Normalt plejer tenorjulekalenderen af slutte med Adolphe Adams julesang på svensk. Det gør den også i år, men ikke med Jussi Björling, som ellers har gjort det  fire år i træk. I år giver jeg den sidste låge til en sanger, som gav mig så utroligt mange fantastiske aftener på Det Kongelige Teater i 80’erne og 90’erne.

Peter Lindroos får lov til at lukke og slukke julekalenderen for i år – tusind tak til alle jer, der har fulgt med, kommenteret og kommet med gode forslag til tenorer til kommende låger. Jeg håber, at du har gjort et par nye opdagelser af tenorer, du ikke kendte, undervejs – og måske også nydt lidt af genkendelsens glæde ind i mellem. Det var en fornøjelse at finde klip frem – godt, at der kun er lidt over 11 måneder til næste kalender begynder. Der er jo tenorer nok at tage af, heldigvis!

Rigtig gædelig jul!

Min absolutte yndlingstenor blandt de nulevende er (som nogen måske allerede har opdaget) amerikanske Lawrence Brownlee. Hans speciale er bel canto-rollerne, og i august 2014 sang han det sindssygt halsbrækkende tenorparti i Bellinis Puritanerne i Tivoli. Hvis der er noget, jeg er stolt af i mine fem år i Carstensens have, så er det at have fået Brownlee til ikke blot at komme en enkelt gang, men faktisk at blive stamgæst i koncertsalen. Egentlig mest for min egen skyld, så jeg kunne høre min favoritstemme så ofte som muligt.

Ind i mellem har jeg så rejst til New York, Wien og London for at høre ham andre steder – og jeg var heldigvis blandt publikum i Wigmore Hall i 2012, da Brownlee sang dér for første gang. Her en arie fra Rossinis Zelmira, der viser præcis hvad Brownlee gør bedre end alle de andre lige nu; den perfekte kombination af cremet vellyd, ufatteligt tjekket virtuositet, helt indlysende musikalitet og en højde sendt fra himlen. Og ja, det er bl.a. mig, der går amok i publikum bagefter (sammen med en tætpakket sal), så der selvfølgelig også bliver plads til et ekstranummer.

Thanks, Larry! You’re the greatest!

https://www.youtube.com/watch?v=JRsq-HSekfo

Nu er der kun tre låger tilbage i tenorjulekalenderen – og med i slutspurten er den svenske tenor Gösta Winbergh, som desværre døde alt for tidligt i 2002. Han var på det tidspunkt den førende Lohengrin og Walter von Stolzing i verden, og dagen før det fatale hjerteanfald havde han sunget Florestan i Beethovens Fidelio i Wien.

Jeg kan stadig huske tilbage omkring 1990, hvor jeg assisterede i Tviolis Symfoniorkester, hvor han sammen med barytonen Håkan Hagegård og sopranen Barbara Bonney sang en helt forrygende koncert i Tivoli. Jeg sad nede i orkestret og spillede piccolo og kneb mig selv i armen; fik jeg virkelig penge for at være med?

Her et klip med Winbergh fra Pariseroperaens Lohengrin i 1996 – selvfølgelig gralsfortællingen i sidste akt. Jeg savner virkelig den stemme.

Dagens tenor er endnu en ukendt stemme fra fortiden. Petre Munteanu blev født i Rumænien i 1916, og have en fin karriere i Italien i 40’erne og 50’erne, og sang mest Mozart og Rossini, men også en del ny musik – bl.a. var han med i uropførelsen af Luigi Nonos Intolleranza 1960 på La Fenice i Venedig.

Petre Munteanu nåede faktisk også at gæste både Covent Garden, Glydebourne, Den Bayerske Statsopera i München, Edinburgh-festivalen og Wieneroperaen. En pæn karriere – men i dag fuldstændig glemt, som så mange andre. Det råder vi bod på i dag, hvor han kigger frem fra dagens kalenderlåge med en fin lille sang af Tosti.

Hvem?

Nej, dagens låge i tenorkalenderen gemmer ikke på en tenor, som man kan finde på de store pladeselskabers nærmest uendelige række af jule-cd-udgivelser med store sangere fra fortiden. Zurab Andjaparidzes karriere fandt sted bag jerntæppet i USSR, men i 1964 gæstespillede Bolsjoj-teatret på La Scala i milano, og ved den lejlighed gav den italienske presse Andjaparidze øgenavnet “den sovjettiske Franco Corelli”.

Han blev født i Georgien i 1928, og efter uddannelsen på konservatoriet i Tblisi og senere en flot karriere ved det lokale operahus, kom han i 1959 til Bolsjoj-teatret i Moskva. Her sang han de næste ti år hele det dramatiske tenorrepertoire i operaer som Aïda, Carmen, Faust, Rigoletto, La Traviata, Boris Godunov, Jolanthe og mange andre.

Hans helt store glansrolle var Hermann i Tjajkovskijs Spar Dame – her et klip, hvor han først arbejder på netop den opera ved klaveret, og derefter den ægte vare med orkester på scenen.

https://www.youtube.com/watch?v=qsnh3Brksxk

Dagens tenor er fra Ancona, og som ung mand gik han til hånde på det det flådeskibsværft hans far arbejdede på. Her gik Dario Franco Corelli så og bankede rust af skibene ved Adriaterhavskysten – og sang selvfølgelig til arbejdet. Det lød en del bedre end kollegagennemsnittet, og han stillede op til en lokal sangerkonkurrence. Han vandt ikke, men til gengæld blev han opfordret til at få rigtig undervisning, og blev elev på konservatoriet i Rossinis fødeby, Pesaro.

Læreren hed Rita Pavoni, og det gik ikke godt med undervisningen. Corelli mistede hurtigt sine høje toner, og han droppede konservatoriet. Heldigt nok, for snart havde han selv fået styr på stemmen igen, og brugte resten af sit liv til at advare alle mod sanglærere generelt og kaldte dem for “farlige mennesker” og en “pest for sangere”.

Corelli var et naturtalent, og efter en fin karriere i Italien blev han fast inventar på The Met i New York mellem 1961 og 1975. Her er han på skøn hjemmebane i en neapolitansk sang. Det bliver ikke bedre.

https://www.youtube.com/watch?v=ksk17puzMPo

Vi tror måske i dag, at operarepertoiret er en nogenlunde statisk ting, og at Tosca, La Traviata, Carmen og Tryllefløjten har været de mest spillede operaer i de sidste 100 år. Det er kun næsten rigtigt, for der er afvigelser. Nogle af de titler, der var ekstremt populære for 70-80 år siden, er stort set gledet helt ud af repertoiret – f.eks. en opera som Ambroise Thomas’ Mignon eller Flotows Martha. En tenorarie, som har lidt samme skæbne, er “Je pense à vous” fra François Bazins opera Maître Pathelin fra 1856. En arie, som mange franske tenorer indspillede i første halvdel af det 20. århundrede, men som nu næsten er glemt – selv om Roberto Alagna faktisk har indspillet arien for nogle år siden.

“Den berømte tenor fra Toulouse” står der på etiketterne på Louis Orliacs meget sjældne plader fra omkring 1930. Vi ved ikke præcis hvor mange, han indspillede, men i hvert fald fem arier har overlevet diverse “jeg-smider-altså-de-gamle-lakplader-på-lossepladsen-nu”-aktioner, som også franske familier har udført, når pladsen i skuret eller på loftet blev for trang. Vi ved ikke, hvornår han er født, og heller ikke hvornår han døde. Ingen opslagsværker fortæller om stemmen her, selv om vi altså kan regne ud, at han har været en stor tenor i den sydfranske provins. Og heldige var de, dernede i Toulouse, for en tenor, som slynger et så ubesværet højt C ud, som Orliac gør her i andet vers af den glemte arie fra Maïtre Pathelin, ville sikkert have kunnet få en fin karriere i langt større operahuse…men måske elskede han bare sin hjemby så meget, at han ikke kunne drømme om at flytte. Som sagt – vi ved det ikke. Men stemmen – den har vi heldigvis.

Dagens låge afslører en tenor, som ikke blot havde en pæn operakarriere, og bl.a. sang i Massenets Thaïs på La Scala i 1942, men som ved siden af havde en fin sidebeskæftigelse i 30’erne.

Som så mange andre tenorer på den tid var der bud efter Gino del Signore, også til andet end opera. Pladeselskaberne var altid på jegt efter gode stemmer til tidens hotteste udgivelser – her et skønt eksempel sammen med det, der vel må være Italiens svar på The Andrew Sisters.

Ikke så meget snak – nyd bare en ubesværet, let tenor … perfekt til en decemberdag, selv om det faktisk er en forårssang.

https://www.youtube.com/watch?v=5bQw6quJZ04

Tenorjulekalenderen skal da også en tur forbi Litauen, også selv om Virgilius Noreikas karriere var sovjettisk som så meget andet i landet dengang. Styret, for eksempel.

Noreika blev født i 1935, og underviser endnu. Og selv om han altså frem til 1989 levede bag jerntæppet, fik han faktisk lov til at få en international karriere, som bragte ham til La Scala i Milano, Pariseroperaen og Teatro Colón i Buenos Aires. Ikke så mærkeligt, når man hører stemmen her.

Musikken er fra Rakhmaninovs opera Aleko – optaget i Fagforeningernes Hus i Moskva i 1965.

https://www.youtube.com/watch?v=xmMDpucTDK8

Nej, ikke Jussi – men bror Gösta, som var med i de hårde dage, da brødrene (som også talte Olle) som små drenge måtte tjene til livets ophold sammen med deres far som omrejsende drengesangere med voksenteknik. David Björling var en hårdhændet sangpædagog, men drengene fik en solid ballast med sig videre i deres sangerliv.

Jussi blev som bekendt én af historiens største tenorer overhovedet – men Gösta sang faktisk i mange år på Kungliga Operan i Stockholm, især som karaktertenor. Han når selvfølgelig ikke Jussi til noget, der bare nærmer sig sokkeholderne – men man kan virkelig godt høre familieskabet i lyden. Og hvis man nu IKKE sammenligner med Jussi, så er det faktisk ret smukt, ikke?

Det er jo egentlig sjovere med tenorer, som ikke så mange kender – men HAM her kommer vi altså ikke uden om her i kalenderen. Og nej, han får ikke lov til at synge Nessun dorma eller danne trio med to andre tenorer i dagens låge – vi skal tilbage til 1970, hvor han var med i solistkvartetten, da dirigenten Claudio Abbado opførte Verdis Requiem i Rom (det er en fejl, at der står 1967 på klippet i YouTube). Heldigvis optog RAI det hele, og her er tenorens “arie” (mange har jo kaldt dette requiem for Verdis bedste opera), Ingemisco’et. Nobody does it better …

Han er norsk, han er født i 1993 (sødt, ikke?) – og han er et kæmpe tenortalent! Han tager det heldigvis stille og roligt, men det tegner til at blive en rigtig stor karriere. Han har allerede udgivet sin første cd med titlen “Remembering Jussi” – og det er klart, at man sætter forventningerne højt, når man (eller agentur/pladeselskab) lægger op til sammenligning med den store, svenske tenor.

Det er der naturligvis ikke mange, der kan leve op til – men Bror Magnus Tødenes er ikke desto mindre et ægte naturtalent, som er ved at få rigtig godt styr på stemmen – i en alder, hvor meget få tenorer er kommet så langt, som han er.

Hold øje med ham!

Den franske tenor Georges Liccioni døde sidste år, 81 år gammel. Han var fast inventar på pariseroperaen fra 1964 og ti år frem, blot én af virkelig mange franske tenorer, som aldrig rigtig fik en karriere udenfor hjemlandet.

Også det repertoire, Liccioni sang, var fortrinsvist fransk. Han kendte f.eks. Jules Massenets operaer temmelig godt; alene rollen som Des Griux i Massenets Manon sang han ikke færre end 350 gange i løbet af sin karriere.

Her er en arie fra en anden af Massenets operaer, Mireille, der – ligesom Liccioni – fortjener mere opmærksomhed, end den får i øjeblikket.

Det er jo Elvis, der nærmest ejer “Are you lonesome tonight” … men den canadiske tenor Henry Burr havde faktisk allerede et hit med sangen på en 78-plade i 1927. Og hvis navnet Elvis i dag klinger en smule mere kendt end Henry Burr er det ikke på grund af antallet af plader; Burr påstod selv, at han havde medvirket på ikke færre end 12.000 indspilninger under navne som Irving Gillette, Harry Haley, Henry Gillette, Alfred Alexander, Robert Rice, Carl Ely, Harry Barr, Frank Knapp, Harry Haley, Al King og Shamus McClaskey. Alt sammen i tiden lige før den elektriske indspilningsteknik fik gjort tenorer med stemmer som Burrs arbejdsløse i popsammenhæng, fortrængt af de nye croonere med deres intime lyd.

Faktisk var hans egentlige navn Harry Haley McClaskey, og han begyndte karrieren som 13-årig drengetenor med det lokale millitærorkester i byen Saint Paul – og som 20-årig i 1902 begyndte han at indspille plader og fonografvalser med populære sange for den nye amerikanske pladeindustris helt store selskaber som Edison, Victor og Columbia. Han blev senere stjerne i flere radioshows, og endte med at skrabe en pæn formue sammen. Som han vistnok mistede i børskrakket i 1929.

Ingen tenorjulekalender uden Fritz Wunderlich. Han var min allerførste tenorhelt, og der er meget få sangere, der fylder helt så meget i min reol.

Her et skønt klip fra Richard Strauss’ Die schweigsame Frau, som Wunderlich sang i Salzburg i 1959 – på mange måder hans helt store gennembrud, og man forstår godt hvorfor; her er et helt eminent overskud og en glæde ved at synge Strauss’ vidunderlige fraser man skal lede virkelig længe for at finde magen til.

Og resten af operaen kan også anbefales på det kraftigste, i øvrigt …

https://www.youtube.com/watch?v=wRkMPL_GDx4

Tenoren i dag er faktisk en genudsendelse fra tenorkalenderen sidste år – men der er jo solide traditioner for netop at vise de mest populære julekalendere igen og igen. Og dette klip er noget helt specielt.

Danske Helge Rosvænge, havde en fin karriere i de store operahuse i Tyskland og Østrig – og også i temmelig tvivlsomme tyske film. Han blev født i København i 1897, og debuterede som Don José i Carmen i Neustrelitz. Senere var han ansat ved statsoperaen i Berlin fra 1930-44, og sang samtidig ofte både i Wien og München. Han sang både Mozart, Verdi, Puccini og Wagner (Parsifal i Bayreuth i både 1934 og 1936), og kunne på højden af karrieren synge et ubesværet højt D – f.eks. i den arie fra Adolphe Adams Postillonen fra Lonjumeau, som blev ét af hans største pladehits.

Dagens låge gemmer på et klip fra filmen Der Knalleffekt fra 1932, med hvad der MÅ være verdenshistoriens eneste forsøg på at gemme sig for en betjent ved at synge stretta’en fra Verdis Trubaduren ind i hovedet på ham. Læg også mærke til det alsidige orkester, som bortset fra den fantasifulde grundbesætning samt en ikke alt for sikker stilsans og ret løs omgang med præcision, ikke er blege for også at gøre det ud for kor.

I dag byder lågen i tenorjulekalenderen på et klip med den danske tenor Tonny Landy, som faktisk sang Almaviva i Rossinis Barberen i Sevilla allerførste gang jeg var i Det Kongelige Teater i 1978 – samme år, Tonny blev fastansat på teatret.

Her et skønt klip fra en tv-transmission af Donizettis Don Pasquale (på dansk) fra Det Kongelige Teater i 1986; foruden Tonny Landy er det den uforlignelige Aage Haugland, der spiller en af sine allerbedste roller her.

… og der er såmænd også et enkelt glimt af en ung Michael Schønwandt i orkestergraven undervejs …

Tenorjulekalenderlågen byder i dag på den hollandske heltetenor Hendrik Appels, som egentlig skulle have været tandlæge, og mildt sagt ikke er så kendt som sin fire år yngre danske Wagner-sanger-kollega Lauritz Melchior.

Appels fik en fin karriere, først og fremmest i Berlin og München, men i dag er der ikke mange, der siger “nå, ja, ham!”, når man nævner hans navn.

Er det nu også retfærdigt, at Appels bare blev glemt helt? Hør lige en pragtstemme – her en arie fra én af Wagners tidlige operaer, Rienzi.

I juli 2012 skulle Jonas Kaufmann have sunget det store tenorparti i Berlioz’ gigantopera Trojanerne på Covent Garden i London. Han måtte trække sig i sidste øjeblik på grund af en infektion, og ind sprang den amerikanske tenor Bryan Hymel, som ikke blot sang partiet på Covent Garden i stedet for Kaufmann, men som senere samme år også sprang ind i samme opera på The Met i New York for en indisponeret Marcello Giordani.

Faktisk havde Hymel allerede en karriere på mere end 10 år i store operahuse bag sig på det tidspunkt, men den slags indspring skaber overskrifter og opmærksomhed, og pludselig var Bryan Hymel et kendt navn, også blandt andre end nørder som mig. Her er en optagelse fra en koncert fra 2012, hvor Hymel synger den umenneskeligt hårde arie fra Rossinis Wilhelm Tell – og pludselig myldrer en lang række mænd endda ind på scenen. Gå ikke over sporet – der kommer kor! Og bliv ved til slutningen – den sidste tone er ikke den værste!

Anatolij Solovjanenko blev født i 1932 i en minearbejderfamilie i Donetsk i Ukraine – og han én af de ufatteligt mange sangere, som nærmest ingen i vesten dag kender. Til trods for, at han i løbet af sin karriere både nåede at synge på The Met i New York og at indspille hele 18 LP’er med sange og operaarier.

Til gengæld er han bestemt ikke glemt hjemme i Ukraine; han var solist ved operaen i Kiev i over 30 år, og døde i 1999 af hjerteproblemer. I dag er der rejst en statue af ham i Donetsk, og den lokale operahus tog efter Solovjanenkos død navneforandring til hans ære. Idéen er hermed givet videre til det måske fremtidige Lauritz Melchior-operahus i København.

Her synger Solovjanenko en ukrainsk folkesang i begyndelsen af 1960’erne – med et vokalt overskud, der nok ville vække en del opsigt på en scene i dag.

https://www.youtube.com/watch?v=tX0Hh0_N2J4#t=18

Velkommen til årets tenorjulekalender – presset har været stort fra mange sider, og selvfølgelig fortsætter den gode tradition både på min Facebook-side og her på hjemmesiden. Hvis du ikke allerede abonnerer på mit nyhedsbrev, så gør det nu, hvis du ganske automatisk vil have dagens tenor direkte i din indbakke hver morgen frem til jul (og husk, at du jo altid er velkommen til at afmelde nyhedsbrevet igen når vi når juleaften). Meld dig til her.

Den allerførste tenor i årets kalender skabte tidligere på året nærmest tumult på The Met, da han sang Rossinis Askepot – publikum klappede og råbte så meget efter den store arie i anden akt, at Camarena måtte synge den igen – og det er altså ikke noget, der sker ret tit på scenen i et operahus i dag (det har jo en vis hæmmende virkning på troværdigheden i den dramatiske opbygning, kan man sige). Det er ikke mærkeligt, at Camarena nu regnes blandt de tre-fire bedste bel-canto-tenorer i øjeblikket – og gad vide, om vi ikke runder et par af de andre i løbet af december måned her på siderne.

Her er et klip fra en koncert med Camarena på hjemmebane i Guanajuato i Mexico. Man mærker, at han har musikken her helt under huden – og har han stemmen til at gøre præcis hvad han har lyst til. God fornøjelse – også med resten af kalendermåneden.

https://www.youtube.com/watch?v=MaHBURPcHbk