“The most spectacular single moment in my observation year had come when I heard his diminuendo on the high C in “Salut! demeure” in Faust: I shall never as long as I live forget the beauty of that sound”.
Sådan skrev operachefen Rudolf Bing fra The Met om dagens tenor i julekalenderen – en tenor, hvis stemme desværre ikke holdt til at synge så åbent og udækket som han gjorde; de fleste kender ham især fra indspilningerne med Maria Callas, som for de flestes vedkommende er lavet på et tidspunkt, hvor han havde store vokale problemer. Her er Giuseppe di Stefano til gengæld i topform i en liveoptagelse fra 1950, hvor han laver en helt utrolig udtynding på et pænt langt højt C i arien “Salut! demure chaste et pure” fra Gounods Faust.
Det er underligt hvordan kritikerne nærmest falder over hinanden for at gøre opmærksom på Di Stefano’s vokale problemer. Sandheden er, at få tenorer på noget tidspunkt kommer så tæt på netop sandheden som di Stefano. Om det er Faust i 1950, Manrico i 1956 (med Callas), Skæbnens Magt i 1960 under Mitropoulos eller en sen Tosca fra 1962 (Karajan) er der I gen tenorer, der så stærkt formidler teksten som di Stefano. Han var forresten også en af Birgit Nilssons 3 yndlingstenorer. Hun burde vel vide det.