I dag er det 300 år siden den første offentlige komedie på dansk blev spillet på teatret i Lille Grønnegade. Dermed fik den tyske operatrup på Københavns Slot en alvorlig konkurrent om kongens gunst. Her kan du læse et uddrag fra min nye bog om operaens historie i Danmark – et uddrag om en noget tvivlsom operaimpresario fra Hamburg, som endte med at flygte fra regningen – og sin egen kone og sine børn.

Impresarioen Johann Kayser arbejder i en stressfyldt gråzone mellem dreven småsvindel og idealistisk gåpå­mod. Han kæmper stadig fra tue til tue på det økonomiske område. Samti­dig med de konstante klager over, at pengene fra kongen ikke slår til, forsøger Kayser sig overraskende nok som pengeudlåner til den københavn­ske over­klasse. Ikke alle har tænkt sig at betale deres lån tilbage, og Kayser må gå til kongens embedsmænd for at få hjælp med at indkassere sine penge.

Kayser mærker, hvor det bærer henad. Så snart han får udbetalt sit forskud for første kvartal af 1723, stikker han sim­pelthen af, ikke bare fra alle forpligtigelser overfor kreditorerne, men også fra de øvrige ansatte sangere og endda fra sin egen kone og deres børn. Truppens medlemmer er på fuld­stændig bar bund, og der er langt hjem til Hamburg. Kongen forbarmer sig over den nødstedte trup og udbetaler 1.500 rigsdaler til Margaretha Kayser til videre fordeling mellem sangere og kredito­rer.

Du kan læse mere om Johann Kaysers videre skæbne i min nye bog om opera i Danmark.
Læs mere om bogen her.

Anmelderne skrev:

Operaformidling i topklasse … selve hovedværket om sit emne.
Thomas Teilmann Damm, PubliMus

… et bemærkelsesværdigt pionerarbejde … fortalt med stimulerende kompetence …
Valdemar Lønsted, Information

★★★★★★ … pragtværk om operaens historie i Danmark … elegant og letlæst …
Kim Reich, Ascolta

★★★★★★ … mundret, præcist og stærkt underholdende …
Per Wium, perwium.dk

★★★★★ … underholdende og lærerig uden at gå på kompromis med fagligheden …
Brian Ulrich Skovgaard, kulturinformation.org

★★★★★ … der er ingen grænser for, hvad Engelbrecht ved og får ned på papiret … bogen er et must for alle operaelskere.
Ulla Strømberg, kulturkupeen.dk

En imponerende fortælling … så medrivende, at man ikke kan slippe den tykke bog …
Steen Frederiksen, Custos

… helt uimodståelig … jeg er begejstret.
Anne Marie Storm, historie-online.dk

Henrik Engelbrecht er benådet med en helt særlig evne til at overskue et enormt stof og finde netop de herlige historier, der gør det en stor fornøjelse at læse hans fængende bog. Det er i særklasse fornem formidling.
Poul Flou Pedersen, bibliotekslektørudtalelse fra DBC

Musikken er Tivolis største attraktion, da haven åbner i 1843 – og den er fordelt ud i hele haven. På karruselbanen spiller f.eks. seks blæsere. Banen har et lille lokomotiv, der kører rundt i ring med 15 små vogne efter sig. Toget bliver trukket af en hest, der går i ring under det høje gulv til forlystelsen. I midten er der placeret en sekskantet platform til de seks musikere – sikkert messingblæsere – som spiller til hver eneste tur mellem kl. 16 og 23.

Musikerne spiller de samme numre igen og igen, og især den polka, der i deres nodehæfte hedder ”Nr. 3”, bliver voldsomt populær. Alle i København kender ”Nr. 3”, og de fleste tror, at den er skrevet af H.C. Lumbye – men i virkeligheden er det Johann Strauss I’s “Annen Polka”. Kvaliteten af musikken på karrusellen er næppe imponerende, men fænomenet fortsætter i over 30 år. Så sent som i 1874 rapporterer Dags-Telegraphen om de musikalske tilbud i Tivoli:

“Den mindst behagelige Musik er Karruselbanens, men naar den ulykkelige Hest, der lig en moderne Samson stadig maa arbeide i denne Trædemølle, er i Stand til at udholde den, kunne vi Mennesker vel nok taale at høre den i forbigaaende.“

“Annen Polka” er så kendt under sit Tivoli-tilnavn, at Dansk Fonograf Magasin benytter det, da firmaet i 1907 udgiver denne fonografvalse med et ukendt messingblæserensemble – som meget vel kunne tænkes at bestå af musikere fra Tivolis orkestre. Tempoet på indspilningen er ca. dobbelt så hurtigt som det, man som regel hører i dag. Hør selv:

Læs mere om musikken i Tivoli i gamle dage:

Han var 13 år gammel i 1944, men lignede mest én på 9. Han var en lille splejs, men han havde to fordele frem for mange af de andre børn i Theresienstadt-lejren; han kom fra Danmark – og han kunne spille trompet. Han spillede jo i Tivoli-Garden.

Paul Aron Sandfort var 13 år gammel, da han blev taget af tyskerne, fordi han som jøde forsøgte at flygte til Sverige. Sammen med sin familie blev han sendt til Theresienstadt, og her havde man god brug for en dreng, der havde spillet trompet i Tivoli Garden. Paul kom til at spille sammen med nogle af Europas bedste musikere – bl.a. en del fra det berømte Concertgebouw Orkester fra Amsterda

Theresienstadt var ikke som de andre kz-lejre i Nazi-tyskland. Her virkede det på overfladen som om jøderne fik lov til at leve et herligt driverliv med caféer, boldspil, let havearbejde – og naturligvis med teater, sang og musik. En mønsterlejr, som kunne vises frem for udenlandske delegationer, som et modbevis på påstandene om de forfærdelige forhold i kz-lejrene. Under overfladen så det mindre rosenrødt ud; jøderne blev systematisk sendt videre til Auschwitz – og det betød den sikre død. 

Paul Sandfort døde i 2007. I 1999 interviewede jeg ham over to dage om oplevelserne i Theresienstadt, hvor han bl.a. oplevede, at alle kammerater på hans sovesal blev sendt i døden i Auschwitz – blot ikke han.

Her kan du høre den udsendelse, jeg producerede som en af de sidste ting, inden jeg forlod DR i 2000. Og helt sikkert den vigtigste i min radiotid. Og til november er der premiere på en koncertversion af historien, hvor jeg (og Poul selv på båndene fra 1999) fortæller og Prinsens Musikkorps spiller den musik, som Poul var med til at opføre i Theresienstadts orkestre.

I 1689 bygger Christian 5. Danmarks første operahus. Allerede ved den anden forestilling i den lille, brandfarlige træbygning går det helt galt.

Kongens fødselsdag 15. april 1689 bliver markeret med det, der nok er den første egentlige operaopførelse i Danmark. Det er kongens søn, prins Christian, der sammen med hofmarskal Claus Henrik von Vieregg er ansvarlig for forberedelserne. De begynder planlægningen et halvt år inden fødselsdagen; den tyske libretto bliver bestilt hos den slesvigske forfatter Peter Anton Burchard – og man sætter en af hoffets egne musikere, Poul Christian Schindler, til at komponere musikken til Der vereinigte Götterstreit; som sædvanlig en allegorisk historie med guder, hyrder og generel hyldest til den danske monark. Operaen slutter med, at alle medvirkende forenes i et kor:

Lebe grosser Christian, lebe!
Das Dein Thron sich ewig hebe!

Denne gang er de scenemæssige udfordringer med flyvende guder og hurtige sceneskift så store, at man beslutter at bygge et helt nyt teater til formålet. Der er godt nok kun tale en midlertidig bygning af fyrretræ, som bliver opført ved lystslottet Sophie Amalienborg i den nuværende Bredgades østlige side, mellem Frederiksgade og Fredericiagade – et slot kongehuset især bruger, når der skal være fest.

Den nye teaterbygning ligger lige op ad slottes nordfløj mod Fredericiagade. Der er plads til omkring 200 tilskuere, som sidder tæt sammen i en bygning, der kun måler 28 gange 12 meter. Kongefamilien har sin egen indgang via en søjlegang med direkte forbindelse til slottet, og der varmes op til teater­oplevelsen allerede inden både de og resten af publikum kommer ind i selve teatret; i søjlegangen er der ophængt flotte bannere, og midt i gangen møder kongefamilien to grotter omgivet af træer og buske. I hver af grotterne sidder en satyr i det dunkle lys fra en enkelt kerte. Forestillingen er allerede i gang. Det øvrige publikum går ind gennem hovedindgangen, hvor billedstøtter af gudsfrygten og retfærdigheden vogter over huset.

Inde i salen kan alle måbe over de 800 små olielamper, der oplyser en dekoration, der fylder hele salen ud. Bannere af fint silkestof vædet med velduftende olier, og prydet med kongens navnetræk, hænger langs væggene. Tilskuerpladsen er pyntet med mos og tørrede enebærris pyntet med citroner og guldæbler, og loftet er dækket af stjerner. Orkestret sidder skjult for publikum mellem scenen og en forhøjning med blomsterbede, som spreder duft i hele lokalet. Illusionen af at være ude i det fri er perfekt, og både kongefamilien og de øvrige tilstedeværende fra landets øverste rangklasser er ovenud begejstrede ved urpremieren. Kongen befaler, at stykket skal gentages fire dage senere, så flere kan få lov til at opleve den utrolige forestilling. Denne gang er det ikke kun de allerfineste, der får lov til at opleve det stykke, alle i byen taler om.

Den 19. april kl. 15 bliver indgangsdøren til salen åbnet. Operaens komponist Poul Christian Schindler har skaffet sin kone to pladser, og hun tager parrets lille datter i hånden, så hun kan opleve sin far lede operaen fra cembaloet i orkestergraven. Sognepræst Christian Heerfort og hans to sønner, købmand Johann Hessenberg og hans frue, prins Christians barber og ca. 200 andre strømmer også ind i den sal, hvor både mos og enebærris nu er blevet endnu mere tørre, end de var ved premieren.

Katastrofen indtræffer allerede efter kort tid; Merkur har sunget sin prolog, og Mars er midt i en arie, da en af olielamperne pludselig eksploderer. Vægen falder ned i de tørre enebærris, og ilden breder sig lynhurtigt, ikke mindst på grund af de olievædede silkestoffer i tilskuerrummet. Alle styrter i vild panik mod udgangen, men dørene åbner indad og er ikke til at rokke med de mange mennesker, der presser på bagfra. Vinduerne i salen er – af hensyn til risikoen for indbrud og for at forhindre kreative lømler i at kravle ind til selve forestillingen – udstyret med solide jerngitre. Kun ganske få kender udgangene bag scenen.

Det tager ikke ilden mere end et kvarter at forvandle træbygningen til en ruin. De forkullede lig af omkring 170 mennesker ligger tilbage i asken, da de mange pårørende omsider kan komme i nærheden af brandtomten. De fleste lig ligger sammenfiltrede i en stor bunke lige indenfor indgangsdøren. Blandt dem er Schindlers kone og datter.

Det lader til, at alle de medvirkende sangere og dansere slipper ud i tide. Værre går det for musikerne i det aflukkede orkesterområde; en del af publikum forcerer i panik afspærringen ind til musikerne, og sammen med dem prøver de at undslippe flammerne ved at komme op på scenen. Det lykkes kun for få af de måske 10-11 musikere at undslippe, flere af dem med alvorlige brandsår; et halvt år senere lever kun Schindler selv og to violinister. Da Christian 5. dør ti år efter branden, består kongens orkester stadig kun af fire musikere. Hofmusikken i København ligger i ruiner, præcis som det første operahus i Danmark.

I oktober 1634 skal Christian 4.s ældste søn giftes med kurfyrsten af Sachsens yngste datter. Resultatet er danmarkshistoriens største og dyreste fest nogensinde. Den varer i 18 dage, og her kan gæsterne opleve de første operaforsøg i Danmark. Hvis de altså er ædru nok.

I begyndelsen af 1600-tallet ejer én procent af Danmarks befolkning al jord i landet. Langt størstedelen af befolkningen er fæstebønder og tjenestefolk, som knokler under usle og barske vilkår for at skaffe mad nok til sig selv og familien. Det lykkes ikke altid, og sult er en velkendt fornemmelse for alt for mange. På den baggrund er det næsten ufatteligt, hvor mange penge Christian 4. bruger på en enkelt fest for det par, man regner med, er rigets næste konge og dronning, men som ironisk nok aldrig når at blive det.

Bryllupsfesten i 1634 er blevet kendt i historien som ”det store bilager”, og selv om det er svært at få et totalt overblik over udgifterne, er tallet to millioner rigsdaler blevet nævnt. Hvis man omregner udgiften til det 21. århundrede, kan man f.eks. bruge værdien af et levende lam; det kostede én rigsdaler i 1634 – og i dag omkring 1000 kr. Dermed koster festen omkring to milliarder nutidskroner.

Hvad får Christian 4. og Danmark så for pengene? Først og fremmest prestige på den internationale scene. Kongen vil med alle midler demonstrere, at rigsfællesskabet Danmark-Norge stadig er blandt de førende nationer i Europa, på trods af landets katastrofale eventyr i den centraleuropæiske trediveårskrig. Ikke mindst takket være øresundstolden og indtægterne fra rigets sydlige hertugdømmer er der, på trods af de enorme krigsudgifter i årene op til brylluppet, stadig penge nok i kongens personlige kassen til en ordentlig fejring.

Fornemme gæster fra det store udland indtager enorme måltider med en overflod af retter og tøndevis af de bedste vine, overværer både vielsen og det rituelle ”bilager”, hvor brudeparret bliver lagt i seng i overværelse af gæsterne, og de fordriver resten af tiden med ekstra druk, høflige visitter og den overdådige underholdning, som bl.a. byder på ridderturneringer, ringridning, store optog gennem byen – og på det, man med lidt god vilje kan kalde de første operaforsøg i Danmark.

Christian 4. har allerede oplevet den type fester i udlandet, og han er fast besluttet på at imponere sine gæster, også på underholdningssiden. En vigtig del af projektet er opførelsen af symbolladede teaterforestillinger, som skal vise Danmark – og naturligvis også både kongen og brudeparret – fra de bedste sider. Ingredienserne er flotte dekorationer og kostumer, musik, dans, talt dialog, sang og endda fyrværkeri.

Planlægningen

Forberedelserne til festen begynder mange måneder i forvejen. I december 1633 hyrer Christian 4. den tyske kapelmester og komponist Heinrich Schütz som musikalsk ansvarlig for festlighederne – men i virkeligheden er det den kommende brudgom, prins Christian, der er manden bag ansættelsen af Schütz til opgaven. Christian har naturligvis været i Dresden under de formelle forhandlinger om giftermålet med Magdalena Sibylla, og her har han mødt manden, som siden 1615 har været ansat som kapelmester ved kurfyrste Johann Georg 1.s hof.

Prins Christian er helt sikkert blevet imponeret; Heinrich Schütz har Europas bedste hofkapel til sin rådighed, og hvis nogen kan sørge for, at musikken ved festen i København kan nå samme niveau, er det ham. For Heinrich Schütz er et midlertidigt udlån til København en sikkert kærkommen mulighed for at slippe væk fra den store centraleuropæiske krig, som allerede to år tidligere er kommet ubehageligt tæt på Dresden.

Christian 4. råder allerede over et hofkapel af international standard. Da han overtager det fra sin far i 1588, består det af tre separate grupper med hver sine opgaver; et trompeterkorps især til militærbrug, et sangerkorps – Det Kongelige Kantori – med omkring 12 voksne mænd og et antal drengesopraner, især til kirkelige handlinger, og et instrumentalistkorps til kongens personlige underholdning, når der f.eks. skal spises og danses, og som leverandører af musik til diverse repræsentative begivenheder.

I løbet af Christian 4.s regeringstid veksler antallet af musikere og sangere, og efterhånden flyder de tre korps mere og mere sammen til ét. Det består af en blanding af udenlandske sangere og musikere fra bl.a. Frankrig, Holland, Tyskland og England, samt talentfulde danskere, som kongen i flere tilfælde sender til f.eks. Venedig for at lære de nyeste musikalske modefænomener hos en af tidens mest progressive komponister, Giovanni Gabrieli, som også Heinrich Schütz har studeret hos.

I anledning af den forestående fest ansætter kongen yderligere 20 nye musikere og sangere, bl.a. den italienske kastratsanger Gregorio Chelli fra Verona, som ikke blot selv skal medvirke som solist, men også skal undervise de seks drengesangere, som allerede er i kongens tjeneste, i at synge ”i den italienske stil”. Regenten har nu omkring 77 musikere og sangere til rådighed til at varetage en lang række pligter gennem de 18 dage; taffelmusik til måltiderne, musikken til de kirkelige handlinger, dansemusik og musik til den sceniske underholdning, som skal imponere de fine gæster fra udlandet. Hele 24 af musikerne er trompetere, som spiller fanfarer på instrumenter af ægte sølv og med ledsagende pauker hver gang der bliver udbragt en skål – og det sker ufatteligt mange gange i løbet af den langstrakte fest.

Kongen er åbenbart vant til, at musikere gør som det passer dem, så han er nødt til at give befaling om, at musikerne skal adlyde Heinrich Schütz – ellers får de simpelthen ingen løn for arbejdet. Musikerne får også en ordre direkte fra kongen om at undgå for indviklede udsmykninger af dansemusikken, så de dansende ikke bliver forvirrede undervejs.

Gæsterne ankommer

Heinrich Schütz har ikke blot det musikalske ansvar under festlighederne, men er også overordnet ansvarlig for det samlede kunstneriske udtryk i de fire forestillinger, som skal opføres på Københavns Slot i løbet af de mange dages fest. Hoffets to hollandske billedkunstnere Karel van Mander og Simon de Pas står for udkastene til dekorationer og kostumer, og de refererer i første omgang til den tyske komponist – selv om alt naturligvis i sidste ende skal godkendes af majestæten selv. Det er muligvis endda også Schütz, der står for beslutningerne om det tilhørende fyrværkeri.

Schütz udarbejder først den overordnede plan for den sceniske underholdning, og han giver tekstforfatteren Johann Lauremberg og dansemester Alexander von Kükelsom besked om handlingsgangene. I april 1634 er planerne så langt, at kongen beder Schütz om specifikt at beskrive de ”monstre”, som han skal bruge i forestillingerne, så kongens artillerimester Christoffer Schwenke, der også står for udformningen af fyrværkerierne, kan få sine mænd til at bygge dem af papmache efter tegninger af Karel van Mander og Simon de Pas.

Brudens far ankommer til Danmark i begyndelsen af august med et følge på ikke færre end 1532 personer og næsten 500 heste. Bruden selv dukker op sidst i september, og nu begynder festlighederne for alvor. Kongen har indkaldt 27 navngivne kokke fra herregårde i hele riget til at hjælpe slottes egne fire med at tilberede de uhyre mange retter.

I regnskabsbøgerne finder man kun dokumentationen for en del af det enorme forbrug af råvarer til festen. Meget er sandsynligvis ikke blevet optalt, og vi kender ikke det endelige forbrug, men selv den del, der er beviser for, er imponerende nok; kongen importerer bl.a. 600.000 krebs fra Tyskland, da han finder ud af, at hjemmemarkedet slet ikke kan levere nok. Der bliver også fortæret mindst 27.000 æg, 1.600 lam, 200 kalkuner, 2.100 høns, og selvfølgelig masser af okser, kalve og grise. Ikke underligt, at overklassen ofte ser særdeles velnærede ud på portrætterne fra tiden.

Det bliver anset som helt nødvendigt for en rigtig mand at kunne spise 10-12 retter til et middagsmåltid, vel at mærke i solide serveringer, og ikke mindst at kunne drikke hvad vi i dag ville anse for helt usandsynlige mængder af alkohol. Kongen regner med, at en beholdning på 2,2 millioner liter vin burde række til de 18 dages festligheder.

Selv med den årelange træning, de fleste af de fornemme festdeltagere har i at konsumere mad og drikke i alt for rigelige mængder, må man tage hensyn til det menneskelige legemes logistik. Der er opstillet tønder og store kar i gangene på slottet, så gæsterne ikke skal gå langt, når trangen melder sig – og mange benytter samtidig lejligheden til at kaste op undervejs i festlighederne. Hvis nogen falder i søvn ved bordet, kan de blive båret i seng af tjenerne. Andre tager simpelthen bare en kort lur på gulvet, og er snart klar til at fortsætte drikkeriet.

Adelen optræder

Ved taflet på selve bryllupsdagen den 5. oktober bliver der naturligvis gjort ekstra meget ud af både maden og underholdningen; de kongelige musikere og sangere diverterer bl.a. med småsjofle vers, der får de fornemme damer til at rødme.

To dage senere skal man endelig se den første af de fire forestillinger med tysk tekst, som Heinrich Schütz og hans underordnede havde arbejdet på i flere måneder; en operaballet med koreografi af dansemester Alexander von Kükelsom, som er lærer ved Sorø Akademi, og muligvis med tekst af Schütz selv. Noderne til alle de fire forestillinger, som bliver opført på slottet som del af festen, er gået tabt. Ingen andre samtidige kilder nævner et håndfast bevis på, at det faktisk er Heinrich Schütz, der er komponist til al eller blot dele af musikken – men det ville nok være ret usandsynligt, at den danske konge hyrer Tysklands førende komponist uden at gøre brug af hans kernekompetence.

Inden operaballetten skal der naturligvis igen spises og drikkes; taflet varer i fire timer. Forestillingen foregår i slottets store riddersal, men der er kun opstillet en enkelt række stole til de otte allerfornemste personer i selskabet – alle andre må stå op i de to timer, opførelsen varer.

Selve forestillingen er en blanding af dans, solosang, koroptrin og et enkelt ensemble for flere sangere, helt efter den franske mode i en Ballet à entrées, hvor det hele slutter med en Grand ballet, hvor alle medvirkende er på scenen. En del af de medvirkende har næppe været helt upåvirkede af alkohol; kongen har nemlig allerede på forhånd beordret en del af de adelige danskere, som netop har siddet til det timelange taffel, til at medvirke i dansescenerne, sikkert med vekslende held og virtuositet. Det hele er en slags totalteater, hvor nogle af de fornemme tilskuere – igen efter fransk forbillede – også samtidig selv er medvirkende undervejs i forestillingen.

Handlingen i forestillingen kredser naturligt nok om hvor dygtig og klog kongen er, og der er også moralske hints til den nyslåede brudgom undervejs. Noderne til forestillingen findes ikke længere – men musikken er sikkert en blanding af forholdsvis enkel dansemusik til adelens egne udfoldelser undervejs, indledende og afsluttende korsatser i tidens kendte madrigalstil, samt virtuos solosang i den nye, recitativiske operastil, som Schütz har oplevet i Venedig. Undervejs i operaballetten synger guderne Orfeus, Merkur og Apollo hver en arie. En del af publikum lægger især mærke til kastraten Gregorio Chelli, der sandsynligvis er den sanger, som ifølge librettoen har en stor soloarie i rollen som Merkur.

Opera og optog

Dagen efter fortsætter underholdningen, denne gang med den første af to forestillinger, hvor talt dialog veksler med sang og musik – en slags syngespil. Teksten er af endnu en lærer ved Sorø Akademi, Johann Lauremberg; Wie Aquilo, der Regent Mitternächtigen Länder, die edle Princessin Orithyjam heimführet. Aquilo klager til Jupiter over det barske område mod nord, han har fået tildelt – og over, at han åbenbart ikke er attraktiv nok til at få en hustru. Jupiter og de øvrige guder sørger for, at Aquilo bliver forvandlet til en flot, ung mand – og så er der fri bane til at snuppe den smukke Oreithyia. Moralen i historien er, at de nordiske lande lærer ordentlige manerer af de mere kultiverede nationer i Europa. Det er der sikkert en del franske og tyske gæster, der har nikket til.

Den 9. oktober er der en sikkert tiltrængt hviledag for damerne – men herrerne skal vise, at de er rigtige mænd, så de drikker bare videre. Dagen efter er der udendørs forestilling på slotspladsen – sikkert en kold fornøjelse midt i oktober. Nu får man brug for de ”monstre”, der blev fremstillet flere måneder tidligere, men det lader ikke til, at der har været operalignende indslag i forestillingen Tragödie von den Tugend und Lastern.

Den 12. oktober byder programmet på endnu en forestilling med tekst af Johann Lauremberg, Wie die Harpyiæ von zweyen septentrionalischen Helden verjagt und König Phinéus entlediget wird. Ifølge teksterne til Laurembergs forestillinger veksler musikken – igen antageligt af Heinrich Schütz selv – mellem kor, ensembler for flere sangere, ren instrumentalmusik og solopassager, hvor noget efter anvisningerne skal synges ”in stylo oratorio” – så der er ingen tvivl om, at også disse to forestillinger har haft ingredienser, som vi i dag ville opfatte som opera i stil med Monteverdis sceneværker. Finalen i forestillingen 12. oktober er f.eks. en soloarie, hvor guden Apollon synger til Christian 4.s ære.

I de fire dage fra 13.-16. oktober har musikerne og sangerne endnu en stor, afsluttende opgave – og denne gang er det ikke kun underholdning for de fornemme gæster på slottet. Kongen har arrangeret en række enorme triumftog gennem byen, hvor hestetrukne vogne kører gennem gaderne med større eller mindre opstillinger som en slags mini-tableauer med græske og romerske guder, helte, muser, nymfer og hyrder – mange af dem udklædte musikere og sangere.

De små opbyggelige allegoriske historier i hver vogn går sikkert helt hen over hovedet på langt de fleste af de almindelige københavnere. De måber nok bare over det utrolige syn af de flotte dragter, den opfindsomme scenografi og den overvældende musik og sang. Tjenestefolkene, de småhandlende og lærlingene kan sandsynligvis bedre følge med i meningen med ringridningskonkurrencerne på Amager Torv og ridderturneringerne i rustninger på Gammeltorv, der også er en del af afslutningen på den store bryllupsfest.

De fine gæster kan rejse hjem igen, og Christian 4. kan være godt tilfreds med resultatet af den enorme propagandaopvisning i dansk overflod og kulturel dannelse. Til gengæld er det kun en ganske lille promille af den danske befolkning, der har opdaget, at Danmark undervejs i den ufatteligt ødsle fejring nu også er blevet en operanation. Der kommer til at gå en rum tid endnu, før den nye underholdningsform bider sig fast hos andre end kongefamilien og hoffets absolutte inderkreds.

Lørdag 31. august 1844 fylder Tivolis grundlægger og direktør Georg Carstensen 32 år. Det bliver en fødselsdag, han kommer til at huske resten af sit liv.

Tidligere samme sommer har H.C. Lumbye skrevet en ny galop, hvor han udnytter begge de to orkestre i koncertsalen. Publikum er vilde med den helt specielle effekt, når Lumbyes og Braunsteins orkestre i lynhurtigt tempo afløser hinanden. Telegraph-Galop for to Orchestre bliver et uhyre populært nummer på programmet, og må altid spilles da capo mindst én gang. Lumbye komponerer endnu en galop for de to orkestre – Tivoli Geburtsdags Galop – til Tivolis første fødselsdag i 1844, hvor man selvfølgelig også må spille den elskede telegrafgalop.

Netop telegrafgaloppens popularitet bliver en medvirkede årsag til et optrin, som vækker stor opsigt i byen. Pressen svælger i historien:

Det er første Gang, at det tivolistiske Publikum har viist en afgjort Misfor­nøielse med Hr. Agent Carstensen, som ikke engang ved sin egen personlige Fremtræ­delse, understøttet af Politiets Stokke, var i Stand til at dæmpe den, men han endog maatte søge sin Sikkerhed i et hurtigt Tilbagetog.

Sådan beretter Forposten i sin udførlige beskrivelse af aftenens forløb. Det hele begynder med annonceringen af en særlig Tivoli-festaften; tusindvis af kulørte lamper over hele haven, som vil være tændt frem til kl. 1 om natten, et særligt fyrværkeri, iscenesat af den nye specialist Gaetano Amici, og ekstra musik over hele haven leveret af Kastelsjægernes Musikkorps. I koncertsalen sætter H.C. Lumbye og Henrik Braunstein et program med hele 36 numre sammen; koncerten er sat til at vare i fem en halv time, fra kl. 18.30 til 24.00.

Det kommer den ikke til. Carstensen har nemlig overset, at al underholdning på en lørdag aften, ifølge politivedtægten, skal afsluttes senest kl. 23. I løbet af dagen indser han, at festen må afkortes, og han når at sætte plakater med rettel­sen op. Men mange ser ikke de nye plakater, og da klokken slår 23, er de to orke­stre slet ikke færdige med det annoncerede program. Publikum bliver rasende, da koncerten må afbrydes, endda uden at man har spillet det store hit, Lumbyes telegrafgalop. Resten af aftenen bliver noget alle i hele landet taler om i flere dage – og også i Aarhus Stiftstidende er der et udførligt referat af begivenhedernes gang:

Nu udbrød en forfærdelig Allarm. Man raabte paa Telegraphgaloppen, et meget afholdt Musikstykke, man skreg paa Carstensen … man arbeidede med Stokke paa Gulvet, man peeb, man hujede … Nu viste Carstensen sig, omgiven af en Skare Politiofficianter. Han ville tale, men blev afbrudt af Folk, der træng­te ind paa ham, hvorved en anseet Mand – med Villie eller ikke, er ikke godt at sige – kom til at slaae ham i Hovedet med sin Stok … Et Par Personer skulle være blevne arresterede som en Følge af Tumulten.

Andre aftener går det heller ikke helt som planlagt i koncertsalen, f.eks. når medlem­merne af harmoniorkestret – som for manges vedkommende også er ansat i militæret – er nødt til at følge deres kongelige arbejdsgivers befalinger. Flyve­postenbeskriver en koncert i 1845:

Hr. Lumbyes Concert i Tivoli var igaar Aftes ret godt besøgt. Den forventede Assistance af Harmoniorchesteret udeblev, da de fleste af dets Medlemmer, som det hed, vare i Kongens Tjeneste, hvorfor Hr. Lumbye saae sig nødt til med sit eget Orchester at udfylde hele Tiden og spille dobbelt saa mange Numere som han for sin Part havde forpligtet sig til.

—

Historien er et uddrag fra min bog Arven efter Lumbye – musik og musikere i Tivoli 1843-1944. Læs mere om bogen her.

Det er nok noget af en tilsnigelse at kalde pladen med Tippe Lumbyes Orkester fra 1909 for en ægte jazzplade – men det er i hvertfald en forløber for det, der kommer til at vende op og ned på musiklivet også i Danmark i de følgende årtier.

Lumbye-familien er næsten synonym med Tivoli. I begyndelsen af det 20. århundrede afløser H.C. Lumbyes barnebarn, Tippe i lange perioder sin syge far, Georg, som kapelmester på Tivolis restaurant Wivel ud mod Vesterbrogade. Han begynder allerede i 1901 – men frem til 1908 kun i vintermånederne; om sommeren er det indtil da Tivolis harmoniorkester, der underholder gæsterne på Wivel gennem de åbne vinduer mod haven. På det tidspunkt er Tippe Lumbye blevet enedirigent for Wivel-restaurantens orkester, som også er med, da grammofonplade­ind­spilninger begynder at blive endnu en indtægtskilde for musikere, sangere og skuespillere i København.

I august 1909 indspiller han og orkestret 10 numre for de engelske teknikere fra The Gramophone Company på to små værelser på Hotel Kongen af Danmark på Holmens Kanal. Orkestret består på det tidspunkt af 16 musikere – bl.a. den 18-årige Emil Reesen, der senere bliver en af landets mest kendte komponister og dirigenter, på skiftevis fløjte, violin, klaver og trommer. Optageudstyret står i det ene rum, og orkestret forsøger at klemme sig ind om­kring den store optagetragt i det andet. Blandt titlerne på nodestativerne er bl.a. Den fløjtende skorstensfejer af orke­strets pianist P.Th. Wallin, musik af både Tippe Lumbye selv, hans far Georg, og selvfølgelig også af gamle H.C. Lumbye. Tippe Lumbye skriver om oplevelsen i en kronik i Social-Demokraten i februar 1944:

… naar jeg hører nogle af disse Plader nu, saa gyser jeg. Orkestret og jeg blev anbragt terrasseformet paa Bænke, Stole og Borde, og Strygeinstrumenterne blev forsynede med Lydtragte for ikke at blive overdøvet af Træblæserne, Messing­suppen og Slagtøjet. En kæmpemæssig Tragt stak ud gennem Porti­éren [et hængende gardin placeret over en dørløs indgang] fra det hemme­lighedsfulde Rum, og saa tog vi fat. Efter et par Prøveoptagelser blev Orkestret omplaceret, og saa kørte vi løs. Det hele varede et Par Timer, og saa var der optaget en halv Snes orkesternumre. Nogle af Optagelserne saa aldrig Dagens Lys, saa de har nok været hambre.

Det er nu kun én af de 10 optagelser, der ikke bliver udgivet – men med i bunken af godkendte plader er noget så eksotisk som en cakewalk. Titlen er Mumblin’ Moss af Thomas W. Thurban, og her er vi i en helt anden verden end de valse og polkaer, som stadig er alle danske caféorkestres kernerepertoire. Cakewalk’en er en mellemting mellem en march og en ragtime, men selv om der stadig ikke er rigtige jazzrytmer med i spillet, så er det helt tydeligt, at Tippe Lumbye og hans musikere har en ren fest med de spændende synkoper i melo­dien; de fløjter en del af den, og der bliver både råbt begejstret og grinet højt undervejs.

Den 11. juni udkommer min bog “Arven efter Lumbye – musik og musikere i Tivoli 1843-1944”. Den historie handler naturligvis også om hvordan det etablerede musikliv i København – og ledelsen i Tivoli – reagerer, da jazzen kommer til byen. I 1924 indkøber direktionen på Wivel simpelthen banjoer og saxofoner til de musikere i restaurantens faste orkester, der ellers spiller klarinet, violin og cello – og så forventer de, at orkestret i løbet af et par uger kan spille rigtig jazz. Eksperimentet falder – helt forudsigeligt – ikke ud til alles til­fredshed, og i vintersæsonen 1927-28 hyrer man omsider et specialorkester til at levere den del af underholdningen.

Du kan læse mere om bogen og forudbestille den til introduktionspris på min hjemmeside lige her. Og du kan også læse de to første kapitler om bogen ganske gratis – bl.a. om dengang to danske nazister smadrede en del af den danske musikhistorie ved et terrorattentat i 1944.

Og nedenfor du kan høre Tippe Lumbye og hans musikere slå sig løs i deres indspilning af T.W. Thurbans cakewalk ”Mumblin’ Moss” fra august 1909:

Labelfoto: Peder Hansen, Little Beat Archives.

Tivolis harmoniorkesters dirigent, Carl Gottschalksen, er genstand for flere overskrifter i hovedstadens aviser i sommeren 1912. Det hele begynder allerede i sommeren året før med gentagne klager til direktionen over de lange pauser mellem numrene i harmoniorkester­pavillonen. En fabrikant Jeppesen fra Løgstørgade hævder f.eks., at musikerne holder ni minutters pause mellem hvert nummer, der ofte er en march, der kun varer tre. Direktionen undersøger sagen. De giver klagerne medhold, og Carl Gottschalksen får en irettesættelse, og i et brev truer ledelsen ham med at installere et stopur i pavillonen, som ringer efter tre minutter.

Brevet har stort set ingen effekt på længere sigt, og klagerne fortsætter. Den 25. juli 1912 har direktionen fået nok, og uden at varsle hverken musikere eller kapelmester ændrer de ordlyden i programmet, så der over hver afdelings repertoire står:

   NB: Pausen mellem hvert Musiknumer maa højst vare 3 Minutter. 

Overskriften i Aftenbladet dagen efter lyder: ”Er Gottschalksen doven?”, og avisen kalder det nye tiltag for et mistillidsvotum til musikerne i harmoniorkestret. Musikerne er helt enige. De henvender sig til direktionen for at få sætningen strøget i programmerne fremover, men får besked om, at det kan de bare glemme; den bliver stående. Københavns Orkesterforening går ind i sagen, og en strejke truer. Carl Gottschalksen kan ikke beskyldes for at pakke tingene ind, da han om aftenen taler med Politikens udsendte om stampublikummets klager:

   Vi kan saagu ikke blæse hele Aftenen for de gamle Kællinger; vi maaPavsere, naa!

En del mere diplomatisk – og måske mere ædru? – er Gottschalksen, da han dagen efter bliver interviewet af dagblaget Riget – selv om han stadig ikke har meget til overs for klagerne:

Det er lutter Krakileri og Misforståelser fra Folks side. Naar Folk sidder der og venter, synes de, at de 3 Minutter er lige saa meget som et Kvarter, og saa er der altid nogle gamle Damer, som render til Direktionen og klager. Jeg har altid holdt Pavserne paa 3 Minutter, og Direktionen og jeg har altid været fuldstændig enige om den Sag. 

Ingen af parterne kan i sidste ende se idéen i at optrappe konflikten. Den omstridte tekst udgår af programmet efter tre dage, og musikerne holder kortere pauser – i hvert fald i en periode. Men 1912 bliver Carl Gottschalksens sidste sæson i Tivoli.

—

Et uddrag fra min kommende bog “Arven efter Lumbye – musik og musikere i Tivoli”, som udkommer i august 2020.

Lørdag aften den 24. juni 1944. Danmark er besat, og Tivoli er stedet, hvor københavnerne som så mange andre aftener i sommerperioden søger hen, når det faktum skal glemmes. På Plænen er der som sædvanlig artistoptræden. Tivoli-Garden går gennem haven kl. 20.35, og halvanden time senere byder Plænens program på ”amagerbrudefærd med fakkeltog”. Kongelig kammersanger Niels Hansen synger Midsommervisen på Plænen – en gentagelse af gårsdagens Skt. Hans-arrangement.

På trods af mørklægning og varemangel har ikke færre end 4.000 mennesker deres sommerbeskæftigelse i Tivoli med at levere rendyrket eskapisme fra den barske hverdag under besættelsen. I Glassalen bliver der svedt i litervis, når de unge swingpjatter slår sig løs til Peter Rasmussens sekstet fra kl. 19 til 23. Også i Tivolis Taverna og i Arena er der levende musik i samme tidsrum – i Arena spiller Bruno Henriksens 12-mands danseorkester.

Det er også de unges aften i Tivolis koncertsal, hvor Svend Christian Felumb dirigerer koncertsalens symfoniorkester. Den kun 27-årige pianist Elvi Henriksen har netop uropført en klaver­koncert af den 30-årige Svend S. Schultz. Musikerne i orkestret har forsøgt at følge med så godt, de kan – men der har som altid været for lidt prøvetid. Alligevel er aftenen en triumf for den unge pianist, som endda får en touche af orkestret. Ingen ved, at koncerten skal blive den allersidste i Tivolis gamle koncertsal, opført i maurisk stil i 1902.

Mens publikum i salen hører Svend S. Schultz’ toner for første gang, ligger to mænd helt stille på et tag ikke langt derfra. Mændene har de sidste par aftener siddet på Københavnerkroen, der også ligger i Tivoli – ud til Bernstorffsgade ved siden af Nimb. Her har de i ro og mag noteret sig vagternes rytmer.

Henning Emil Brøndum og Kai Henning Bothildsen Nielsen er begge overbeviste nazister. Brøndum er uddannet hos SS i Tyskland, og har kæmpet på tysk side med Frikorps Danmark på østfronten. Bothildsen Nielsen har også forsøgt at blive medlem af Waffen-SS, men bliver kasseret og sendt hjem til Danmark. Nu er de begge medlemmer af den såkaldte Peter-gruppe – en voldsparat terrorgruppe, sat i værk af den tyske besættelselsmagt for at gengælde den danske modstandsbevægelses mange sabotageaktioner. Lønnen er 35 kroner om dagen, og arbejdet består af sabotage, stikkeri, tortur og mord.

Nu ligger de to mænd på taget af kroen og venter. De gør sig klar til at hævne en begivenhed, der fandt sted to dage tidligere; modstandsgruppen BOPA lykkedes med en sabotageaktion mod Dansk Riffel Syndikat, som leverer våben til den tyske besættelsesmagt. Nu skal danskene få at mærke, at man ikke gør den slags ustraffet – og målet er københavnerns elskede Tivoli. Da haven er lukket, og alt er roligt, springer de to mænd ned fra taget. De overmander en af nattevagterne og får åbnet indgangen ud mod Tietgensgade. Her venter yderligere to mand fra gruppen. De står tæt sammen med to tyske piger, udlånt af besættelsesmagten, så eventuelle forbipasserende kan tro, at de blot er to forelskede par, der har lidt svært ved at tage afsked efter en aften i Tivoli.

De fire mænd bærer otte tunge kufferter ind i haven. Hver af dem indeholder 15 kilo sprængstof. Kufferterne bliver anbragt to og to i rutschebanen, i Taverna, i Glassalen og i Arena. Desuden anbringes en pose med to kilo sprængstof i rosengården lige bag koncertsalen. Det hele bliver antændt med langsom tændtråd. De fire nazister genner alle Tivolis vagter ud ad bagindgangen og skynder sig også selv væk.

Kl. 01.45 brager de enorme eksplosioner. Flammerne kan ses over det meste af byen. Nu eksisterer hverken Taverna, Glassalen eller Arena længere – men sprængningen af rutschebanen mislykkes delvis, og den kan genopbygges. Koncertsalen står til gengæld ikke til at redde. Ilden er så kraftig, at de store ståldragere, som bærer taget, smelter. Nodearkivet i koncertsalens kælder rummer ikke blot de værker, der er aktuelle på repertoiret i 1940’erne, men også mængder af uerstattelige håndskrevne manuskripter helt tilbage fra Tivolis åbning 100 år tidligere.

Aviserne skriver ikke om branden – den tyske censur er hård og effektiv. Alligevel stimler tusindvis af københavnere sammen i løbet af søndagen for at se de rygende ruiner. Inde i den lukkede have går musikere og funktionærer, dirigenten Svend Christian Felumb og lederen af Det Kongelige Biblioteks musikafdeling, Sven Lunn, målløse rundt i de dampende rester af koncertsalen og prøver at redde, hvad reddes kan.

Mellem smeltede jerndragere og et sæt udbrændte pauker ligger hundredvis af nodeark, nogle helt forkullede, andre kun halvt spist af flammerne. Heldigvis har Sven Lunn allerede tidligere fået overført en del af H.C. Lumbyes håndskrevne partiturer til Det Kongelige Bibliotek – men en stor og vigtig del af den danske musikhistorie er i nattens løb forsvundet for altid. Heldigvis kommer ingen mennesker til skade ved attentatet – men de materielle ødelæggelser opgøres til næsten 5 millioner 1944-kroner. Tivoli åbner to uger senere, men der kommer til at gå 12 år, før en ny koncertsal kan indvies.