Den næstsidste låge i årets tenorjulekalender gemmer på en sanger, som Berliner Morgen Post i 1987 anmeldte efter hans debut på byens Deutsche Oper med ordene: “En verdensstjerne er født!”.
Sangeren var amerikaner, og rollen var den sindssygt krævende som Raoul i Giacomo Meyerbeers mammut-opera Huguenotterne – en opera på næsten fire effektive timer med syv store hovedroller, skrevet til Pariseroperaen i 1836. Raoul er på scenen næsten hele tiden i løbet af de fem akter, og kaster om sig med høje toner undervejs. Ikke så mærkeligt, at der er langt mellem opførelserne af operaen. Men Richard Leech var rette mand på rette sted i 1987, og produktionen i Berlin – sunget i den tyske version – skaffede ham snart roller på alle verdens førende operahuse, inklusive en debut på The Met to år senere.
I de år stod en ung tenor uvægerligt i skyggen af Pavarotti og Domingo, og der er sikkert mange i dag, der ikke lige siger “nåå, ja”, når hans navn bliver nævnt. Men jeg synes altså, at han i den grad fortjener en plads i julekalenderen her på falderebet.
Dagens klip er fra genopsætningen af Huguenotterne på Deutsche Oper i 1991. Og læg mærke til bifaldet efter arien her – de kunne godt li’ Richard Leech i Berlin den aften. Det forstår jeg godt.
https://www.youtube.com/watch?v=6F718ZVqlWU
Tak for dette. Han var fabelagtig; men brændte hurtig ud. Jeg husker ham for en formidabel præstation i Les Huguenots, især sammen med en mildt sagt statuarisk Pilar Lorengar. Når man ser samme Pilar sammen med Gedda i den store duet fra Butterfly tror man jo ikke , at det er den samme person. Men han er et godt valg 🙂
Men sang formidabelt for få år siden i Berlin i Cavalleria. Stor oplevelse