Jeg kan ikke forestille mig noget mere nervepirrende end at skulle synge arien “Celeste Aida” med Arturo Toscanini stående to meter fra mig med sin dirigentpind lige op i ansigtet. Og vide, at manden faktisk havde kendt Verdi, havde spillet cello i orkestret på La Scala, da hans Otello blev uropført … og at Toscanini selv dirigerede hele Aida udenad, da han som 19-årig – uden nogensinde at have dirigeret et orkester før – sprang ind og reddede en opførelse som en allersidste mulighed. Og gjorde det så godt, at han fik lov til at dirigere hele 18 forskellige operaer samme sæson.

Ikke desto mindre var det det scenarie, der mødte tenoren Richard Tucker i 1949, da NBC tv-transmitterede Verdis Aida over to aftener. Tucker var født i New York, og han begyndte sangerkarrieren som kantor ved flere synagoger i byen, og supplerede sin indtægt som sælger for The Reliable Silk Company (og ja, man kommer jo til at tænke på konkurrenternes forretningsmetoder, når man læser det firmanavn, ikke?). I 1945 debuterede Richard Tucker på The Met, hvor han sang de næste 30 år. The Met var så meget en del af Tucker, at han (som den hidtil eneste) fik lov til at holde sin bisættelse fra selve scenen i operahuset. Der ligger endda en lille park nær det nuværende Metropolitan, som er opkaldt efter ham.

Her er han så i 1949 i en situation, som jeg som nævnt ikke misunder ham. Han ser faktisk også en anelse skræmt ud …