Ikke alle tenorer synger høje C’er. Én af dem, der fik en fin karriere uden at kunne nå helt op til den berømte tone, var tyske Franz Völker. Han var ikke så heldig med valget af fødselsår, 1899, og det meste af karrieren som wagnersanger faldt præcis sammen med nazisternes regime – han sang f.eks. i Bayreuth mellem 1933 og 1942. Historien melder ikke noget om hans eventulle holdninger til den lille, usympatiske stamgæst med overskægget, men det er svært at lytte Völkers smukke stemme uden at tænke på, at Hitler sad på hæderspladsen i Wagners operahus i 1936, da Völker sang glansrollen som Lohengrin.

Som noget helt særligt fik pladeselskabet Telefunken lov til at optage store uddrag af operaen i selve teatersalen – dog om dagen, uden publikum, og med sangerne pænt stående lige foran mikrofonen. Her er det brudekammerscenen med sopranen Maria Müller. Lyt – og prøv at glemme omstændighederne. Måske prøvede Franz Völker det samme …

Min allerførste tenorhelt var Fritz Wunderlich, der sang Tamino i Mozarts Tryllefløjten på det LP-sæt, der for mig var begyndelsen til det hele tilbage omkring 1976-77. Han er stadig blandt de to-tre-fire sangere, jeg hårdt presset ville nøjes med at tage med på den berømte øde ø.

Fritz Wunderlich var helt klart bedst kendt for det tyske repertoire med Mozart, Bach og Schubert i centrum. Wagner ville han vente med, til han var fyldt 40. Det nåede han desværre aldrig – han faldt i sine egne snørebånd i mørket på en trappe, og landede på hovedet på stengulvet for foden af trappen. Kun 36 år gammel i 1966.

Man kan så ærgre sig i de fleste af regnbuens farver over, at Wunderlich aldrig nåede at synge wagnerroller som Lohengrin, Stotzing, Siegmund eller Parsifal – og faktisk også over hvor mange roller i det italienske repertoire, han med garanti ville have sunget uden nævneværdig konkurrence, hvis han havde levet op i 1970’erne og 80’erne. Året inden han døde sang han Verdis La Traviata i München. Heldigvis blev den forestilling sendt i radioen …

Efter to Verdi-låger i tenorkalenderen er det blevet Wagners tur. Dagens låge byder på et eksempel på en ikke udpræget avantgardistisk iscenesættelse af Mestersangerne fra tysk tv engang i de beigefarvede 70’ere – med en personinstruktion, der nok kunne arbejdes lidt med. Men den ungarske tenor Sándor Kónyas stemme er det hele værd, ikke?

http://www.youtube.com/watch?v=vIXtkIi0cE0&sns=em

Dagens tenorlåge er med én af de tre tenorer (ja, bare rolig – de to andre kommer senere). Ingen andre tenorer i historien kan prale af at have sunget over 140 (for det meste hoved-)roller på scenen, og dertil kommer så, at han i 1972 begyndte en sideløbende karriere som dirigent, og i perioder har været operachef flere steder – endda samtidig. Og nej, han skruer ikke ned for tempoet, selv om han for nylig fik en helbredsmæssig advarsel og måtte hvile nogle uger; han har såmænd 90 opførelser i kalenderen i år, både som sanger (nu som baryton) og dirigent.

Vi havde ham som gæst i min tid på Det Kongelige Teater til en enkelt opførelse af Wagners Valkyrien. Selv med kun én arrangementsprøve dagen før generalprøven på scenen huskede han hver en detalje i Kaspers opsætning. Og sang i øvrigt, så alle Valkyrierne på scenen med glæde ville have fulgt ham til Valhal eller hvor som helst.

Her er han i slutscenen af Verdis Otello; det var næsten skræmmende at se ham på scenen i den rolle – jeg oplevede det i London i 90’erne, hvor han stadig sang rollen med næsten samme overskud og intensitet som her i 1979. Hans timing og hans fuldstændigt mesterlige overblik over Otellos udvikling fra tjekket mand højt på strå med smuk kvinde ved sin side, derefter den stigende paranoia og jalousi helt til slutningen, hvor han dræber den kvinde, han elsker så højt – det er jeg ret sikker på, at jeg aldrig kommer til at opleve helt så overbevisende igen.

Tenorjulekalenderen byder som lovet på musik af årets to store komponistfødselarer, Verdi og Wagner, sunget af 24 tenorer, som jeg helt uden en demokratisk proces har valgt blandt de mange flere, som fortjente at være med. Den første låge er med den mexikanske tenor Ramón Vargas, som er én af de sangere, der har styret karrieren helt rigtigt, og hele tiden ladet stemmens udvikling styre sit repetoire. Første gang jeg hørte ham live var i en koncertopførelse af Rossinis Maometto II i Wien i 1991 – senere oplevede jeg ham i München flere gange, bl.a. som en fantastisk Edgardo i Donizettis Lucia di Lammermoor med Edita Gruberova – og nu synger han de tungeste Verdi-roller som Don Carlos og Manrico i Trubaduren. Her er han i 1996 som hertugen i Rigoletto. God fornøjelse, og velkommen til en tenordecember, der måske gør, at du holder en helt tenor-fri januar! Og skriv gerne en kommentar til dagens klip nedenfor – og skriv også gerne, hvis der er en helt særlig tenor, som du mener bare SKAL med i årets julekalender!