Somme tider træffer pladeselskaber afgørelser, der forfølger dem i årtier. Som da Decca i 1961afviste fire unge mænd fra Liverpool, fordi “guitar-grupper er på vej ud”. The Beatles klarede sig nu fint alligevel, men Decca har måttet høre for det lige siden. Til gengæld var de klar med kontrakten på det helt rigtige tidspunkt, da en 28-årig mand fra Modena i Italien tre år senere havde debuteret (på afbud) på Covent Garden; den unge Luciano, som senere skulle blive den mest ikoniske operasanger i den 20. århundrede – og nej, jeg har ikke glemt Callas. Billedet af den store, smilende mand i kjole og hvidt, med fuldskæg og et stort, hvidt lommetørklæde i venstre hånd blev i 90’erne kendt ikke blot i de vestlige lande, der som regel udgør operaens domæne, men ud i alle kroge af verden.

Luciano Pavarotti døde for seks år siden, og i denne uge udkom første del af Deccas markering af 50-året for deres allerførste indspilning med den tenor, der totalt dominerede deres katalog helt frem til midten af 90’erne. 27 cd’er i boks i en størrelse, der nemt kan gøre gamle lp-nørder svage i knæene – og endda med en vinyl-reproduktion af den allerførste ep som en ekstra bonus. Jeg brugte mange år på at lede efter originalen i endeløse rækker af singler i second-hand-pladeforretninger, men forgæves. Nu har jeg den så (næsten, i hvert fald), og selv om både den og alt andet på de 27 cd’er har været udgivet før, så har det aldrig været gjort så gennemført og lækkert som her: alt er lydmæssigt restaureret i 24-bit/96kHz-kvalitet, og lyder bedre end nogensinde.

Boksen gemmer på både 11 komplette operaindspilninger, to recitals, Verdis Requiem og en bonus-cd med bl.a. uddrag fra  Pavarottis debut i 1961 (som nu ikke er nyopdaget, som teksthæftet påstår, men har været udgivet i flere sammenhænge før). Alt er fra de første ti år af karrieren, og hele vejen igennem kan man nyde den friske, faste, åbne tenorlyd i flere af de roller, Pavarotti gjorde bedre end nogen anden før eller siden; Hertugen i Verdis Rigoletto (med både barytonen Sherrill Milnes og den finske bas Martti Talvela – heller aldrig overgået på cd), Rodolfo i Puccinis La Bohéme med barndomsvennen Mirella Freni og Herbert von Karajan, Macduff i Verdis Macbeth og Nemorino i Donizettis Elskovsdrikken, for nu blot at nævne de partier, jeg simpelthen ikke kan forestille mig andre synge bedre end det bliver gjort her. Og hans ingemisco-sats i Verdis Requiem dirigeret af Georg Solti er måske det mest gribende øjeblik på alle 27 cd’er.

Interessant er det især at følge hans udvikling i rollen som Rodolfo fra debuten i 1961 og til indspilningen med Karajan 11 år senere. Der er tre versioner af den berømte kolde-hånd-arie på sættet, og det er tydeligt hvor meget der rent teknisk falder på plads for Pavarotti undervejs. I de første indspilninger (1961 og 1964) dækker han ikke altid sin stemme så effektivt som senere, og han mister også støtten flere steder, og hænger intonationsmæssigt en smule i underkanten – noget, han stort set aldrig gør efter 1965-66, hvor han bl.a. fik stor teknisk hjælp af sopranen Joan Sutherland, der sammen med sin mand, dirigenten Richard Bonynge, tog Pavarotti under sine vinger og sang med ham et utal af gang både på scenen og på plade. Det er så samtidig min eneste reservation omkring Pavarottis tidlige indspilninger; Sutherland er en klang, man enten elsker eller hader. Personligt er jeg – selv om jeg sagtens kan følge hendes fans – ofte virkelig irriteret over hvor lidt vægt, hun lægger på at synge en bare nogenlunde forståelig tekst, og det berømte billede af en sanger med en varm kartoffel i munden passer faktisk tit ret perfekt på hende.

I det store teksthæfte er der masser af billeder af den unge (og flotte!) Pavarotti, samt store reproduktioner af de originale lp-forsider. Alle teksterne til operaerne kan downloades gratis i pdf-format (så sparer man ganske praktisk også lige en bid regnskov) ved hjælp af en kode, der følger med sættet, og der er kun én ting, der er virkelig irriterende; ventetiden på det næste sæt, med indspilninger fra 1974-84. Også her er der en perlerække af indspilninger, der for mig er helt uomgængelige. Og som jeg stadig den dag i dag (selv om jeg har hørt de fleste mange, mange gange) med stor fryd sætter på igen og igen … og igen.

Sættet her kan varmt anbefales til alle, der som jeg elsker Mr. P., og som vil høre ham i absolut topform på højden af karrieren. Som i klippet her fra 1970, hvor han – uden fuldskæg – synger netop ingemisco-satsen fra Verdis Requiem med den nyligt afdøde Claudio Abbado.

https://www.youtube.com/watch?v=K2Ljv01tBK4

De havde arbejdet sammen siden hun i 1967 var solist på den allerførste indspilning han lavede for pladeselskabet Deutsche Grammophon. Og de blev fotograferet, unge og flotte, til coveret.

Martha Argerich arbejder ikke sammen med hvem som helst – og én af de dirigenter, der altid fik det bedste frem i hende, var netop Claudio Abbado.

Kort efter hans død i sidste måned dumpede en liveoptagelse af to Mozart-klaverkoncerter med samme team ind på mit bord.

På liveoptagelsen fra Luzerne-festivalen 2013 medvirker også Abbados eget, lille Orchestra Mozart med håndplukkede musikere, som han i de sidste år af sit liv lavede en hel række meget fine Mozart-indspilninger med. Her gælder det klaverkoncerterne nr. 20 og 25, og der er jo en del konkurrence på plademarkedet på dét felt. Alligevel er det en cd, som er blevet hængende i min afspiller i de sidste uger. Argerich og Abbado er simpelthen på et musikalsk niveau, hvor det elegante, det elektriske og det lyriske smelter sammen i en tilstand af både intimt, kammermusikalsk sammenspil og uendelig tillid og fortrolighed mellem orkester og solist. To af de sidste 50 års allerstørste musikere sammen en sidste gang. Læs mere om cd’en her – og hør lidt af den via linket herunder:

Han gik på Juilliard School, debuterede i Carnegie Hall som 13-årig, og var generet udråbt som sin generations nye violintalent.   Han brugte ikke rigtig dét med at spille forkert, og hans kombination af udtryk og perfektion er stadig i dag næsten overvældende, når man hører hans optagelser.

Et rigtig godt bud på en  investering i de bedste hans indspilninger er seks cd’er udgivet af EMI i deres billige ICON-serie, hvor han både spiller nogle af de store violinkoncerter af Paganini, Tjajkovskij, Wieniawski, Mendelssohn og Bruch, og også en fuldstændig blændende version af Paganinis 24 capricer for soloviolin, samt en pæn bunke af de mest populære ekstranumre for instrumentet. Læs mere om indholdet her.

Michael Rabin døde efter et fald i sin lejlighed i New York kun 35 år gammel.

I denne uge blev jeg interviewet af Jakob Wivel fra DRs P2 til en udsendelse i serien “Nørderne kommer”. Og jeg må indrømme, at titlen nok er meget velvalgt, for vi snakkede udelukkende om den tyske tenor Fritz Wunderlich i halvanden time.

Wunderlich er én af grundene til, at jeg overhovedet beskæftiger mig med opera og klassisk musik. De første lp’er jeg fik som dreng var med ham, og jeg har elsket hans stemme lige siden; den enorme livsglæde, han udstråler – uanset om han synger Alban Berg eller en tysk schlager – får mig altid til at smile, når jeg lytter.

Hvis du nu ikke er så velbevandret i Fritz Wunderlichs pladeindspilninger, så kan jeg varmt anbefale denne fine udgivelse fra Deutsche Grammophon, hvor man på 7 cd’er kommer hele vejen rundt om hans repertoire. Fra Bach og Mozart over Verdi, Puccini og Richard Strauss – lyt f.eks. til Salzburg-optagelsen af Richard Strauss’ Die schweigsame Frau – over de tyske lieder af Schubert og Schumann til nostalgiske wienersange og ægte tenorhits. En skøn rejse gennem en karriere, der desværre kun varede 10 år. Se mere om sættet på Deutsche Grammophons hjemmeside her.

Wunderlich døde i 1966, men heldigvis er der bjerge af optagelser at gå i gang med. Her et klip fra en tv-optagelse af Taminos arie fra Tryllefløjten – Wunderlichs signaturrolle om nogen. Man forstår det godt.

Temaet for årets tenorjulekalender har jo været musik af Verdi og Wagner – men her juleaftensdag gælder reglen heldigvis ikke. Derfor kan jeg afslutte med den lyd, der for mig mere end noget andet er lyden af julen; Jussi Björling, der synger Adolphe Adams ‘Cantique du Noël’ på svensk.

Rigtig god jul til alle jer, der fulgte med i kalenderen – jeg håber, at der ligger masser af hårde pakker med musik på alle medier under træet til jer senere i dag. Jeg vender tilbage med mere her på siden i 2014, hvor jeg begynder at anbefale nye cd-udgivelser og lægger smagsprøver ud hele året – ikke kun til jul. Husk, at du kan tilmelde dig mit nyhedsbrev allerede nu – se mere på forsiden.

Og jeg lover allerede nu; der kommer også en julekalender til næste december …

Den næstsidste låge i årets tenorjulekalender er med en fransk/siciliansk tenor, der stadig i en alder af 50 har bevaret sin stemme frisk og ung, ikke mindst på grund af en solid og sund teknik. Og så er han faktisk en virkelig behagelig mand, der elsker at nørde om indspilninger med sangere fra gamle dage – det synes jeg jo for eksempel er vældig sympatisk.

Han sang, da vi åbnede Operaen med Aida tilbage i 2005, og vi havde også fornøjelsen af ham i Tivoli for et par år siden. Her er Alagna tilbage i 1992 som 29-årig i Verdis La Traviata med Riccardo Muti og La Scala-orkestret. 

http://www.youtube.com/watch?v=h-_KTA-QEdI

Dagens låge i julekalenderen er for en enkelt gangs skyld ikke et klip med en tenor – men en adventsgave; en guide til en Wagner-opera, som snart kan opleves igen i Danmark. Der er nemlig ikke længe til, at Den Kongelige Opera har premiere på Den flyvende hollænder – og i den anledning har jeg lavet en lille adventsgave (eller måske en mandelgave?) til alle jer, der trofast har fulgt med i min kalender.

Jeg har skrevet en lille 18-siders operaguide til Wagners Den flyvende hollænder – en e-bog, som du kan få tilsendt som pdf-fil ganske gratis. Så kan du enten læse den på din iPad eller computer, eller du kan printe den (den er ret praktisk i A4-format). Og du er meget velkommen til at dele den med dine venner og familie – den er som sagt til ganske fri afbenyttelse. Du kan både læse historien om hvordan Wagner skrev Den flyvende hollænder, læse om handlingen i operaen og få mine egne bud på de bedste cd- og dvd-indspilninger.

Og nu er der jo kun to låger mere tilbage i julekalenderen – så noget må der gøres. Jeg har derfor besluttet, at jeg i det nye år både anbefaler nye cd’er her på siden, og sender regelmæssige nyhedsbreve ud med både anbefalingerne og klip fra YouTube med små historier om sangere og musikere fra før og nu.

Du sender blot en besked til mig på formularen nedenfor, så sender jeg e-bogen til dig i en adventsgave-mail i løbet af dagen, og sørger for, at du fra januar får mit gratis nyhedsbrev med cd-anbefalinger, nyheder og YouTube-klip. Der er jo også en tid EFTER julemåneden.

Hvis du kun vil have bogen og ikke ønsker at modtage mine nyhedsbreve fremover, kan du blot skrive det i kommentarfeltet.

Fortsat god fjerde søndag i advent!

[contact-form-7 id=”306″ title=”Kontaktformular 1″]

Den korsikanske tenor César Vezzani blev født i 1888, og dermed ramte hans karriere direkte ind i første verdenskrig; egentlig skulle han til USA i 1914-15-sæsonen, men så brød krigen ud, og han måtte i trøjen i stedet.

Han blev såret i kamp, og genoptog sin sangerkarriere mod slutningen af krigen. Han sang på de franske provinsteatre, og under anden verdenskrig var han endda en del på operaen i Algier. Han opnåede helt uforståeligt aldrig at synge på pariseroperaen, eller for den sags skyld at blive særlig kendt udenfor Frankrig og Korsika.

Vezzani døde fattig og glemt på et hospital i Toulouse i 1951, og overlevede kun de sidste år af sit på grund af vennernes gavmildhed. Han blev begravet i sin hjemby Bastia, hvor der er en lille vej opkaldt efter ham. Jeg har selv set gaden.

http://www.youtube.com/watch?v=0hrTBeOIa0k&noredirect=1

Tenorjulekalenderlågen byder i dag på den hollandske heltetenor Hendrik Appels, som egentlig skulle have været tandlæge, og mildt sagt ikke er så kendt som sin fire år yngre danske Wagner-sanger-kollega Lauritz Melchior. Appels fik en fin karriere, først og fremmest i Berlin og München, men i dag er der ikke mange, der siger “nå, ja, ham!”, når man nævner hans navn.

Er det nu også retfærdigt, at Appels bare blev glemt helt? Hør lige en pragtstemme – her i en arie fra Wagners Rienzi, som stort set er alt, hvad man hører til den opera i dag. Men arien her synger Wagner-tenorer til gengæld også ofte og gerne til koncerter og på plade – man forstår godt hvorfor.

Den danske Wagnersanger Lauritz Melchior indspillede i 1948 filmen ”Luxury Liner” (eller “Kærlighed om bord” på dansk) – i de glade dage, hvor handlingen i en Hollywood-film kunne omfatte en teenagepige med sangerambitioner, men dømt til et længere kostskoleophold, der i stedet sniger sig om bord på farmands luksusliner på vej til Rio med et klientel, der bl.a. omfatter Danmarks gennem tiderne mest berømte sanger, som hedder Olaf Eriksen i filmen.

Nej, man skal ikke fokusere på handlingen i den film, men bare nyde en 58-årig tenor synge Winterstürme fra Wagners Valkyrien, så selv en Dirch Passer-look-alike-kahytsjomfrus hjerte må smelte…

I går var José Carreras i centrum – i dag er det en anden tenor med lignende problemer. Fristelserne for tenorer er mange, og én af de farligste er, når de får tilbudt roller, som er for tunge for dem på det sted i stemmens udvikling, de befinder sig. Både Carreras og Giuseppe di Stefano sagde ja tak til roller, som de skulle have takket nej til, og i hvert fald ventet nogle år med synge. Hvis man hører optagelser med di Stefano fra tiden omkring hans debut lige efter 2. verdenskrig er det en smuk, lyrisk stemme – én af de smukkeste, jeg har hørt.

Men blot 10 år senere var han mærket af for tunge roller, sunget med en alt for risikabel teknik, og de fleste optagelser fra anden halvdel af 1950’erne og frem er ikke rare at lytte til. Helt skrækkeligt bliver det, da han og Maria Callas tager på verdensturné i 1973-74. Her var kun ruiner tilbage af de to stemmer, desværre.

Men da han var på toppen, var han altså fantastisk. Hør engang her, i en sjælden optagelse fra Rio de Janeiro i 1948 – La donna é mobile fra Verdis Rigoletto. Og nyd især hans diminuendo på 1’48 … det er altså ret godt. Og nej, så er der lige en tone, han ikke når helt op på (2’11), men han kompenserer pænt lige bagefter.

http://www.youtube.com/watch?v=qhVgUFiCJnQ

Dagens tenorlåge byder på den sidste af de tre tenorer, José Carreras, der desværre kun var en bleg afglans af sig selv, da den berømte første koncert med de tre fandt sted i Rom i 1990; han havde været igennem et hæsligt sygdomsforløb – men det var faktisk allerede gået temmelig galt for ham inden han fik konstateret leukæmi. Hvis du går tilbage og hører hans liveoptagelser fra 1972-75 og hans allerførste LP-udgivelse fra 1975 er der slet ingen spor af de problemer, som han fik kort efter.

Fristelsen til at synge et alt for bredt repertoire med både Cavaradossi i Puccinis Tosca, Verdis Don Carlos og Radames i Aida var for stor, og Carreras’ mangel på grundlæggende teknik gjorde, at han mistede grebet om især det høje leje, og udviklede det, man kalder et “wobble” i stemmen, som i 1990 var umuligt at overhøre.

Her er han i 1979 i et klip fra Verdis Skæbnens magt. Kun et par år senere hørte jeg ham live første gang – såmænd i Tivoli. En koncert, der virkelig gjorde et stort indtryk på mig dengang, og den dag i dag kender jeg ikke mange andre tenorer, der får så meget udtryk ud over rampen og giver sig selv 110% som Carreras gør her. Jeg bliver virkelig rørt hver gang jeg hører ham i optagelser fra 70’erne og begyndelsen af 80’erne – og det er bestemt ikke altid tilfældet, selv om en sanger synger både fantastisk flot, teknisk sikkert og musikalsk. Her er det simpelthen sjælen, han krænger ud.

Dagens tenorlåge gemmer på en tenor, der om nogen er forbundet med Verdis operaer. Han sang i løbet af sin karriere hele 17 Verdi-tenorpartier i løbet af en karriere på mere end 50 år. Og så lagde han endda ud med et par sæsoner som baryton. Carlo Bergonzi var i 60’erne og 70’erne med til at få manges ører op for de mere ukendte Verdi-operaer som Alzira, Il Corsaro og Giovanna d’Arco.

Jeg har selv besøgt det hotel i Verdis fødeby, Bussetto, som han nu i mange år drevet – og selvfølgelig har hotellet navn efter en af Verdis operaer; I due Foscari. Og selv om dette her jo er en tenorjulekalender, er det jo altid godt med lidt afveksling – så her synger Bergonzi en duet fra Verdis Trubaduren med én af mine yndlings-mezzo’er, Fiorenza Cossotto.

http://www.youtube.com/watch?v=bI6A9WhMvJo

Tenorjulekalenderen åbner dagens låge, og der er valuta for pengene i dag; hele fjorten tenorer synger den samme lille bid fra Verdis Otello. Den berømte “Esultate” varer under ét minut, men til gengæld er det et frygtet minut for mange tenorer. Det er Otellos allerførste entré, og det er absolut muligt at synge sig HELT ned på de få takter, så der ikke er mere tilbage af stemmen resten af aftenen – ret upraktisk, når der er mere end to timers effektiv musik tilbage. Her er et lille udvalg af berømte Otello’er fra før og nu – det er muligt at stemme på din(e) favorit(tter) nederst på siden …

De 14 tenorer er:

Lauritz Melchior – Nicola Fusati – Beniamino Gigli – Giacomo Lauri-Volpi – Ramón Vinay – Mario Del Monaco – Franco Corelli – Jon Vickers – Giuseppe Giacomini – Luciano Pavarotti – Plácido Domingo – Vladimir Galusjin – José Cura – Andrej Lantsov

http://www.youtube.com/watch?v=eGSU5hh2PPI

Dagens låge er med en tenor, jeg første gang hørte i Torino, da han var 22 år gammel, og stadig helt ukendt. Senere kom han til København og sang Hertugen i Rigoletto på Det Kongelige Teater. Nede i salen sad der dengang et hold udsendte fra pladeselskabet Decca, som skulle tage stilling til, om de ville give den unge mand en kontrakt. Det ville de.

Hans navn er Joseph Calleja, og “the rest is history”, som de siger. Og ja, han kommer da også forbi Tivoli til sommer! Hvis du stadig mangler at købe en julegave eller to, så er der stadig billetter at få her. (Og det var så slut på de sponsorerede indslag i denne tenorkalender!). Her er Calleja i en arie fra Verdis Simon Boccanegra – en optagelse fra årets Proms i Royal Albert Hall i London.

Dagens låge er et blik ind i en verden, der ikke findes længere. OK, Franco Corelli læsper lidt og hans smag er vel nok på (eller over) grænsen til det småvulgære, men stemmen…den er altså bare enestående.

Han debuterede i 1951, og to år senere stod han på scenen på The Met, hvor han sang fast frem til 1975. I marts 1958 sang han Alvaro i Verdis Skæbnens magt på San Carlo-operaen i Napoli, og helt mirakuløst blev hele operaen optaget af italiensk tv, og endnu mere mirakuløst findes båndet endnu. En fantastisk blik ind i hvordan opera så ud i en verden før Calixto Bieito, Peter Konwitschny og Kasper Holten – inklusive falmede bagtæpper og sætstykker af papmaché.

Men sangerholdet er umuligt at slå i dag; foruden Corelli er det barytonen Ettore Bastianini, sopranen Renata Tebaldi og bassen Boris Christoff. Her duetten mellem Corelli og Bastianini – men du kan faktisk finde hele operaen på YouTube også.

Da jeg for alvor begyndte at gå fast i Det Kongelige Teater så meget, jeg overhovedet havde mulighed for tilbage i 80’erne, var der to tenorer, som jeg glædede mig til at høre hver gang, og som begge havde den helt rigtige italienske klang i stemmerne; Tonny Landy (som tidligere har besøgt julekalenderen), først og fremmest i de lyriske ting, og finske Peter Lindroos i det mere dramatiske repertoire.

Peter Lindroos sang bl.a. en helt uforglemmelig Lohengrin i en koncertant opførelse i Odd Fellow-palæet, og han var også min første Don José og Rodolfo. Jeg hører stadig hans klang i hovedet for mig den dag i dag, når jeg læser partituret til Carmen og La Bohéme.

Her er han i en rolle, som på papiret er et lille parti; Macduff i Verdis Macbeth har kun én arie, men den skal til gengæld sidde lige i skabet. Og det gør den her i Savonlinna i 1993. God anden søndag i advent.