Min absolutte yndlingstenor blandt de nulevende er (som nogen måske allerede har opdaget) amerikanske Lawrence Brownlee. Hans speciale er bel canto-rollerne, og i august 2014 sang han det sindssygt halsbrækkende tenorparti i Bellinis Puritanerne i Tivoli. Hvis der er noget, jeg er stolt af i mine fem år i Carstensens have, så er det at have fået Brownlee til ikke blot at komme en enkelt gang, men faktisk at blive stamgæst i koncertsalen. Egentlig mest for min egen skyld, så jeg kunne høre min favoritstemme så ofte som muligt.

Ind i mellem har jeg så rejst til New York, Wien og London for at høre ham andre steder – og jeg var heldigvis blandt publikum i Wigmore Hall i 2012, da Brownlee sang dér for første gang. Her en arie fra Rossinis Zelmira, der viser præcis hvad Brownlee gør bedre end alle de andre lige nu; den perfekte kombination af cremet vellyd, ufatteligt tjekket virtuositet, helt indlysende musikalitet og en højde sendt fra himlen. Og ja, det er bl.a. mig, der går amok i publikum bagefter (sammen med en tætpakket sal), så der selvfølgelig også bliver plads til et ekstranummer.

Thanks, Larry! You’re the greatest!

https://www.youtube.com/watch?v=JRsq-HSekfo