I øjeblikket sidder jeg og skriver på en bog om H.C. Andersens mange operaoplevelser – og jeg faldt i den anledning tilfældigt over en historie om to oboister i Det Kongelige Kapel, som simpelthen bliver væk fra en forestilling på teatret i december 1841 – åbenbart fordi de hellere vil bruge tiden på noget andet.

Gode råd er dyre – og i sidste øjeblik redder man forestillingen ved at komponisterne (og violinisterne) Niels W. Gade og J.S. Paulli – som tilfældigvis også er i huset – træder til og spiller obostemmerne på violin.

I avisen Kjøbenhavnsposten bruger anmelderen dagen efter en god del af sin spalteplads på den noget alternative udførelse af musikken:

Forinden vi slutte denne Anmeldelse, maae vi endnu yttre vor Forundring over, at Orchestret ved denne Aftenunderholdning aldeles manglede Oboer, hvis Pladser vare besatte med to Violiner. Fra en paalidelig Kilde er det blevet os meddeelt, at DHrr. Oboister Keck og Kretschmer havde paataget sig at assistere, at de som en Følge heraf havde været tilstede ved Prøverne, men at de kort for Aftenunderholdningens Begyndelse lode Concertmesteren vide, at de ikke vilde spille ved den. De Grunde, de omtalte Herrer have havt til en saa besynderlig Handlemaade, kjende vi ikke , og det vedkommer os heller ikke at kjende dem; men saameget vide vi, at Hr. Keck og Hr. Kretschmer ikke alene have brudt det Contractsforhold, hvori de ved deres Tilstedeværen ved Prøverne have sat sig til DHrr. Cetti og Sahlerz, men at de tillige have viist en saa uforsvarlig Ringeagt for Publikum, som vi ikke nogensinde have oplevet Magen til. Hvis ikke saa dygtige Musikere som DHrr. Pauli og Gade, der kunde paatage sig at spille et dem ubekjendt Instruments Stemme fra Bladet, tilfældigviis havde befundet sig i Theatret, maatte Concerten fandsynligviis være gaaet ind, og det hele Publikum var saaledes blevet holdt for Nar, blot fordi Hr. Keck og Hr. Kretschmer ikke havde Lyst til at spille. Vi ville haabe, at ikke blot Kapellets Chef vil sinde sig foranlediget til at tage virksomme Forholdsregler i denne Anledning, men at ogsaa Kapellets Medlemmer selv for deres egen Skyld paa en iøinefaldende Maade ville yttre deres Misbilligelse af de omtalte Herrers ubegribelige Opførsel, saameget mere som Hr. Kretschmer navnligen ikke hører til dem, der bidrage til at Kapellet vedligeholder sig den offenlige Agtelse, hvilken i det mindste den største Deel af dets Medlemmer med Rette kan gjøre Fordring paa.

I 1831 er H.C. Andersen på sin første udlandsrejse til Tyskland. For første gang skal han opleve opera på et teater, som er større end det, han kender fra Kongens Nytorv i København. Teatret i Hamburg er kun fire år gammelt, og har plads til svimlende 2.800 tilskuere – langt over dobbelt så mange som på Det Kongelige Teater København:

Carl Maria von Webers Jægerbruden står på plakaten – og den opera kender Andersen fra sin tid som korist ved Det Kongelige Teater. I hele to sæsoner forsøger han sig bl.a. som ulønnet aspirant i operakoret – men ender med at blive kasseret som komplet ubrugelig på den kongelige scene.

26. april 1822 går Webers Jægerbruden for første gang på Kongens Nytorv. H.C. Andersen er højst sandsynligt med i koret, i hvert fald som fysisk fyld, der måske bare skal mime mens kollegerne synger. Begejstringen for Jægerbruden er enorm – Webers fuldskala-romantik går rent hjem på Det Kongelige Teater. Det endda på trods af, at de scenografiske udfordringer – især i den uhyggelige ulveslugtscene – er pænt over, hvad teatret kan hente på kulisselageret; der bliver fremstillet et vandfald, som består af “2 store Valser” og en “Skumvalse”, og man maler nye sætstykker med “udgaaede Træstammer med Ravne paa” og endda en “Ugle med Blikhoved og Lampe dertil”. De mange nymodens påfund er åbenbart en relativt stor udfordring for maskinfolkene; ved de fleste opførelser lykkes det at rive tilskuerne ud af illusionen flere gange undervejs. Da den svenske kronprins skal se forestillingen, falder månen såmænd ned på scenen med et brag. Webers Jægerbruden er alligevel en kæmpesucces, både i København og i resten af Europa. H.C. Andersen fortæller om sin oplevelse af Jægerbruden i Hamburg:

Decorationerne vare fortræffelige og især stod Ulvesvælget, med Hensyn til Maskinerie og Arrangement, over vort her hjemme. Det var et dybt Klippesvælg, hvor Maanen skinnede ned, og de røde Lygtemænd hoppede i deres magiske Runddands. Flammer sloge op af Jorden, og den vilde Jæger, et Lufttransparent, en Gruppe af Skyer, der dannede sig til disse vilde Skikkelser, foer over Scenen. Mindre heldig var en stor Drage, der viste sig og spyede Ild i det den foer bort … Ved Actens Slutning steeg ikke den levende Samiel frem af Dybet, nei en frygtelig Kjæmpeskikkelse, der udfyldte hele Scenen, han greb med sin uhyre Haand Max og Casper, der laae livløse paa Gulvet, medens det Hele var effectfuld oplyst med en stærk, rød Ild. Ellers var Samiel her, slet ikke godt costumeret, han saae ud som en rød Husar.

Ikke alt er altså bedre end hjemme, mener Andersen. Særligt én ting irriterer ham den aften i Hamburg; han kan ikke vænne sig til, at sangerne træder ud af deres roller, når publikum klapper efter en arie. I København er den slags strengt forbudt, ligesom man aldrig har fremkaldelser af de medvirkende efter tæppefald. Når tæppet går ned på Det Kongelige Teater, bliver det nede – og så kan publikum ellers klappe, juble, buh’e eller pifte i de medbragte  hoveddørsnøgler så meget de har lyst – men kun i fem minutter. Så bliver der slået på en gong–gong, og så er det slut med enhver form for ytringer, om de så er positive eller negative. Militæret og politiet er til stede ved alle forestillinger, og de griber ind, hvis nogen skulle formaste sig til at bryde reglen. Det sker ofte. I Hamburg oplever Andersen, at især én af de medvirkende er meget ivrig efter at anerkende publikums applaus:

En Demoiselle Gned [Nina Gned, 1811–1874, østrigsk operasanger og skuespiller] gav Gjæsterolle, som Agathe, hun sang smukt, havde vist megen Skole, men skabede sig hver Gang der blev klappet. Mit danske Øie og Øre var ikke vandt til denne tydske Sædvane endnu, siden saae og hørte jeg det overalt. Hver Gang der blev applauderet neiede hun; noget, der maa rive enhver ud af Illusionen. Efter den store Arie med Lommetørklædet, der her blev svinget med megen beregnet Ynde, og hun vilde kaste sig i Armene på Max, klappede man, hvorfor hun gjorde en Bevægelse frem, neiede og kastede sig saa i Armene paa den stakkels Elsker, der havde et heelt Publicum mellem sig og den Elskedes Følelser. Kunst er det Modsatte af Natur, men derfor er Kunst ikke Unatur, den er snarere det ideale Billede af Naturen; man skal glemme det er Kunst, men hvorledes kan man det, naar en Kunstner eller Kunstnerinde nedværdiger sig til, at glemme det Naturlige i Kunsten for et usselt Bifaldsklap. Lovet være Himlen og de Enkeltes renere Smag, der har sørget for, at vi ikke kjende til Sligt paa vor Scene, undtagen ved Concerter … 

Faktisk har Andersen mindst én gang oplevet, at en sanger på Kongens Nytorv har fået så meget bifald efter en arie, at hun måtte synge den igen – og dermed jo i den grad ødelægge den illusion, som er så vigtig for Andersen. Det sker ved den sjette opførelse af Mozarts Figaros bryllup i 1821, hvor Andersen jo selv medvirker i koret, og hvor sopranen Eleonore Zrza sang grevindens parti. Forfatteren og teaterhistorikeren Thomas Overskou beskriver begivenheden mange år senere – og fortæller også om grunden til, at det blev ved denne ene dacapo–hændelse. To uger senere råber kvikke hoveder blandt publikum nemlig helt overdrevent sarkstisk på dacapo da teatrets store komiske Holberg–skuespiller Ferdinand Lindgreen synger sin parodi på en middelaldervise i Jeppe på bjerget – og så er det slut med den slags unoder fremover:

Jfr. Zrza, som i det Hele gav Grevindens Sangpartie mesterligt, henrev ved sin overraskende brillante Virtuositet i den store Arie til en saadan Enthusiasme, at hun ved sjette Forestilling maatte paa stormende Opfordring gjentage den, hvad der, da Directionen ikke modsatte sig det, endskjøndt den frygtede meget mislige Følger deraf, maaskee her vilde have indført dette Kunsten høist skadelige Uvæsen, dersom et lystigt Hoved ikke, ved nogle Aftener efter at raabe Dacapo i “Jeppe paa Bjerget” for Lindgreens Vise “Liden Kirsten og Hr. Peder”, meget pudseerligt havde parodieret det og fremkaldt en saa umaadelig Skoggerlatter, at Ingen fremdeles dristede sig til et Dacapo.

Den østrigske sopran Nina Gned er kun 20 år gammel, da H.C. Andersen oplever hende i Hamburg, men hun har som datter af et sanger/skuespillerægtepar allerede været en del af teaterbranchen i flere år; hun synger som barn i koret ved det tyske teater i Budapest og debuterer som solist allerede som 18–årig. Nina Gned er et lovende navn i både det tyske og det italienske repertoire, da Andersen oplever hende i Hamburg. Andersen har sikkert helt ret, når han kommenterer hendes gode sangteknik; hun kan både synge de ekstreme koloraturer i Mozart–partier som Nattens dronning i Tryllefløjten og Blondchen i Bortførelsen fra Seraillet og de lange linjer i det italienske repertoire af Donizetti og Bellini. Hun får en ekstremt lang karriere; da højden svigter begynder hun at synge mezzosopranpartier, men åbenbart stadig på et virkelig højt niveau; i 1837 synger hun mezzopartiet som Isoletta i Bellinis La straniera på La Scala i Milano. Senere optræder hun oftere og oftere som skuespiller. I 1846 bliver hun ansat ved hofteatret i Hannover, hvor hun kan fejre sit 50–års scenejubilæum i 1871.

Nina Gned er ikke alene om at træde ud af rollen for at modtage publikums hyldest undervejs i operaerne; det er normalt i både Tyskland og Italien, men helt uhørt i København. Andersen skal stadig vænne sig til at opleve opera på den internationale scene.

Jeg sidder i denne tid og lægger sidste hånd på en ny bog om de italienske operagæstespil på Hofteatret i København i 1840’erne. Bogen udkommer til efteråret og fortæller historien om, hvordan danskerne går totalt amok over en helt ny form for musikteater, som er meget anderledes end den, de kender fra byens kongelige teater. Her er en smagsprøve; lidt af forhistorien, som begynder udenfor voldene. 

København 1841. Philippo Pettoletti har boet i byen i næsten 40 år. Han kommer hertil med et italiensk pantomimeselskab, og han optræder som stærk mand og musikalsk klovn; hans hofnummer er at slå saltomortaler og spille på violin … samtidig. Men Pettoletti får efterhånden ambitioner om ikke bare at optræde på andres teatre – han vil også selv være chef.

I 1828 lejer han sig sammen med to kompagnoner ind på bagermester Schurs nyrenoverede Blaagaard Theater på Nørrebrogade. Teatret er det største og mest komfortable af forstadsteatrene i København, og repertoiret består af en bred palet af pantomimeforestillinger, stærke mænd, tryllekunstnere, marionetdukker, skyggespil og gøgl i alle afskygninger. Pettoletti spiller selv rollen som velkendt fransk kejser i en stort anlagt pantomimeforestilling, der beskriver ”Napoleons Død og Begravelse paa Øen Sankt Helena“.

En del af aktiviteterne på Pettolettis teater er cirkusforestillinger, som i mange tilfælde er rent dyrplageri; en aften falder en elefant gennem det skrøbelige scenegulv ned i maskinkælderen. Den lander på ryggen og brøler i smerte. Efter en halv time er den tvunget på benene igen, blandt andet takket være to flasker vin.

Reglerne for forstadsteatrene er klare; det er forbudt at spille noget, der bare antydningsvis kan tænkes at konkurrere med repertoiret på Det Kongelige Teater. Og direktionen på Kongens Nytorv holder nidkært øje med, at ingen træder over grænsen. I 1831 får Pettoletti besøg af en fransk trup, der spiller vaudeviller med børn mellem fem og ti år i alle rollerne. I den anledning bliver han politianmeldt af Det Kongelige Teaters ledelse, som mener at han har overtrådt forbuddet mod at spille forestillinger, der er i direkte konkurrence med kongens eget teater. Pettoletti snakker sig behændigt ud af sagen, men får nu alligevel en advarsel om for fremtiden at holde sig strengt til reglerne.

Men Pettoletti har ambitioner om at præsentere andet end børnearbejdere, dyrplageri og den laveste gøglerfællesmængde for sit publikum. Han ansøger Frederik 6. om lov til at præsentere tyske vaudevillegæstespil, men får blankt afslag. Alligevel sniger han udenlandske sangere ind på sit teater; i april 1832 optræder to italienere, Annato og Perecini, for første gang på Blaagaard Teater. De synger italienske sange med guitarakkompagnement, og pressen er især begejstret for Annato, som er i besiddelse af hvad en journalist kalder ”en frappant Tunge-Volubilitet”.

En tidlig morgen i april 1833 bliver der slået brandalarm; teatret er i flammer, og det brænder ned til grunden på kort tid. Alle dekorationer og maskindele er også gået tabt. Pettoletti er hurtigt klar med en ny plan, og han ansøger igen kongen om at få tilladelse til at spille mere seriøst teater. Allerede i juni lykkes det ham – måske fordi både hoffet og direktionen på Det Kongelige Teater alligevel synes, at Pettoletti fortjener lidt medgang.

Pettoletti lejer det ledige morskabsteater på Vesterbro og præsenterer nu ”dramatiske Forestillinger” med Carl Beckers tyske skuespillertrup, som allerede i ti år havde haft tilladelse til at turnere i provinsen. Myndighederne har åbnet døren til en mere lempelig fortolkning af Det Kongelige Teaters monopol på klem; i november 1833 får Pettoletti bevilling til at spille dramatiske forestillinger udenfor voldene i de tre sommermåneder, hvor Det Kongelige Teater holder lukket.

Pettoletti satser stort. Han låner penge og lejer en grund på Vesterbro lige syd for Frihedsstøtten. Her opfører han på under tre måneder sit eget teater, som får navnet Vesterbroes nye Theater. Der er plads til 1200 tilskuere i den runde sal, og akustikken er forbavsende god. Man ser også godt fra stort set alle pladser i den cirkelformede sal, som minder om en cirkusarena. Men der er ikke råd til luksus; væggene i den helt uopvarmede bygning består af rå, uhøvlede brædder banket op på en muret sokkel. Der er hverken råd eller plads til en ordentlig foyer eller korridorer, der er fodkoldt, fordi der simpelthen slet ikke er et rigtigt gulv i salen – og det trækker ind mange steder, hvor der ligefrem er huller i væggene ud til det fri. I bladet Politivennenklager en hårdtprøvet københavner over at man ”for en Aftens Fornøjelse må plages med Forkølelse 8 til 14 Dage og undertiden længere”.

Alligevel går københavnerne i sommeren 1834 i teatret hos Pettoletti og ser Det slesvig-holstenske Hofteaterselskabs opførelser af både skuespil og populære operaer som Rossinis Barberen i Sevilla, Mozarts Figaros bryllup og Webers Jægerbruden. Truppen synger det hele på tysk, og de medbringer et kor på 10 damer og 10 herrer og et orkester på 22 mand. I de følgende somre gæster både slesvig-holstenerne og flere andre tyske operatrupper Vesterbros nye Theater. Om vinteren, når Det Kongelige Teater spiller, fylder Pettoletti teatrets repertoire ud med spanske danserinder, dværge fra Böhmen, stærke mænd og rene cirkusforestillinger.

Men Pettoletti har stadig ambitioner, som rækker længere. Han ansøger igen og igen om at få lov til at udvide sin virksomhed, og han ved, at den nye konge er særligt glad for italiensk opera. I august 1840 sker miraklet; Christian 8. underskriver en kongelig resolution, der giver Pettoletti lov til at ”give Forestillinger i det italienske Sprog paa det Dem tilhørende Theater udenfor Kjøbenhavns Vesterport”. Pettoletti får samtidig at vide, at han hverken kan regne med økonomisk hjælp fra hoffet, med hjælp fra Det Kongelige Kapel – byens eneste orkester – eller fra Det Kongelige Teater i det hele taget. Men monopolet er brudt for første gang i 100 år. Pettoletti kan begynde at forberede en helt ny æra i dansk operahistorie.

I slutningen af 1841 kommer et italiensk operakompagni til København. Alle i byen snakker om de eksotiske sangere, der både spiller og synger helt anderledes end de lokale – her er der smæk for skillingen, og københavnerne går amok i begejstring.

Italienerne spiller deres forestillinger på Vesterbroes nye Theater hos teaterchef Philippo Pettoletti. Men i de første dage af december 1841 kan man i fire af hovedstadens aviser læse, at løjtnant Georg Carstensen skal overtage det italienske selskab, og i den forbindelse har aftalt med hoffet, at han kan benytte Hofteatret til forestillingerne.

Carstensen er en yderst entreprenant herre. Han er både  redaktør af tidsskriftet Figaro, han arrangerer festaftener med ny, spændende musik af H.C. Lumbye i Kongens Have og på Christiansborg Ridebane – og kun to år senere har han åbnet en ny forlystelseshave på det gamle militærterræn lige undenfor Vesterport. Haven får navnet Tivoli – men den er stadig fremtidsmusik i dagene op til julen 1841.

Georg Carstensen er 29 år gammel, og han er en rastløs alkoholiker, som hele tiden er i gang med nye planer. Han er også en mand med en temmelig usund døgnrytme; om aftenen går han ned på sin stamrestaurant på Kongens Nytorv, Minis Café – og når de så lukker omkring midnat tager han tit vennerne med hjem til lidt mere seriøs druk og måske noget natmad. Han går som regel først i seng ved 3-4-tiden, og så stiller hans tjener en flaske rødvin på natbordet, som han så drikker af når han vågner i løbet af natten og formiddagen. Carstensen står op ved middagstid, og så skal hans tjener i mellemtiden hver dag have været i byen for at købe et par nye, hvide handsker og seks store cigarer. Og SÅ er Georg Carstensen klar til endnu en dag.

I begyndelsen af december 1841 er Carstensen i gang med det, man i dag ville kalde en solid gang spin. Han har nemlig hverken en aftale med hoffet eller for den sags skyld med italienerne. Til gengæld har han gode forbindelser til dagspressen – bl.a. fordi flere af hans egne skribenter på Figaro også arbejder for andre organer – og Carstensen planter helt med vilje historien i aviserne for at presse begge parter til et samarbejde med sig selv i centrum.

Planen lykkes ikke. Hoffet har allerede i et stykke tid – med stor sandsynlighed på kongens initiativ – forhandlet med italienernes chef Giovanni Savio. Hverken hoffet eller Savio er interesserede i endnu en mellemmand, og allerede mindre end to uger senere skriver aviserne, at der er indgået en aftale mellem hoffet og Savio udenom Carstensen.

Georg Carstensen har tabt slaget – men han har fået blod på teatertanden. Han hører et rygte om, at Det Kongelige Teaters økonomiinspektør vistnok er på vej til at sige sin stilling op. Carstensen sender fluks en uopfordret ansøgning afsted, hvor han bl.a. slår på sine tidligere erfaringer med at bygge modelteatre. Teatret besvarer aldrig ansøgningen. Carstensen vender sin opmærksomhed mod nye projekter, og to år senere står han ved indgangen til sit nyåbnede Tivoli og giver hånd til alle, der besøger forlystelseshaven på åbningsdagen 15. august 1843.

Giovanni Savio venter nu på at han og kollegerne kan rykke ind i Hofteatret – men han kommer aldrig til at opleve den første forestilling i de nye omgivelser; Savio har fået et slagtilfælde i slutningen af november, og dør af en tilstødende lungebetændelse nytårsaftensdag 1841. Italienerne står nu uden chef kun få dage før de har premiere på et nyt teater, hvor de selv er ansvarlige for alt.