Mine seneste anbefalinger og artikler
Anden del af “Mine tenorer” – Luciano Pavarotti
Du kan høre anden del af historien om mine fem yndlingstenorer i dag kl. 13.30 på P2 – eller du kan podcaste hele serien her. Rigtig god fornøjelse!
Ny radioserie – i dag om Fritz Wunderlich
I dag er der premiere på min nye radioserie i fem dele med titlen “Mine tenorer”. Jeg har valgt fem tenorer, som jeg altid vender tilbage til – fem tenorer, som har betydet noget særligt for mig gennem årene. Den første af de fem udsendelser handler om Fritz Wunderlich, min allerførste tenor. Du kan høre udsendelsen på DR P2 kl. 13.03 i dag. HER er et link, hvor du kan du på det tidspunkt også kan sniglytte og podcaste de næste fire udsendelser i rækken.
Og hvis du nu skulle få lyst til at høre endnu mere med Fritz Wunderlich, så har Deutsche Grammophon netop udsendt en lækker kasse med 32 cd’er – (næsten) alt, hvad han nåede at indspille for dem, inklusive de helt eminente optagelser af Mozarts Tryllefløjten og Bortførelsen fra seraillet, Schuberts Die schöne Müllerin, Schumanns Dichterliebe, Bachs juleoratorium og masser af herlige slagere, wienersange og meget andet oven i købet.
De 32 cd’er kan fås til lige under kr. 500 – og jeg synes, at du skal støtte den sidste fysiske pladeforretning med et solidt udvalg af klassisk og opera i landet (nej, jeg får ikke procenter af salget) … Danacord i Vognmagergade i København sender også boksen uden beregning over hele landet; klik her og læs mere.
Er du nysgerrig på hvem de fem tenorer i radioserien er? Her fortæller jeg om den – og jeg tæller selvfølgelig samtidig ned til årets tenorjulekalender:
Gratis sangerfest fra Carnegie Hall
I går aftes var der koncert i Carnegie Hall – den årlige Richard Tucker Gala, som traditionen tro bød på to timer med en lang række af tidens absolutte topnavne i (amerikansk) opera:
Jamie Barton
Lawrence Brownlee
Javier Camarena
Joyce DiDonato
Renée Fleming
Joshua Guerrero
Anna Netrebko
Kristine Opolais
Nadine Sierra
Medlemmer af orkestret fra The Met spillede, TV-kanalen Medici sendte direkte, og du kan se hele koncerten her. Du bliver afbrudt ind i mellem af deres pop-up-reklame for at abonnere på kanalen, og når du ikke længere kan klikke reklamen væk skal du bare genopfriske siden – så virker det igen, og du kan scrolle videre til hvor du er nået til.
God fornøjelse – og glem ikke at tjekke både min yndlingstenor Lawrence Brownlee (bl.a. i en skøn duet for to tenorer fra Rossinis Otello sammen med kollegaen Javier Camarena) og den fantastiske mezzosopran Jamie Barton.
Richard Tucker Opera Gala 2016 on medici.tv.
Ny chef på Den Jyske Opera
I dag blev det afsløret, hvem der fremover skal styre landets næststørste operakompagni i Århus.
Den tyske instruktør og nuværende operachef i Braunschweig Philipp Kochheim (født i 1970) er manden, der overtager roret i Århus efter Annilese Miskimmon, som har fået jobbet som operachef i Oslo.
Philipp Kochheim blev udvalgt i et felt af 74 danske og internationale ansøgere.
Læs mere på Philipp Kochheims hjemmeside.
Læs Thomas Michelsens kommentar til udnævnelsen i Politiken her
Og læs Michael Bos interview med Kochheim her.
Philipp Kochheim er 46 år gammel og er født og opvokset i Hamborg. Han bor pt. i Berlin og har studeret kunsthistorie, teatervidenskab, økonomi og litteratur på universitetet i München. Siden 2013 har han været operachef ved Staatstheater Braunschweig. Philipp Kochheim har desuden været kunstnerisk leder på operaen i Darmstad, før han kom til Braunschweig.
Philipp Kochheim er især blevet kendt for at blande nyt og gammelt og at finde glemte eller oversete værker frem. Han har instrueret operaer i bl.a. Kassel, Oldenburg, Dortmund, Heidelberg, Berlin, Mannheim og Bonn. For sin Così fan tutte modtog han i 2003 Otto-Kasten-prisen – en af de vigtige teaterpriser i Tyskland, og han har tillige modtaget Götz-Friedrich-prisen (2003) for Wagners Tannhäuser i Heidelberg og den Hamborg-baserede Rolf-Mares-pris (2013) for opførelsen af den ukendte Lauter Verrückte af Simon Mayer på Hamburger Kammeroper.
Stemmen fra The Met er død …
Da jeg i 90’erne præsenterede opera fra The Met på P2, sad jeg masser af lørdag aftener i studie 43 i det gamle radiohus med en bestemt stemme i ørerne. Peter Allen var den faste radiovært, når The Met sendte sine lørdagsmatinéer, og hans rolige, venlige stemme var det faste holdepunkt for mig og for millioner af lyttere over hele verden.
Lørdag døde Peter Allen i sit hjem i New York, 96 år gammel. Han præsenterede flere end 500 forestillinger på The Met, og han var altid forberedt til fingerspidserne med ekstramateriale, han kunne fylde tiden ud med, hvis der skulle ske forsinkelser på scenen.
Hvis du hørte opera fra The Met i 70’erne, 80’erne og 90’erne genkender du sikkert stemmen.
For mig er Peter Allen stadigvæk lyden af The Met. Hør selv i et lille klip fra en transmission af Verdis Trubaduren i 1998, hvor jeg desværre har til opgave at afbryde ham med en dansk oversættelse undervejs:
Hvis han nu bare havde bundet sine sko for 50 år siden …
I dag for præcis 50 år siden døde min allerførste tenor. Ham, der var skyld i, at jeg kom til at bruge de næste 40 år på at nørde hans og kollegernes indspilninger igennem, og faktisk også ham, der i sidste ende var skyld i, at jeg kom til at arbejde med opera og klassisk musik.
Han er Tysklands helt store tenornavn i 60’erne, og i 1966 har han fået kontrakt med selveste The Met i New York. Han skal synge Mozart til sin debut derovre, men inden turen skal han lige nå at slappe af med vennerne. En jagttur – sikkert rigtig hyggeligt, med øl på bordet og god mad i jagthytten. Om aftenen vil Fritz Wunderlich lige ringe hjem til sin kone og sige godnat.
Han er egentlig på vej i seng i sit kælderværelse, men han hopper ud af den igen, tager sine sko på for lige at gå op til telefonen i stuen. Han siger godnat til sin kone – han lægger røret på – og han går ned ad trappen til sit værelse. Men i farten har han glemt at snøre sine sko ordentligt – han snubler i snørebåndene på vej ned ad trappen – og han griber instinktivt ud efter det reb, der sidder i væggen som gelænder. Men vægten af en voksen mand er for meget for den skrue, der holder rebet fast i væggen – og Wunderlich falder. Han lander med hovedet først på stengulvet i kælderen. Hans venner bli’r vækket af larmen – og finder ham i en blodpøl på gulvet. Han dør dagen efter på hospitalet, 9 dage før sin 36 års fødselsdag. I dag for præcis 50 år siden.
Hvis han nu bare havde bundet de snørebånd …
https://www.youtube.com/watch?v=vaEHmZAG-zo
Hvad har Beatles og Vladimir Horowitz til fælles?
Måske umiddelbart ikke så meget – men så alligevel. Både de fire drenge fra Liverpool og pianisten, der blev kaldt den sidste romantiker, er repræsenteret i en ny bog, der udkom i fredags, og som jeg har læst her til formiddag. En meget personlig og gribende historie om, hvordan musikken somme tider kan bestemme et menneskes liv. Jeg begyndte med at ville læse et enkelt kapitel – og endte med ikke at lægge bogen fra mig, før jeg var færdig.
Meget af bogen handler om musik og musikere, som jeg ikke har noget særligt forhold til – musikere som Franz Zappa, Steve Winwood og Joni Mitchell … men jeg blev alligevel revet med af begejstringen og den personlige historie om, hvad de hver især har betydet for bogens ophavsmand.
Forfatteren er musikformidleren Per Wium, som både er min gode ven og min gamle kollega fra min tid som fastansat på P2 i 90’erne. Jeg kan især huske Per for begejstringen – måske ikke så meget for den retning, DR bevægede sig hen mod i de sidste år af hans ansættelse frem til 2007, men for musikken, uanset genre.
I bogen “Så hårene rejser sig” skriver Per om sine første musikoplevelser med The Beatles da han var 9 år gammel … og han skriver om sin egen musiker- og formidlerkarriere, som bl.a. har gjort ham til den første, medierne ringer til, hvis der skal nogen i studiet i relation til The Beatles. Og selvfølgelig er Beatles med i bogen – men for alle, der kender Per som formidler netop dem, kommer der her kød på resten af historien – et fantastisk levende tidsbillede af især 70’ernes og 80’ernes musikliv i krydsfeltet at være udøvende i den rytmiske genre med navne som C.V. Jørgensen og Lotte Rømer og “dagjobbet” på DRs klassiske musikkanel P2.
Jeg kan varmt anbefale Pers bog til alle, der har mødt ham i forbindelse med de mere end 600 foredrag, han de seneste år har givet om The Beatles overalt i Danmark, eller måske har hørt ham i radioen – og er blevet fascineret af hans evne til at gøre andre begejstrede for det, han selv brænder for. Musikformidling på højeste plan.
Bogen kan bl.a. købes hos Saxo her. God læselyst!
Danish composer wins Gramophone Award with Barbara Hannigan in front
Danish composer Hans Abrahamsen had just won the 2016 Gramophone Award the Contemporary Music category for the world prémiere recording of the song cycle “Let me tell you”, recorded by the soprano Barbara Hannigan (to whom the work is written).
Read the original review on the Gramophone website here.
I’m proud to boast that I am currently working as librettist with Hans on his first full scale opera for the Royal Danish Opera, to be premiered in 2019.
Congratulations to Hans, Barabara and all involved in this award winning recording.
Supersopranens første 20 år på scenen
Jeg hørte hende første gang ved den sangerkonkurrence, som Det Kongelige Teater og Danmarks Radio gik sammen om at etablere i kulturbyåret 1996. Copenhagen Singing Competition blev en éngangsforeteelse, men det blev starten på karrieren for svenske Iréne Theorin. Elev på OperaAkademiet i København som allerede havde kontrakt på Det Kongelige Teater, og som stadig helt fornuftigt sang både Mozart og Verdi mange år frem.
Men for ca. 10 år siden begyndte det for alvor at rykke i den internationale karriere. Stemmen var klar til de helt store udfordringer i Wagners heltindegalleri; Isolde og Brünnhilde er nu Iréne Theorins faste rejsekammerater, og den evige turné er gået til både Metropolitan i New York, Covent Garden i London, Wiener Staatsoper, Deutsche Oper i Berlin – og de helt særlige Wagnerfestspil i Bayreuth.
I år kan hun se tilbage på karrierens første 20 år, og en udvikling, der bragte hende præcis de steder hen hun drømte om, da hun begyndte. Jeg ved det, for jeg interviewede hende adskillige gange i min tid i DR i 90’erne, og senere kom jeg til at arbejde sammen med hende på Det Kongelige Teater i Kasper Holtens cheftid.
Derfor er det en særlig glæde at jeg har fået lov til at præsentere hendes Wagnerkoncert i aften i Tivolis Koncertsal med Tivoli Copenhagen Phil og dirigenten Giordano Bellincampi. Der er stadig billetter at få – læs mere her.
Koncerten i aften slutter med noget af det mest fantastiske musik, jeg kender – Isoldes Liebestod, som sopranen også i selve operaen synger som afslutning på aftenen. I dag gøres det næppe bedre og med flere nuancer i stemmen end af Iréne. Hør bare her, hvor svagt hun begynder første frase, og hvor meget kontrol hun har over både stemme og udtryk. Jeg glæder mig virkelig til i aften!
