Den sidste låge i tenorjulekalenderen plejer at være franske Adolphe Adams julesang, ‘Minuit Chrétiens’ sunget på svensk som ‘O helga natt’ i den fantastiske indspilning med Jussi Björling. Den tradition laver vi (heller) ikke om på i årets kalender.
Det har været en fornøjelse at læse alle jeres kommentarer til de 23 foregående tenorklip – tak til alle jer, der trofast har fulgt med, og som måske skal bruge juledagene til at samle op på de låger, der ikke har været tid til at åbne i en travl måned.
Listen over dette års tenorer i kalenderen er her:
Joseph Schmidt
Virgilijus Noreika
José Mojica
Beniamino Gigli
José Carreras
Sergio Franchi
Ruby Helder
Tonny Landy
Bror Magnus Tødenes
Jevgenij Beljajev
Helge Rosvænge
Roberto Alagna
Giuseppe di Stefano
Luciano Pavarotti
Lawrence Brownlee
Fritz Wunderlich
Levy Sekgapane
Alfred Piccaver
Henry Burr
Plácido Domingo
Lauritz Melchior
Alfredo Kraus
Richard Leech
Jussi Björling
Hvilken tenor var din favorit? Skrev gerne en kommentar om hvorfor – og måske også gerne med dine forslag til næste års julekalender. Man kan jo aldrig være i for god tid med den slags.
Den næstsidste låge i årets tenorjulekalender gemmer på en sanger, som Berliner Morgen Post i 1987 anmeldte efter hans debut på byens Deutsche Oper med ordene: “En verdensstjerne er født!”.
Sangeren var amerikaner, og rollen var den sindssygt krævende som Raoul i Giacomo Meyerbeers mammut-opera Huguenotterne – en opera på næsten fire effektive timer med syv store hovedroller, skrevet til Pariseroperaen i 1836. Raoul er på scenen næsten hele tiden i løbet af de fem akter, og kaster om sig med høje toner undervejs. Ikke så mærkeligt, at der er langt mellem opførelserne af operaen. Men Richard Leech var rette mand på rette sted i 1987, og produktionen i Berlin – sunget i den tyske version – skaffede ham snart roller på alle verdens førende operahuse, inklusive en debut på The Met to år senere.
I de år stod en ung tenor uvægerligt i skyggen af Pavarotti og Domingo, og der er sikkert mange i dag, der ikke lige siger “nåå, ja”, når hans navn bliver nævnt. Men jeg synes altså, at han i den grad fortjener en plads i julekalenderen her på falderebet.
Dagens klip er fra genopsætningen af Huguenotterne på Deutsche Oper i 1991. Og læg mærke til bifaldet efter arien her – de kunne godt li’ Richard Leech i Berlin den aften. Det forstår jeg godt.
Dagens låge i tenorjulekalenderen afslører en elegant sanger med et karriere på næsten 40 år. Han debuterede i 1956 som 29-årig, og han sang sin sidste koncert året før sin død som 71-årig i 1999. Og sang på The Met så sent som fem år tidligere. En usædvanlig lang karriere – men Alfredo Kraus var en klog sanger, som holdt sig til det repertoire, der passede hans stemme, og han pressede den aldrig for meget.
Han var også en seriøs kunstner, som troede på, at opera skulle opleves i et operahus, og ikke på et fodboldstadion. Dermed kom han jo i karambolage med sine tre berømte kolleger, som netop ikke havde inviteret ham med, da de i 1990 gik på scenen sammen for første gang i forbindelse med fodbold-VM i Rom. Måske rønnebærrene var sure, men Kraus hoppede i hvert fald aldrig med på bølgen af store udendørs og elektronisk forstærkede koncerter.
Til gengæld er det en fryd at høre hvor frisk hans stemme er i klippet her fra 1977 med den 50-årige Kraus, som altså stadig på det tidspunkt har 20 år tilbage af karrieren. Fra en opsætning af La Traviata på det fine, lille zarzuela-teater i Madrid, hvor man i hvert fald ikke kan beskylde instruktør og scenograf for at stjæle billedet. Sådan her så La Traviata sikkert også ud 100 år tidligere.
Den største danske Wagnersanger i historien indspillede i 1948 filmen ”Luxury Liner” (eller “Kærlighed om bord” på dansk) – i de glade dage, hvor handlingen i en Hollywood-film kunne omfatte en teenagepige med sangerambitioner, men dømt til et længere kostskoleophold, der i stedet sniger sig om bord på farmands luksusliner på vej til Rio med et klientel, der bl.a. omfatter Danmarks gennem tiderne mest berømte sanger, som hedder Olaf Eriksen i filmen.
Det med at være Danmarks mest berømte sanger er i hvert fald heller ikke løgn, når det gælder Lauritz Melchior.
Hans interesse for opera blev vakt, da han var dreng. Han fulgte sin blinde søster i Det Kongelige Teater, hvor hun havde friplads under (!) scenen. Han lærte at synge, og i 1913 debuterede han på Det Kgl. Teater som baryton, og i 1918 igen som heltetenor. Wagnerkarrieren kom for alvor i gang, da Wagners søn Siegfried og enken Cosima hørte ham synge i London ved en audition; de engagerede ham på stedet 8 år i træk til festspillene i Bayreuth.
Melchior forlod Tyskland i august 1939 med en afskedssalut om Hitler: “Den som vil skabe hele verden efter sit ønske, kan ikke opnå andet end tilintetgørelse” – et citat fra Wagners egne noter til “Götterdämmerung”.
Via Danmark kom Melchior til USA. Her blev han den altdominerende Wagner-tenor på Metropolitan Operaen i New York, og sang over 500 opførelser frem til i 1950, hvor The Met fik ny chef. Og Rudolf Bing var hverken glad for Wagner eller Melchior.
Efter det uforsonlige brud med The Met købte Melchior to flyvemaskiner, engagerede et 32-mands orkester og gennemtrawlede USA med 329 koncerter på ét år. Han havde fulde huse, fordi han sang, hvad både folk og han selv kunne lide. Og en filmkarriere lå lige for; først i “Svømmepigen” med Esther Williams, og senere i bl.a. “Luxury Liner”.
Og nej, man skal ikke fokusere på handlingen i den film, men bare nyde en 58-årig tenor synge et repertoire, man ikke normalt forbinder med en mand, der normalt sang Siegfried, Walther von Stolzing, Parsifal og Tristan i Wien, New York, London og Bayreuth som verdens absolut førende Wagner-tenor i næsten 30 år.
Og han har helt ret, når han her i klippet siger til den 19-årige Jane Powell, som er filmens hovedperson, at hun sikkert kan lære noget om vejrtrækning af ham.
Puccini kaldte dagens tenor i julekalenderen for “den ideelle Rodolfo i La Bohéme”. Og han var ikke engang italiener, men født i en lille by i Lancashire i England.
Alfred Piccavers forældre udvandrede til Amerika da han var dreng, og hans stemme blev hurtigt opdaget i det lokale kirkekor. I 1905 blev han optaget på The Mets operaskole, som efter to år sendte den talentfulde unge tenor til Prag for at få den europæiske tradition ind under huden. Her blev han medlem af det tysksprogede operaensemble ved Deutsches Landes-Theater, og i 1912 blev han medlem af solistensemblet ved wieneroperaen.
Han kom til at elske byen Wien så meget, at han afslog et tilbud om at synge på The Met i New York – han ville hellere blive på denne side af Atlanten. Men i 1931 blev han uvenner med wieneroperaen – han ville have flere penge for at synge end de ville betale – og i 1937 så han hvor det politisk bar hen ad; han flyttede som engelsk statsborger til London, indspillede en mængde plader og underviste unge sangere.
Alfred Piccaver boede i England under 2. verdenskrig, men efter krigen tog han tilbage til sin yndlingsby, og var med til at genindvie wieneroperaen i 1955. Han døde tre år senere – og fik en statsbegravelse af den østrigske stat.
Dagens tenorlåge gemmer på et klip fra det fantastiske British Pathé-arkiv, hvor man kan bruge timer og dage på at finde nyhedsklip fra første halvdel af det 20. århundrede – også en del med musikere og sangere. Her synger Alfred Piccaver for indlagte krigsveteraner fra 1. verdenskrig på Queen Mary’s Hospital i Roehampton i 1932.
Dagens låge i tenorjulekalenderen gemmer på en tenor, jeg opdagede i løbet af året, hvor han vandt priser i hele tre internationale sangerkonkurrencer.
Levy Sekgapane er fra Kroonstadt i Sydafrika, han er kun 25 år gammel, og egentlig ville han være pianist. Men han fik hele tiden at vide, at stemmen altså måske var bedre at satse på, og det var slet ikke så dumt set og hørt.
Han har indtil nu sunget i nogle af de mindre operahuse i Tyskland, men fra næste sæson medlem af Young Artists-programmet ved Dresden-operaen, og der er mange, der er ude efter den unge tenor til de kommende sæsoners opførelser af operaer af Donizetti og Rossini.
Her er en optagelse af arien ‘Languir per una bella’ fra Rossinis Italienerinden i Algier fra finalen i Belverede-konkurrencen tidligere på året.
Dagens tenor i julekalenderen var min allerførste; hans Tamino i Tryllefløjten på Karl Böhms indspilning fra 1964 var dét, der fik mig ind på operasporet som 11-årig, og der slap jeg jo aldrig væk fra igen.
Ligesom med Pavarotti har jeg forsøgt at samle alt, hvad manden har indspillet i sin kun 10 år lange karriere. Det blev til en kolossal mængde plader og radiooptagelser i årene mellem 1955 og hans alt for tidlige død som kun 35-årig i 1966 – og det er virkelig næsten umuligt for mig at vælge ét klip ud til dagens låge.
Men det er alligevel ret få tenorer, som selv har skrevet en sang til fødebyen. Det gjorde Fritz Wunderlich, som blev født i den lille by Kusel i delstaten Rheinland-Pfalz i Tyskland nær grænsen til Frankrig. Som ung studerende ved musikhøjskolen i Freiburg sad Wunderlich og savnede sin hjemby, og skrev så både tekst og musik til en lille sang, som nok næppe går over i verdenshistorien hverken for sin gennemsentimentale tekst eller sin egentlig ret fine melodi – men som Wunderlich alligevel indspillede året før sin død, da han var blevet en verdensberømt sanger, og kunne overtale selv Deutsche Grammophon til at udgive en singleplade kun til ære for sin barndoms by. Hvis du falder over den på et loppemarked, så køb den – den er sjælden!
Her er (hvis nogen skulle være interesserede) teksten. Der er i hvert fald ingen tvivl om, at Wunderlich elskede Kusel. Hør selv i klippet under teksten.
1. Ein Städchen liegt im Pfälzerland,
im Tal, so wunderschön.
Dort ist’s, wo meine Wiege stand,
wohin meine Träume geh’n.
2. Die alte Burg schaut still ins Tal,
erzählt von vergangener Zeit,
sie sah uns schon so manches Mal
als Kinder voll Seligkeit.
3. Der Wald der war unser liebstes Ziel,
der Bach war unser Meer,
der Mühlberg sah unser frohes Spiel,
die Kinderzeit kommt niemals mehr.
4. Zieh’ in die Welt ich einst mal fort,
dann bitt’ ich: “Gott erhalt’s,
mein Städtchen, meinen Heimatort,
mein Kusel in der Pfalz!”
5. Wir saßen oft im Freundeskreis
im schönen Schwarzwaldort.
Der Abendwind sang draußen leis’,
und keiner sprach ein Wort.
6. Der eine kam vom Schwabenland,
der andre war aus Wien,
Der dritte von der Waterkant,
der vierte aus Berlin.
7. Das Heimweh dann ganz leise kam,
schlich sacht sich ins Gemüt,
der Abendwind es mit sich nahm,
trug heimwärts auch mein Lied:
8. Ein Städchen liegt im Pfälzerland,
im Tal, so wunderschön.
Dort ist’s, wo meine Wiege stand,
wohin meine Träume geh’n.
9. Die alte Burg schaut still im Tal,
erzählt von vergangener Zeit,
sie sah uns schon so manches Mal
als Kinder voll Seligkeit.
10. Der Wald der war unser liebstes Ziel,
der Bach war unser Meer,
der Mühlberg sah unser frohes Spiel,
die Kinderzeit kommt niemals mehr.
11. Zieh’ in die Welt ich einst mal fort,
dann bitt’ ich: “Gott erhalt’s,
mein Städtchen, meinen Heimatort,
mein Kusel in der Pfalz!”
Mange af mine yndlingstenorer er desværre ikke levende længere. Men én af dem, der er helt oppe i toppen af min personlige liste ER heldigvis! Han er amerikaner, og jeg er faktisk lidt stolt over, at jeg fik hentet ham til Danmark hvert år i min tid i Tivoli.
Lawrence Brownlee en sanger med en stemme, der er som skabt til italienske operaer fra begyndelsen af 1800-tallet. Og han tager gerne de arier ned fra hylden, som mange andre har ladet blive stående – simpelthen fordi de ikke har kunnet synge dem med tilstrækkeligt overskud. F.eks. Rossinis Zelmira, som virkelig ikke bliver spillet ret tit – bl.a. fordi den har hele to store tenorroller, hvoraf den ene er så halsbrækkende, at meget få sangere har lyst til at kaste sig ud i den.
Dagens klip i tenorjulekalenderen er fra en koncert i Wigmore Hall i London i 2012, hvor jeg selv sad på 6. række og som så mange gange før bare måtte sidde med et skævt smil og ryste lidt på hovedet, når Brownlee igen og igen fyrede passager af, som så ufatteligt få sangere overhovedet ville kunne synge – og endda gjorde det med sit sædvanlige eminente overskud.
Alle snakker om de ni høje C’er i Tonios arie fra Donizettis Regimentets datter – men denne arie fra Zelmira – den sidste opera Rossini skrev i sin tid i Napoli – har såmænd seks høje D’er! Men det er åbenbart ikke det store problem at slutte en lang koncert af med netop den arie, når man altså hedder Lawrence Brownlee. Og endda bagefter at synge en spiritual som ekstranummer …
Dagens låge i tenorjulekalenderen er med en mand, der senere blev én af verdens allermest berømte sangere i historien, og blev kendt over hele verden som én af tre tenorer, og for sin lysende, åbne lyd, sin eminente teknik og ikke mindst for sit fuldskæg, kjolesæt i XXX-large og et hvidt lommetørklæde i den ene hånd.
Jeg husker stadig den aften i 1979, da DR TV-transmitterede La Bohéme fra La Scala med Ileana Cotrubas og ham – og med Carlos Kleiber som dirigent. Jeg havde ikke hørt tenoren før, og jeg var solgt med det samme. Jeg begyndte at spare sammen til at købe hans plader, og i dag har jeg hver eneste af de virkelig mange, han i tidens løb har indspillet. Mange af dem har jeg slidt flere udgaver op af på LP inden jeg fik CD-udgaven. Og jeg sætter stadig meget tit hans indspilninger i afspilleren når jeg bare vil læne mig tilbage og nyde La Bohéme eller Rigoletto.
Den 27. september 1964 var jeg én måned gammel, og Luciano Pavarotti en 29-årig, slank og meget talentfuld tenor uden fuldskæg, som kun havde et par sæsoners erfaring fra de store operascener. Han var med La Scala-ensemblet på gæstespil i Moskva sammen med bl.a. sopranen Margherita Guglielmi for at opføre Donizettis Lucia di Lammermoor.
Men der blev også tid til en koncert i Kreml-teatret med over 6.000 pladser. Her sang Pavarotti bl.a. Rodolfos arie om den kolde, lille hånd sammen med dirigenten Antonio Tonini ved klaveret. Og læg mærke til, at Tonini lige markerer sin status og tager sig pænt god tid, når han sætter sig til klaveret, tager brilleetuiet frem og tager læsebrillerne på, inden han slår den tone an, som er Pavarottis indsats.
Klippet her har ligget trygt og godt i arkiverne hos russisk TV. Heldigvis er det fundet frem igen, så vi i dag kan både se og høre den helt unge Pavarotti i en rolle, som ingen sang som han i de næste to årtier. Er han ikke sød?
I dag er det Lucia-dag, og tusindvis af børn synger i løbet af dagen en neapolitansk folkesang, som de fleste af dem tror er pæredansk – eller måske svensk. Og som faktisk oprindeligt overhovedet ikke har noget med vores Luciaoptog at gøre.
Santa Lucia var en italiensk helgeninde, som led martyrdøden og har helgendag den 13. december, som ifølge den Julianske kalender i det 14. århundrede var årets korteste dag (i dag er det jo den 21. december, som er årets korteste dag). Traditionen med Luciaoptog er faktisk ret ny – den stammer fra 1928, hvor en svensk avis kårede Stockholms Lucia.
Selv om alle ungerne i dag synger “Nu bæres lyset ind …” handler sangen oprindelig om noget helt andet. Santa Lucia er nemlig ikke blot navnet på en helgen, men også på et havnekvarter i Napoli, og sangeren synger en invitation til en tur i hans lille båd:
Sul mare luccica l’astro d’argento.
Placida è l’onda, prospero è il vento.
Sul mare luccica l’astro d’argento.
Placida è l’onda, prospero è il vento.
Venite all’agile barchetta mia,
Santa Lucia! Santa Lucia!
Venite all’agile barchetta mia,
Santa Lucia! Santa Lucia!
Jeg har hørt den sang med virkelig mange tenorer – men efter min mening er der ingen der gør det smukkere end den 23-årige Giuseppe di Stefano i 1944. Døm selv – og god fornøjelse med dagens Lucia-optog!
Dagens låge gemmer på et klip fra filmen Der Knalleffekt fra 1932, med hvad der MÅ være verdenshistoriens eneste forsøg på at gemme sig for en betjent ved at synge stretta’en fra Verdis Trubaduren ind i hovedet på ham. Læg også mærke til det alsidige orkester, som – bortset fra den fantasifulde grundbesætning samt en ikke alt for sikker stilsans og ret løs omgang med præcision – ikke er blege for også at gøre det ud for kor.
Tenoren er dansk. Han havde en stor karriere i operahusene i Tyskland og Østrig i 30’erne og 40’erne – og også i temmelig tvivlsomme tyske film. Og han havde flere talenter; han udviklede både en skibsmaling, der skulle forhindre opvækst af alger, og en ny type brød bagt af kartoffelmel. Men på det tidspunkt var han ikke længere ønsket i sit hjemland. I 1935 havde han været gæst ved Hermann Görings bryllup, og Hitler havde i 1944 sat ham på listen over Gottbegnadeten (gudbenådede) kunstnere.
Helge Rosvænge blev født i København i 1897, læste først kemi ved Polyteknisk Læreanstalt, men tog også sangtimer. Han debuterede som Don José i Carmen i Neustrelitz i 1921. Senere var han ansat ved statsoperaen i Berlin fra 1930-44, og sang samtidig ofte både i Wien og München. Han sang både Mozart, Verdi, Puccini og Wagner (Parsifal i Bayreuth i både 1934 og 1936), og kunne på højden af karrieren synge et ubesværet højt D – f.eks. i den arie fra Adolphe Adams Postillonen fra Lonjumeau, som blev ét af hans største pladehits, og som også er med på dagens filmklip.
Ved krigens ophør befandt Roswænge sig i sin store villa ved Wannsee. Villaen blev beslaglagt af russere, og Rosvænge blev interneret i Krasnogorsk udenfor Moskva.
Rosvænge var ildeset i Danmark under og efter krigen – man så på ham som nazi- og tyskvenlig, selv om han hverken blev anklaget, sigtet eller dømt for noget strafbart forhold. Han forblev dansk statsborger hele livet, men blev slettet fra Kraks Blå Bog i 1946.
Han blev løsladt i september 1945, og året efter rejste han til Las Palmas, hvor han fejrede sit 25 års sangerjubilæum på scenen i Cavalleria rusticana. Frem til 1948 blev han i Spanien, hvor han arbejdede som kemiker, og bl.a. udviklede en skibsmaling, der skulle forhindre opvækst af alger, og en ny type brød bagt af kartoffelmel. Først i 1948 rejste han til Schweiz og genoptog sin karriere som sanger, og vendte også tilbage til operahusene i Wien og Berlin. Helge Rosvænge døde i München i 1972 og er begravet på Glostrup Nordre Kirkegård. Gaden Rosvaengegasse i Wien er opkaldt efter ham.
Kalenderlågen i dag er faktisk en genudsendelse fra tenorkalenderen de sidste to år – men der er jo solide traditioner for netop at vise de mest populære julekalendere igen og igen. Og klippet herunder er altså noget helt specielt …
Han er norsk, han er født i 1993 (sødt, ikke?) – og han er et kæmpestort tenortalent! Han tager det heldigvis stille og roligt, men det tegner helt rigtigt. Han har allerede udgivet sin første cd med titlen “Remembering Jussi” – og det er klart, at man sætter forventningerne højt, når man (eller agentur/pladeselskab) lægger op til sammenligning med den store, svenske tenor.
Det er der naturligvis ikke mange, der kan leve op til – men Bror Magnus Tødenes er ikke desto mindre et ægte naturtalent, som er ved at få rigtig godt styr på stemmen – i en alder, hvor meget få tenorer er kommet så langt, som han er. Han var det mest populære indslag i tenorjulekalenderen sidste år (faktisk var der flere, der så klippet med Bror Magnus end det tilsvarende med Jussi Björling!), men siden sidste år er der sket meget.
Tidligere i år vandt han både førstepris og publikumsprisen ved den internationale Renata Tebaldi-konkurrence i San Marino, og han er i øjeblikket i de bedste hænder hos sangpædagogen Elizabeth Norberg-Schulz i Rom.
Jeg var i marts i Bodø i det nordlige Norge og overværede Bror Magnus’ debut som Lenskij i Tjajkovskijs Eugen Onegin – og heldigvis er en af de efterfølgende forestillinger blevet optaget, og derfor kan jeg præsentere præcis samme arie med Bror Magnus som sidste år – men denne gang scenisk og med endnu mere overskud og overbevisning.
Hold godt øje med ham hér i fremtiden – han får en stor karriere!
Dagens tenorlåge er en nostalgisk tur tilbage til Gamle Scene på Kongens Nytorv, da jeg begyndte at sidde på galleriet (til næsten ingen penge) og så de samme opsætninger af et ret lille repertoire igen og igen. Jeg har ingen tal på, hvor mange gang, jeg så Figaros bryllup, Tosca, Barberen i Sevilla og – ikke mindst – La Bohéme.
Dekorationerne var af Poul Kanneworff fra 1939 (!), og den produktion gik næsten hver eneste sæson i mange år, og blev først i 1999 afløst af Mikael Melbyes nye iscenesættelse – som faktisk overtog en del af de små detaljer – bl.a. at Mimi i anden akt får en kage fra La Glace og at bohemerne spiser forloren skildpadde fra Irma på Café Momus.
Én af de tenorer, som ofte sange Rodolfo var Tonny Landy – og det var i en tid, hvor kongelige operasangere var kendte navne, også blandt danskere, der ikke gik i operaen. I dag havde Tonny sikkert været med i Vild med dans – dengang var han med i TV-quizzer og sang i utallige underholdningsprogrammer hele min barn- og ungdom igennem.
Og så kunne man altså høre og se ham lyslevende oppe fra galleriet på Gamle Scene, når han med vilje pustede Mimis lys ud, og sang slutningen af 1. akt så smukt og musikalsk (og med et flot højt C til slut) som her på klippet fra 1973, med gæstesopranen Helena Döse fra Stockholmsoperan.
I 1962 fik han en pladekontrakt med RCA, havde debutkoncert i Carnegie Hall, og snart var han ét af de navne, der fyldte de største sale i Las Vegas og rundt om i resten af USA. Og selvfølgelig var TV en vigtig del af karrieren for en mand, der var tenorernes svar på Liberace og Frank Sinatra. Han nåede at optræde mere end 130 gange på amerikansk TV, der dengang (som nu) var helt afgørende for en karriere i underholdningsbranchen.
Sergio Franchi var ét af de største navne i amerikansk show-bizz i 60’erne og 70’erne. Som egentlig havde operaambitioner med sin tenorstemme, men som i stedet altså endte i Hollywood og Las Vegas.
Sergio Franchi blev født i Italien i 1926, men familien mistede alt under anden verdenskrig, og flyttede til Johannesburg i Sydafrika for at begynde på en frisk. Faderen fik stablet en møbelfabrik på benene, og den 21-årige Sergio bidrog med sine kunstneriske evner som designer af de møbler, der snart blev en succes. Men det varede ikke længe, før en lokal operaforening i Johannesburg fik øje på den flotte, unge mand fra møbelfabrikken med det fine tenorstemme – og gav ham en rolle i Sigøjnerbaronen. Sunget på engelsk, som Sergio ikke kunne tale overhovedet, så han lærte rollen fonetisk.
Heldigvis flyttede tenoren Alessandro Rota til Johannesburg i 1955, og hos ham fik Sergio Franchi styr på teknikken, og udviklede stemmen så meget, at han kunne synge Don José i Carmen et par år senere. En produktion, Franchi senere mest huskede, fordi han sang sit parti på italiensk, Escamillo på russisk og Carmen på fransk.
Beniamino Gigli hørte den unge Franchi, og blev imponeret. Franchi fik blod på tanden og tog hjem til Italien med kone og børn, og forsøgte at slå igennem i operaverdenen dér. Men det var ikke let at komme til at stå på scenen på La Scala, og alle midler måtte tages i brug for at skaffe smør på brødet; også når et lille pladeselskab bad man om at indsynge plader til popmarkedet. Og nu begyndte der at ske noget; kombinationen af stemme og udseende var ikke dårlig, og Franchi fik en agent i London, som fik gjort BBC interessede. Én af hans TV-optrædender blev set af en chef for pladeselskabet RCA, som manglede en arvtager til Mario Lanza. Her var hans hedeste drømme netop gået i opfyldelse.
I 1962 fik Sergio Franchi pladekontrakt, debutkoncert i Carnegie Hall, og snart var han ét af de navne, der fyldte de største sale i Las Vegas og rundt om i resten af USA. Og selvfølgelig var TV en vigtig del af karrieren for en mand, der var tenorenes svar på Liberace og Frank Sinatra. Franchi nåede at optræde mere end 130 gange på amerikansk TV, der dengang (som nu) var helt afgørende for en karriere i underholdningsbranchen.
Her er et fantasisk klip fra et amerikansk TV-show med musicalstjernerne Donald O’Connor (kendt fra filmen Singin’ in the Rain) og Dorothy Provine, hvor Sergio Franchi bl.a. synger lidt af kvartetten fra Rigoletto (blandet med “Way down upon the Swanee River”!) akkompagneret af et – og jeg lyver ikke – minstrel-banjo-orkester (det kommer først 6’25 inde i klippet – men se det hele alligevel … det er fantastisk!). God smag kan man ikke altid beskylde Franchi for, men stemmen er altså imponerende.
Han synger endnu. Men jeg har nu ikke den store lyst til at høre ham, når han i aften synger i Musikkens Hus i Aalborg som led i en afskeds-juleturné, som vist mest af alt lugter af en ekstra, og sikkert indbringende, tur i manegen til en sanger, der burde være stoppet i tide.
Men han er faktisk én af mine absolutte yndlingstenorer gennem alle tider, og jeg er lykkelig for, at jeg nåede at høre ham i Tivolis Koncertsal i 1981, da han stadig var på højden af karrieren – inden både leukæmi og vokal rovdrift smadrede meget af den utroligt smukke stemme.
José Carreras havde ingen sikker teknik at falde tilbage på, da han begyndte at få problemer med stemmen; Herbert von Karajan havde lokket ham ud i et repertoire, han helt sikkert kom til at synge alt for tidligt; roller som Radames i Aida og Don Carlos i Verdis operaer. Men hvem kunne dengang sige nej til én af de mest magtfulde mænd i det internationale musikliv?
De fleste kender ham som en tredjedel af De tre tenorer-fænomenet, som i 1990 helt uventet strøg til tops på hitlisterne med deres koncert i Rom i forbindelse med VM i fodbold. Dengang lød stemmen træt og ukontrolleret, når han nåede op over nodesystemet og gav los – men hør engang hvor fantastisk smukt og udtrykfuldt han synger på La Scala i 1978, da han helt fortjent fik enormt bifald som Alvaro i Verdis Skæbnens magt. Sådan vil jeg helt klart helst huske Carreras.
Så blænder vi op for dagens western-tenorlåge i julekalenderen; meksikanske José Mojica, som ikke havde verdens kedeligste liv; som ung kæmpede han som guerillasoldat, og var med til at vælte den lokale diktator, senere blev hans stemme opdaget af Caruso, og Mojica sang i ni år ved operaen i Chicago.
Rent sangligt begyndte Mojica karrieren ved de lokale operahuse i Mexico City under første verdenskrig, men en dag gav hans mor ham 500 dollars og en billet til New York. Der hutlede han sig igennem med småjobs, og om aftenen købte han de billigste billetter til The Met for at høre sit store forbillede, Enrico Caruso.
Caruso blev imponeret af den unge meksikaners stemme, og han anbefalede ham til operaen i Chicago, hvor han debuterede i 1919. Han blev en fast del af ensemblet i huset, men hans gode udseende gav ham nye muligheder i den nye talefilmindustri, som altid var på jagt efter flotte latinske typer, som både kunne ride og synge, til de populære western-musicalfilm. I 1930 fik han en filmkontrakt med Fox, og indspillede en del film både i Hollywood, Mexico og Argentina i 30’erne. Men da hans mor døde i 1942 fik piben en anden lyd; han opgav karrieren og blev munk i Lima.
Noget at leve op til, nutids-tenorer!
Her et herligt klip fra en film, som jeg heldigvis ikke ved meget om – men den er et godt eksempel på, at alting var bedre i gamle dage – selv akustikken ude på prærien …
Den anden låge i årets tenorjulekalender byder på én af mine yndlingssangere fra det tidligere Sovjetunionen – en tenor, som ikke mange kender; Virgilijus Kęstutis Noreika fra Litauen. En af de sovjettiske sangere, som ikke kun sang bag jerntæppet, men som faktisk fik en pæn international karriere, og sang omkring 40 hovedroller i ca. 1000 forestillinger ved 30 internationale operahuse, bl.a. rollen som Pinkerton i Puccinis Madame Butterfly på La Scala.
Han fejrede sit 40-års-jubilæum som tenor i 1997, og han underviser stadig i en alder af 80 år i Vilnius.
Her er Noreika i en herlig optagelse fra sovjettisk tv i 1967, fra en slags underholdningsudsendelse, hvor det ser ud til at alkohol- og rygepolitikken er ret afslappet.
Musikken af Bizet, fra operaen “La Jolie Fille de Perth”, sunget på russisk, selvfølgelig. Inklusive en lækker lille afslutning…
Den første låge i årets tenorjulekalender er med den samme tenor, som jeg lagde ud med for fem år siden, da traditionen begyndte – en tenor, der var en ægte filmstjerne i Tyskland og Østrig i 30’erne – i hvert fald indtil hans jødiske baggrund gjorde det umuligt for ham at blive i det område.
Joseph Schmidt var kun 1.51 høj … men højden var – som klippet her fra filmen “Ein Lied geht um die Welt” viser – ikke det store problem for ham rent stemmemæssigt, i hvert fald. Han havde helt andre problemer som jøde i Nazityskland.
Filmen her havde premiere 9. maj 1933 – dagen inden den bogafbrænding, som var iværksat af én af gæsterne ved filmpremieren, propagandaminister Joseph Goebbels. Bogafbrændingen fik Schmidt til for alvor at indse, at han måtte flygte fra landet, kun én dag efter den storstilede gallapremiere.
Joseph Goebbels var storfan af den lille tenor, og havde endda planer om at udnævne ham til æres-arier(!) – men planerne blev aldrig til noget. “Ein Lied geht um die Welt” blev til gengæld forbudt af nazisterne i 1937.
Joseph Schmidt flygtede i første omgang til Wien, men det var jo en stakket frist. Han døde i en svejtsisk flygtningelejr i 1942, kun 38 år gammel.
Historien om Joseph Schmidt er altså den første i årets tenorjulekalender. Velkommen til 24 dage med tenorer, som du måske ikke har hørt før – eller som måske er et genhør værd! Husk, at du kan få dagens kalenderlåge direkte i din mailboks, hvis du tilmelder dig mit nyhedsbrev her.
Om kun lidt over en måned er det jul – og om 10 dage begynder årets bedste tenorjuletradition; kalenderen, hvor hver dag byder på en elektronisk låge med et klip med en kendt eller ukendt tenor. Rigtig mange har spurgt om jeg fortsætter i år også, og selvfølgelig gør jeg det – ingen december uden tenorer!
Jeg glæder mig til finde nye klip frem med fremragende sangere fra de sidste godt 100 år – forhåbentlig både nogen, du ikke kender, og måske også nogen, du gerne vil høre igen.
Hvis du vil være helt sikker på ikke at gå glip af dagens låge kan du bare tilmelde dig mit nyhedsbrev på forsiden af hjemmesiden – så sender jeg dig en mail hver morgen med den daglige tenor-dosis.
Og til et forsøde ventetiden lidt er her et ret kvalificeret bud på en skålsang – alle vi, der har været til svensk krebsegilde, ved, at de er rigtig gode til at synge en del andet end “sejle op ad åen” når snapsen skal ned. Her et klip fra filmen “Fram för framgång” fra 1938 (jeg skal undlade at komme ind på handlingen!), hvor Jussi Björling rejser sig og synger netop sådan en skålsang. Man mærker, at han ikke har så svært ved at leve sig ind i situationen …
Den sidste låge i tenorjulekalenderen plejer at være franske Adolphe Adams julesang, ‘Minuit Chrétiens’ sunget på svensk som ‘O helga natt’ i den fantastiske indspilning med Jussi Björling. Den tradition laver vi (heller) ikke om på i årets kalender.
Tidligere i år vandt han både førstepris og publikumsprisen ved den internationale Renata Tebaldi-konkurrence i San Marino, og han er i øjeblikket i de bedste hænder hos sangpædagogen Elizabeth Norberg-Schulz i Rom.
