Han synger endnu. Men jeg har nu ikke den store lyst til at høre ham, når han i aften synger i Musikkens Hus i Aalborg som led i en afskeds-juleturné, som vist mest af alt lugter af en ekstra, og sikkert indbringende, tur i manegen til en sanger, der burde være stoppet i tide.

Men han er faktisk én af mine absolutte yndlingstenorer gennem alle tider, og jeg er lykkelig for, at jeg nåede at høre ham i Tivolis Koncertsal i 1981, da han stadig var på højden af karrieren – inden både leukæmi og vokal rovdrift smadrede meget af den utroligt smukke stemme.

José Carreras havde ingen sikker teknik at falde tilbage på, da han begyndte at få problemer med stemmen; Herbert von Karajan havde lokket ham ud i et repertoire, han helt sikkert kom til at synge alt for tidligt; roller som Radames i Aida og Don Carlos i Verdis operaer. Men hvem kunne dengang sige nej til én af de mest magtfulde mænd i det internationale musikliv?

De fleste kender ham som en tredjedel af De tre tenorer-fænomenet, som i 1990 helt uventet strøg til tops på hitlisterne med deres koncert i Rom i forbindelse med VM i fodbold. Dengang lød stemmen træt og ukontrolleret, når han nåede op over nodesystemet og gav los – men hør engang hvor fantastisk smukt og udtrykfuldt han synger på La Scala i 1978, da han helt fortjent fik enormt bifald som Alvaro i Verdis Skæbnens magt. Sådan vil jeg helt klart helst huske Carreras.