venner beskriver ham malende i sine erindringer; at han ofte gjorde ”et affekteret, naragtigt indtryk”, og at det var noget af en prøvelse, hvis man stødte ind i ham på gaden:
”Navnlig i de perioder, da han ”lagde stemmen om” og evig og altid gik og eksperimenterede med nye metoder…Så trak han mig ugenert ind i en eller anden port på strøget, der var nogenlunde lukket. Og derinde begyndte han så at slå sine triller eller lade koloraturerne rulle. Men jeg sørgede naturligvis bare for snarest muligt at komme ud af porten igen…”
I årene omkring 1900 så Frederik Brun sin kone ændre sig fra en ung balletdanser til byens førende sopran. Samtidig havde han en fantastisk evne til at løbe direkte ind i alle tænkelige problemer og konflikter; hans stemme var slidt op, han sagde (endnu en gang!) op i vrede på Det Kongelige Teater, og til sidst blev han også skilt fra Johanne. Han emigrerede til Sverige, hvor han arbejdede som barpianist resten af sit liv.
Imens var Johanne Brun blevet én af publikums favoritter på Det Kongelige Teater. Hendes debut i 1896 var som Nattens Dronning i Tryllefløjten, og anmelderne var begejstrede fra begyndelsen. To år senere sang hun Verdis Aida, og hun fortsatte i sæsonerne efter med en utrolig blanding af store, dramatiske partier som Leonora i Verdis Trubaduren og Sieglinde i Wagners Valkyrien – og lyriske koloraturpartier som Rosina i Barberen i Sevilla. På papiret en ret umulig kombination, og ifølge anmelderne var det klart de dramatiske partier, der var Johanne Bruns force.
