Dagens tenor – den store dansker

lauritz_melchiorDen største danske Wagnersanger i historien indspillede i 1948 filmen ”Luxury Liner” (eller “Kærlighed om bord” på dansk) – i de glade dage, hvor handlingen i en Hollywood-film kunne omfatte en teenagepige med sangerambitioner, men dømt til et længere kostskoleophold, der i stedet sniger sig om bord på farmands luksusliner på vej til Rio med et klientel, der bl.a. omfatter Danmarks gennem tiderne mest berømte sanger, som hedder Olaf Eriksen i filmen.

Det med at være Danmarks mest berømte sanger er i hvert fald heller ikke løgn, når det gælder Lauritz Melchior.

Hans interesse for opera blev vakt, da han var dreng. Han fulgte sin blinde søster i Det Kongelige Teater, hvor hun havde friplads under (!) scenen. Han lærte at synge, og i 1913 debuterede han på Det Kgl. Teater som baryton, og i 1918 igen som heltetenor. Wagnerkarrieren kom for alvor i gang, da Wagners søn Siegfried og enken Cosima hørte ham synge i London ved en audition; de engagerede ham på stedet 8 år i træk til festspillene i Bayreuth.

poster-luxury-liner-878738Melchior forlod Tyskland i august 1939 med en afskedssalut om Hitler: “Den som vil skabe hele verden efter sit ønske, kan ikke opnå andet end tilintetgørelse” – et citat fra Wagners egne noter til “Götterdämmerung”.

Via Danmark kom Melchior til USA. Her blev han den altdominerende Wagner-tenor på Metropolitan Operaen i New York, og sang over 500 opførelser frem til i 1950, hvor The Met fik ny chef. Og Rudolf Bing var hverken glad for Wagner eller Melchior.

Efter det uforsonlige brud med The Met købte Melchior to flyvemaskiner, engagerede et 32-mands orkester og gennemtrawlede USA med 329 koncerter på ét år. Han havde fulde huse, fordi han sang, hvad både folk og han selv kunne lide. Og en filmkarriere lå lige for; først i “Svømmepigen” med Esther Williams, og senere i bl.a. “Luxury Liner”.

Og nej, man skal ikke fokusere på handlingen i den film, men bare nyde en 58-årig tenor synge et repertoire, man ikke normalt forbinder med en mand, der normalt sang Siegfried, Walther von Stolzing, Parsifal og Tristan i Wien, New York, London og Bayreuth som verdens absolut førende Wagner-tenor i næsten 30 år.

Og han har helt ret, når han her i klippet siger til den 19-årige Jane Powell, som er filmens hovedperson, at hun sikkert kan lære noget om vejrtrækning af ham.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Theme: Overlay by Kaira