Dagens låge i tenorjulekalenderen afslører en elegant sanger med et karriere på næsten 40 år. Han debuterede i 1956 som 29-årig, og han sang sin sidste koncert året før sin død som 71-årig i 1999. Og sang på The Met så sent som fem år tidligere. En usædvanlig lang karriere – men Alfredo Kraus var en klog sanger, som holdt sig til det repertoire, der passede hans stemme, og han pressede den aldrig for meget.
Han var også en seriøs kunstner, som troede på, at opera skulle opleves i et operahus, og ikke på et fodboldstadion. Dermed kom han jo i karambolage med sine tre berømte kolleger, som netop ikke havde inviteret ham med, da de i 1990 gik på scenen sammen for første gang i forbindelse med fodbold-VM i Rom. Måske rønnebærrene var sure, men Kraus hoppede i hvert fald aldrig med på bølgen af store udendørs og elektronisk forstærkede koncerter.
Til gengæld er det en fryd at høre hvor frisk hans stemme er i klippet her fra 1977 med den 50-årige Kraus, som altså stadig på det tidspunkt har 20 år tilbage af karrieren. Fra en opsætning af La Traviata på det fine, lille zarzuela-teater i Madrid, hvor man i hvert fald ikke kan beskylde instruktør og scenograf for at stjæle billedet. Sådan her så La Traviata sikkert også ud 100 år tidligere.
https://www.youtube.com/watch?v=qfcaq1GHxRs
Ja han var fantastisk. Hørte ham på Covent Garden i 1972 med Joan Sutherland. I modsætning til mange andre tenorer i den periode sang dette flotte, aritokratiske fyrtårn af en tenor blændende begge vers af den svære “O mio rimorso”. Hans diktion og manerer som Alfredo var eksemplarisk, og det var lidt svært at forstå han kunne falde for Joan Sutherland som Violetta, især når han givet ikke forstod et ord af, hvad hun sagde (hendes diktion var mildest sagt meget rudimentær). Men hun sang til gengæld flot.