Verdens ældste optagelse af musik af Mozart er samtidig den ældste optagelse af en operasanger overhovedet – og den er endda dansk!

I den københavnske dagspresse kan man allerede i december 1889 se reklamer for en ny fonografoptagelse med Peter Schram – uddrag af rollen som Leporello i Mozarts Don Juan. Schram-valsen er et eksempel på en sangstil, som allerede er gået af mode i 1890’erne, og hvor man ikke holder sig for fin til at brodere en smule videre på Mozarts musik. Peter Schram synger uden akkompagnement, og han tager sig nogle gevaldige rytmiske friheder, som vi i dag nok mest trækker på smilebåndet af, men som sandsynligvis er en del af den tradition, Schram er vokset op med, og som først og fremmest tager udgangspunkt i at gøre teksten så tydelig som overhovedet muligt. Han udsmykker også musikken med forsiringer og tilføjer endda en lille kadence på ordene “Paa Gaden venter” i Leporellos første arie. Den stil har han fra syngemester Siboni, som han lærte at synge af som elev på landets første konservatorium tilbage i 1820’erne, og den stil er dybt forældet, da Schram indsynger fonografvalsen mange årtier senere.

På valsen – der i dag ligger på Det Kongelige Bibliotek i Aarhus – synger Peter Schram to uddrag fra Don Juan – Leporellos første entré og en bid fra listearien. Han synger uden akkompagnement, og han tager sig noglegevaldige rytmiske friheder, som vi i dag nok mest trækker på smilebåndet af, men som sandsynligvis er en del af den tradition, Schram er vokset op med, og som først og fremmest tager udgangspunkt i at gøre teksten så tydelig som overhovedet muligt. Han udsmykker også musikken med forsiringer og tilføjer endda en lille kadence på ordene “Paa Gaden venter” i Leporellos første arie.

Det er en smule nemmere at følge med, når man kender den lidt kringlede danske oversættelse:

Leporellos entré

Sjelden Penge, Prygl desfleer!
Staae om Natten udenfor
Medens herren inde leer,
Det var hidtil mine Kaar!
Hvorfor selv ei Herre være
Fanden være Tjener meer!
Det for galt er, paa min Ære
Mens han Elskovslykken henter
Jeg paa Gaden staaer og venter
Herre kan jeg gerne være
Fanden være Tjener meer!
Hvad er det? – Der kommer nogen
Det er bedst, jeg søger Krogen,
Ganske stille staaer jeg der!

Listearien

Hvis De, Donna,
behager at høre
Denne Liste,
som jeg har at føre
Paa de Skjønne,
hans Kunst monne røre,
Smukke Ting da
De skal faae at see!
Først i Italien ethundred’ og tyve!
En Snees Tydske,
for ikke at lyve.
Frankrigs Pigebørn
rundt om ham flyve;
Men ved Spanien,
staaer tusind og tre!

Ludvig Phister er født helt tilbage i 1807 – samme år som englænderne bomber København, og Don Juan har premiere på Det Kongelige Teater.

Ludvig Phister er suverænt den ældste dansker, vi stadig kan høre på lydoptagelser i dag.

Ludvig Phister begynder som balletelev ved teatret og debuterer i en barnerolle som 9-årig. Over 70 år senere indspiller han bl.a. to vers af sangen Og jeg vil ha’ en Hjertenskjær fra Hostrups vaudeville Eventyr på fodrejsen for Gottfried Ruben.

Lydkvaliteten er temmelig ringe, men man kan skelne både melodi og ordene i de to vers af sangen – og man kan høre, at Phister bruger en sjællandsk accent, som han også bruger som Holbergs Jeppe på en anden af de valser, han indspiller for Gottfried Ruben, Edisons agent i Skandinavien i årene omkring 1890. Rubens samling af efterladte fonografvalser er dansk kulturhistorie af høj karat – den ligger nu på Det Kongelige Bibliotek i Aarhus, og er heldigvis blevet digitaliseret.

Og jeg vil ha’ en Hjertenskjær

Og jeg vil ha’ en Hjertenskjær, det første som jeg kan,
men saadan én er ikke god at finde.
Hun skal have kinder som den røde Tulipan,
og Øjnestene, der kan rigtigt skinne.
Ja, hun skal være dejligst blandt de Piger her til Lands,
og lystig ved sit Arbejd’ og lystig i en Dans,
og hun skal ha’ de pæneste Manerer.

Ja, naar jeg blot kan finde En, ret saadan som jeg vil,
Da fejrer straks mit Bryllup jeg med Glæde;
Og Egnens Mænd og Kvinder de skal bydes ind dertil,
Og de skal faa saa meget, de kan æde.
Og der skal være Dans og Spil tre hele Dag’ i Rad;
Thi Kjærlighedens Lykke den gør dog Hjertet glad,
Saa kan man sagtens derpaa lidt spendere.

Læs mere om Ludvig Phister i min bog “Opera i guldalderens Købehavn”, som udkommer på Gyldendal 27. september. Bogen kan forudbestilles allerede nu, f.eks. her.

Sopranen Jenny Lind kommer til København i september 1843. Hun er på vej mod en verdenskarriere, og bliver kendt under tilnavnet “den svenske nattergal”. Den kun 23-årige sanger har allerede været professionel i 13 år. Undervejs har hun flere gange haft seriøse stemmeproblemer, men nu har hun studeret i to år hos den berømte sangpædagog Manuel Garcia i Paris.

Jenny Lind  synger partiet som Alice i to opførelser af Meyerbeers Robert af Normandiet – en rolle, som Bournonville allerede har hørt hende synge i Stockholm – på Det Kongelige Teater. Hun synger på svensk – de øvrige medvirkende selvfølgelig på dansk. Publikum går amok i Jenny Lind-feber. Anmelderen fra Kjøbenhavnsposten svæver hjem efter forestillingen og skriver om “den fuldendte dramatiske Sangerinde; en klar, fyldig, velklingende og omfangsrig Stemme, en yndig og let Methode i Sangen, som hun aldrig overlæsser med upassende og uskjønne Coloraturer, et i høi Grad sjælfuldt og henrivende Foredrag og et overordentligt dramatisk Talent …”. Direktionens våde drømme om udsolgt hus går i opfyldelse; mange går forgæves, også til Jenny Linds koncert tre dage senere, som bliver en lige så stor succes.

For et af medlemmerne af Det Kongelige Kapel bliver Jenny Linds besøg en personlig katastrofe. Oboisten Conrad Ludvig Keck bliver fristet over evne, da han tilfældigt falder over Linds kostbare smykker i hendes omklædningsrum på Sorgenfri Slot. Kongen fejrer sin 67-års fødselsdag med en privat koncert, og både Jenny Lind, flere af sangerne fra teatret og Det Kongelige Kapel underholder. Keck stjæler de dyrebare armbånd, men når at fortryde, og sender dem tilbage pr. post via August Bournonville inden han bliver arresteret – han er blevet set, da han stjal dem og genkendt på postkontoret. Hans skæbne er nu i kongens hænder. Han slipper – sikkert også fordi Jenny Lind går i forbøn for ham – for tugthusstraf, men bliver landsforvist, og må samme dag, dommen bliver afsagt, forlade kone og børn i København. Keck tager til Tyskland – og Jenny Lind får sine armbånd igen.

(uddrag fra min bog “Opera i guldalderens København”, der udkommer på Gyldendal til oktober)

I begyndelsen af 1800-tallet sælges en del af logerne i de højere etager på Det Kongelige Teater på særlige logeauktioner. Man køber ikke en enkelt plads i logen til en bestemt aften – man køber hele logen for en sæson. Der er ikke loft over, hvor mange billetter lejeren af en loge må udstede – der er gode muligheder for at tjene penge for mellemhandlerne. Høkerlogerne, som de bliver kaldt, bliver selvfølgelig fyldt til bristepunktet. Logehøkerne averterer helt åbenlyst for deres forretning i aviserne, og sælger deres billetter til aftenens forestilling fra kælderboder i Lille Kongensgade og på selve Kongens Nytorv. De sidste billetter bliver tilbudt billigt til forbipasserende, også når forestillingen er gået i gang. Priserne stiger og falder efter udbud og efterspørgsel, og man ved aldrig om en billet koster én rigsdaler eller kun otte skilling.

Mange sidder på pladser med ringe eller intet udsyn til scenen. De store, firkantede træpiller, der holder loftet oppe, spærrer for udsynet fra mange af pladserne i sidelogerne. På de bageste rækker i logerne må man stå op og læne sig frem for overhovedet at få et glimt af scenen. Det kræver, at man læner sig op ad ryggen på de, der sidder på rækken foran og samtidig holder fast i gesimsen for oven. Hvis man står i den stilling for længe, begynder arme og ben at sove eller gå i krampe, og så risikerer man at falde ud af logen. Ejerne af de rygge, der bliver brugt, er naturligt nok heller ikke altid udpræget forstående overfor de bagestes behov. Skænderier og slagsmål er hverdag. En aften styrter en ung mand ud fra én af gallerilogerne, men han redder livet, fordi han rammer logekanten i første etage på vej ned, og på den måde får afbødet faldet.

I alt kan man klemme omkring 1200 tilskuere ind i teatret, hvis man udnytter pladsen maksimalt. Det bliver atmosfæren i rummet ikke bedre af. I høkerlogerne er der bænke med plads til et sted mellem 10 og 15 personer alt efter købernes størrelse og høkerens grådighed. Her sidder bonden fra Amager på dagstur til byen ved siden af to veninder, som har en stor pose med æbler og kager med. Veninderne, en ældre frøken og en jordemoder, er faste kunder hos logehøkeren. De er kommet tidligt, og de har indtaget de midterste pladser på logens første række. De ser næsten alle forestillinger på teatret, og de kommenterer højlydt alt undervejs. Ved siden af de to veninder sidder en smuk ung pige med sin kavaler, en slagtersvend, der stadig lugter af knap så frisk oksekød.

Nu er musikerne i Det Kongelige Kapel kommet ind i orkesterområdet foran scenen. De sidder ikke i en orkestergrav, men på niveau med tilskuerne i parkettet, så de spærrer for udsynet fra de forreste rækker. Tællelysene på deres nodestativer bliver tændt. Orkestret stemmer, og imens begynder høkerlogen at blive fyldt. Et par håndværkssvende og en læredreng kommer til. Iltmanglen begynder allerede at være tydelig. De sidste kunder hos logehøkeren bliver presset på plads mens orkestret begynder på ouverturen. De senest ankomne er en ung, bleg student med briller og en høj, stærk sømand, der lader til at komme direkte fra en hel dags målrettet druk i knejperne i Nyhavn. Sømanden bliver henrykt, da han ser de unge piger fra balletkorpset sidde i logen ved siden af, og han byder gavmildt sin velvoksne brændevinsflaske rundt til de øvrige i logen. Hvis man takker nej, kan man nemt risikere et par øretæver.

Flere af kvinderne i logerne har spædbørn på skødet. De har ingen anden mulighed end at tage de små med, hvis de vil i teatret, og hver gang børnene skriger, er der masser af højlydte bud fra omgivelserne på, hvad man burde gøre ved dem. Ouverturen er nogle lyde i det fjerne. Mange lægger ikke engang mærke til, at den slutter.

Nu går tæppet op. Samtalerne og skænderierne rundt om i salen fortsætter, der deles madpakker og skåles. Sømanden får en lur under hele første akt, men i pausen liver han så meget op, at han får en ubændig trang til at kysse den smukkeste af balletpigerne i nabologen. Han forsøger den direkte, men noget farlige, vej udenom logernes skillerum. Pigerne hviner op, og etagens kontrollør bliver tilkaldt. Han har – som både sømanden og de fleste af sine kontrollørkolleger – også tilbragt en del af dagen med at slukke tørsten. Kontrolløren forsøger at overmande sømanden og trække ham tilbage i logen igen. Slagtersvenden holder med sømanden, kvinderne skriger på hjælp, og kontrolløren må råbe på forstærkning fra kollegerne på de øvrige etager. Sømanden bliver til sidst smidt ud af teatret. Der er blevet en smule bedre plads i logen da anden akt begynder.

Scenen med sømanden i høkerlogen er beskrevet af et øjenvidne mange år senere. Fortælleren hedder Hr. Davidsen, og han tilføjer for en ordens skyld, at der skam ikke er tale om overdrivelser på nogen måde.

(uddrag fra min bog “Opera i guldalderens København”, der udkommer på Gyldendal 27. september)

I 1829 forsøger Det Kongelige Teater for første gang at spille Beethovens Fidelio. Det er ikke en premiere, som har høj prioritet hos ledelsen. Udgifterne til dekorationen er kun 1 rigsbankdaler og 3 mark – til sammenligning er budgettet for August Bournonvilles nye ballet Søvngjængersken, som har premiere ugen efter, på ikke mindre end 311 rigsbankdaler, 4 mark og 2 skilling. Fidelio må, som så mange andre forestillinger, klare sig med teatrets lager af eksisterende kulisser.

Begejstringen for Beethovens dystre og alvorlige opera kan ligge på et lille sted. Billetindtægten fra premieren er ikke mere end 297 rigsbankdaler, og det endda kun fordi mange af de mere konservative musikelskere i byen synes, at de har pligt til at møde op, når teatret spiller et værk af den store Beethoven, og råbe effektivt “bravo” efter hvert nummer. Beethoven-elskerne kommer kun til premieren. Ved næste forestilling falder indtægten falder til katastrofale 163 rigsbankdaler. Noget må gøres, og ledelsen beslutter at indlede den tredje opførelse med et lystigt lille fransk énakts-skuespil, Skillerummet, som har været på repertoiret siden 1806. Det hjælper overhovedet ikke på salget. Skrappere metoder må i brug, for billetter skal der sælges.

Nogen i ledelsen på Det Kongelige Teater får en lys idé. Én af de populære ting i tiden er tyrolersangere, der både kan danse og jodle. De har rigtige lederhosen og flotte hatte med fjer på, og teatret hyrer simpelthen tyrolerfamilien Leo til at optræde med fire “nationale sange” i en afdeling efter den fjerde opførelse af Fidelio. Blandt numrene er titler som Der Tiroler und sein Schatzerl og Gemsenjager-Lied. Der er næppe meget andet end den tysksprogede oprindelse, der forbinder Anton, Franzl og Berta Leos optræden med Beethovens opera, men folk strømmer til, da tyrolerne annonceres. Indtægten for aftenen bliver hele 324 rigsbankdaler.

Publikum er fuldstændig ligeglade med Fidelio, men modtager tyrolerne med stormende bifald – endda selv om de åbenbart ikke ligefrem tilhører A-holdet af sydtysk underholdning. Dagbladet Dagens anmelder har i hvert fald en del forbehold overfor familien Leo: “Uden at Nogen af dem synes at besidde noget overordentligt Naturtalent, klinger deres Sang dog ret behageligt; deres Jodlen er imidlertid næppe saa heldig som de tilforn hørte Tyroleres”.

Måske har familien Leo alligevel ikke været helt så langt fremme i tyrolerskoene som mesteren Franzl Lang på videoen her. Men hattene har sikkert været lige så flotte som hans.

https://www.youtube.com/watch?v=vQhqikWnQCU

I december 1800 pjækker sopranen Catharine Frydendahl fra en korprøve. Hendes mand forsvarer sin kones selvstændige fortolkning af mødepligten, og sagen kommer for kongen. Der er kontant afregning; han smider dem begge to i arresten.

Omkring år 1800 er Catharine Frydendahl byens bedste sangerinde, og en ægte primadonna i ordets værste betydning. Hun er helt klar over sit eget værd som sanger, og hun fører an i intrigerne mod sine potentielle konkurrenter. Hun optræder udelukkende i syngespil, og ser det i øvrigt slet ikke som sin opgave at forsøge at illudere hverken forsmåede elskerinder, dronninger af eksotiske lande eller bondepiger fra Midtsjælland. Når hun synger en arie, stiller hun sig midt på scenen helt fremme, og der bliver hun stående uden at bevæge sig. På den sidste tone gør hun en fejende bevægelse med armene opad som tegn til, at arien er slut, og at det vil være passende, hvis publikum begynder at tiljuble hende nu.

Nu sidder hun så sammen med sin mand, basbarytonen Jørgen Peter Frydendahl, i Frederiksholms Arrest ved Langebro. Arresten kaldes også Blåtårn efter Leonore Christines fængselstårn på det gamle Københavns Slot. Her havner kongens embedsmænd og andre ansatte, når de har trådt ved siden af.

Frydendahl’ernes konflikt med ledelsen bunder faktisk i helt reelle problemer for de fastansatte i skuespillerensemblet. I 1795 er teatrets lille kor på kun 18 sangere i så ringe en forfatning, at man har indført en ny regel; alle fastansatte skuespillere skal fremover medvirke som korister i de syngespil, hvor de ikke selv har egentlige roller. Der følger ikke noget løntillæg med.

Mange af skuespillerne er i forvejen på randen af et stressrelateret sammenbrud. Teatret spiller omkring 100 forskellige titler om året omkring år 1800 – en aktivitet, der kulminerer i sæson 1811-12 med ikke færre end 158 forskellige komedier, skuespil, syngespil, operaer og balletter. Selv om der ofte er flere kortere værker på programmet på en aften, er arbejdspresset umenneskeligt. Det er ikke ualmindeligt at en skuespiller får tildelt mellem 40 og 50 roller på en sæson – store som små. Der skal læres ufattelige mængder af ord udenad, og en hel del af dem skal endda synges.

Alene i en tilfældig måned som september 1806 spiller teatret 14 forskellige skuespil og fem syngespil. Tre af skuespillene er nye titler, der aldrig er spillet før. Suffløren må ifølge reglementet kun hviske begyndelsen af hver replik under forestillingerne, og et enkelt ord midt i en sætning, hvis skuespilleren er ved at gå helt i stå. Resultatet har sandsynligvis omfattet en del improvisation undervejs.

Der er selvfølgelig så også en fysisk grænse for hvor meget prøvetid, man kan bruge på hver titel. Når man arbejder frem mod en premiere, er det helt normalt med bare en enkelt læseprøve og mellem tre og fem sceneprøver på et skuespil af f.eks. Iffland eller Kotzebue. Når det handler om syngespil som Mozarts Don Juan eller Weyses Sovedrikken, kan man komme op på syv sceneprøver foruden et par indledende klaverprøver.

Mange af titlerne bliver spillet år efter år. Det løbende repertoire er der som udgangspunkt kun prøve på samme dag som aftenens opførelse – med mindre det er mere et ét år siden stykket blev spillet sidst; så er der sandelig én ekstra prøve. Præcis som der er, hvis en ny skuespiller overtager en hovedrolle. Man kan altså risikere at gå på scenen i en stor rolle i et skuespil eller et syngestykke uden at få mere end en enkelt prøve samme dag, selv om det kan være mange måneder siden, det blev spillet sidst. Hvordan det nogensinde lykkes at få forestillingerne på benene med så få prøver er en gåde.

Kommer Frydendahl’erne mon ud af fængslet igen? Det kan du læse om til september …

(uddrag fra min bog “Opera i guldalderens København”, der udkommer på Gyldendal 27. september) 

Det er sin sag at gå i teatret i begyndelsen af 1800-tallet. Alene billetkøbet er et farligt og tidkrævende forhindringsløb. Får man endelig fingre i en billet til de overfyldte loger eller til ståpladserne i parterret, venter flere timer presset tæt sammen med andre, der heller ikke har været i bad for nylig.

Man skal stå tidligt op for at få en billet til Det Kongelige Teater. Efterspørgslen er langt større end udbuddet, og allerede før det bliver lyst, begynder der at samle sig mørke skygger i lygteskæret foran teatret. Mange er karle, piger og læredrenge, der bliver sendt af sted for at skaffe billetter til deres herskab og mestre. Ingen har deres pæne tøj på, for de ved, hvad der skal ske i løbet af de næste timer.

Køkultur er ikke københavnernes spidskompetence, og der er allerede tidligt skubben og masen i gruppen for at komme tættest på døren. I frostvejr står der en damp op fra gruppen, der hele tiden ændrer form, og hvor de uheldigste råber højt om hjælp, når de bliver klemt og næsten kvalt. Det er ikke tilfældigt, at man kalder det daglige optrin for ‘myrderiet’.

Billethajerne

Ved daggry bliver det værre endnu. Nu kommer de professionelle billethajer til, granvoksne mænd, der specialiserer sig i at tromle og slå sig vej gennem mængden helt frem til trappen op til døren. Kampen fortsætter, men hajerne – eller ‘billetsjoverne’, som de bliver kaldt – holder skansen i front. Nu kommer politiet til og uddeler de obligatoriske stokkeslag helt tilfældigt i mængden for at få orden i køen. Billethajerne rører de stort set aldrig, for bestikkelse er hverdag, og hajerne er snu nok til at sørge for en klækkelig nytårsbonus til betjentene hvert år. De, der mødte tidligst op, er ofte dem, der ender bagest i køen.

Her kan de så stå, dryppende af sved efter kampen, totalt gennemblødte af regnen eller frysende helt ind i marven alt efter årstiden og vejret. Et par timer senere åbner billetsalget. Kundeservice og effektiv ekspedition er ukendte begreber, og billetsælgerne bag den lille luge tager det nærmest som en personlig fornærmelse, når man drister sig til at efterspørge deres produkt. Der går lang tid med hvert billetkøb. Hajerne køber mange billetter hver, og der er tit udsolgt efter kun 60-70 ekspeditioner. Så kommer en kontrollør frem og råber: “Alt er udsolgt”, og alle, der stadig står i køen, må gå slukørede hjem efter de mange timer foran teatret.

Der er naturligt nok mange, der klager over forholdene – ikke mindst over de professionelle billetopkøbere, som senere på dagen sælger morgenens fangst til ublu overpriser. Politimesteren og teaterledelsen forsøger at dæmme op for sortbørshandlen ved at indføre en regel om, at alle, der køber billetter på andres vegne, skal fremvise dokumentation. Hvis der er mistanke om, at seddelen er falsk, bliver den potentielle synder slæbt over torvet til forhør på politistationen på Charlottenborg. De eneste, der slipper for den ydmygende behandling, er naturligvis billethajerne, som igen blot bestikker sig til at kunne fortsætte deres indbringende forretning.

(uddrag fra min bog “Opera i guldalderens København”, der udkommer på Gyldendal til oktober)