Musikkens verden er blevet globaliseret – præcis som resten af samfundet. Bare i løbet af de sidste 40 år, som jeg kan huske, er der mange ting der er blevet helt anderledes. For eksempel hvordan operasangere får hjælp under forestillingerne.

Karen Hoffman var i 45 år sufflør på Det Kongelige Teater. Ikke for skuespillerne – men for operasangerne. Og der var noget at lave, når man hele tiden skulle være et par slag foran i partituret og gi’ somme tider mange sangere de rigtige stikord på præcis det rigtige tidspunkt.

Natten mellem 24. og 25. juni 1944 går Tivolis gamle koncertsal og en masse uerstattelige noder op i flammer. Det er to danske nazister, der er skyld i katastrofen.

100 år tidligere er H.C Lumbye landets største popstjerne. Hans orkester er en sensation, da Tivoli åbner i 1843, og københavnerne jubler over de nye valse, polkaer og galopper.

Tag med på rejsen tilbage til en tid, hvor musikere – og alle andre – drikker rigeligt under udførelsen af arbejdet, og hvor det ofte er så dårligt lønnet, at det var svært at mætte en familie. Tivoli reagerer på nye trends gennem tider med både krig og kolera – hele tiden med bevistheden om arven efter Lumbye.

Følg den musikalske underholdningsindustris rivende udvikling i København fra enevældens tid, hvor seks blæsere hver dag spiller i syv timer på karrusellen i Tivoli, og frem til besættelsestiden, hvor swing­pjatterne forager, mens Leo Mathisen spiller. Lige til den dag, hvor nazisterne sprænger en fjededel af Tivoli i luften.

Her kan du ganske gratis læse de to første kapitler af min kommende bog “Arven efter Lumbye – musik og musikere i Tivoli 1843-1944”. Bogen udkommer på Tivolis fødselsdag 15. august 2020:

Henrik Engelbrecht – Arven efter Lumbye – kapitel 1 og 2

Sopranen Elsa Dreisig er i finalen i Plácido Domingos Operalia-konkurrence, som denne gang finder sted i Guadalajara i Mexico. Elsa Dreisig (ikke at forveksle med sopranen Elsebeth Dreisig, der faktisk er moster til Elsa) er halvt dansk og halvt fransk, bor i Frankring og har studeret på konservatoriet i Paris.

Læs mere om Elsa Dreisig her, og om Operalia-konkurrencen her.

Elsa Dreisig er altså blandt de 12 finalister, der i aften (i nat dansk tid) skal synge akkompagneret af det lokale symfoniorkester i Guadalajara og Domingo selv som dirigent. Hør i mellemtiden Elsa Dreisig i en optagelse fra finalen i Dronning Sonja-konkurrencen i Oslo sidste sommer, hvor hun vandt 2.-pris. Her i musik fra Charpentiers opera Louise:

Der er sikkert mange, der husker koncertopførelsen af Bellinis opera Puritanerne i Tivolis Koncertsal for to år siden. Jeg gør – for det var – i al beskedenhed – min idé at Lawrence Brownlee og Sarah Coburn skulle synge hovedpartierne som Arturo og Elvira, og at bel canto-specialisten Giancarlo Andretta skulle dirigere.

Nu vender to af dem tilbage til Tivoli – prøverne er begyndt, og på lørdag synger Sarah Coburn et program med sine egne yndlingsarier sammen med Tivoli Copenhagen Phil og Giancarlo Andretta. Persongalleriet byder på både en kvik teenager fra Sevilla, en pige fra Verona, som Shakespeare lagde pænt mange forhindringer i vejen for, en kvinde med solide søvnproblemer, en halvprostitueret pantomimedanserinde – og en skotsk kvinde med visse mentale udfordringer. Med andre ord en helt normal aften i operaens verden.

Der er stadig billetter til koncerten – læs mere på Tivolis hjemmeside her.

Du kan også æse mere om Sarah Coburn på hendes egen hjemmeside – og her er et klip med én af de arier, som hun synger på lørdag; vanvidsscenen fra Donizettis Lucia di Lammermoor. Her på optagelsen er det nu ikke den italienske originalversion (som er den, hun synger i Tivoli) hun har en klaverprøve på, men den franske udgave – inklusive et højt F!

Jeg præsenterer i øvrigt selv koncerten på lørdag, og kniber igen mig selv i armen over, at det egentlig er et arbejde. Ses vi i Tivoli?

En trist dag, ikke mindst for de omkring 3000 unge musikere, som i løbet af de sidste 40 år har spillet i The European Union Youth Orchestra (EUYO), som lukker pr, 1. september i år. Også mange danske musikere har været gennem møllen, og fået deres første oplevelser af at spille i orkester på virkelig højt plan med verdens førende dirigenter.

EU-komissionen har simpelthen droppet støtten til orkestret, grundlagt af Claudio Abbado, som var tilbagevendende dirigent for det i mange år.

EUYO er “den eneste organisation i verden, der rekrutterer og bringer unge musikere sammen hvert år i den europæiske ånd”, siger orkesterchef Marshal Marcus. “Hvis EU ikke er villige til at støtte deres eget ungdomsorkester, må det lukke. En trist dag for EU.”

Læs mere her. Og se, hvordan du kan støtte orkestret her.

Her er en 78’er fra samlingen – med to belgiske brødre, Jean og Pierre Gennin, som var piccolovirtuoser på en tid (omkring 1930), hvor man kunne leve af den slags selv i Bournemouth, hvor de spillede i det lokale byorkester.

Hvad er bedre end én piccolo?

For nylig udgav Deutsche Grammophon en opera skrevet af den canadiske sanger og sangskriver Rufus Wainwright. Og i forgårs optrådte han sammen med sopranen Sarah Fox – i kirsebærduetten fra Mascagnis opera L’amico Fritz, som Den Jyske Opera netop har turnéret landet rundt med. .

Rufus Wainwright begyndte som 6-årig at spille klaver, og som 13-årig stod han på scenen sammen med moren, tanten og søsteren Martha i gruppen The McGarrigle Sisters and Family.

I 1998 udsendte Rufus Wainwright sit selvbetitlede debutalbum, der endte på mange anmelderes liste over årets bedste albums. Hans andet album Poses udkom i 2001 og blev fulgt af et længere turneophold sammen med Tori Amos.

I 2002 flyttede Rufus Wainwright til New York, hvor han påbegyndte et samarbejde med produceren Marius deVries. Det førte først til ‘Want One’ i 2003 og året efter fulgte ‘Want Two’.

I 2003 havde han stor succes med en coverversion af Leonard Cohens sang Hallelujah, der blev brugt i filmen Shrek. Den solgte dobbelt platin i USA og solgte over 2 millioner eksemplarer.

Kan han så synge Mascagni? Døm selv:

https://www.youtube.com/watch?v=mbUiCej_Nn8

Han sang baspartier ved Mariinskij-teatret i Skt. Petersborg i 30 år fra 1959 og frem – men i dag er der ikke mange, der kender Boris Sjtokolov. Født i 1930, død i 2005. Men han fik ikke sunget meget i vesten, og hans plader er ikke blandt dem, pladeselskaberne står i kø for at genudgive. Godt, at YouTube eksisterer, og at behjertede russiske operafanatikere har lagt en del af hans indspilninger op.

Og nu, inden tenorerne overtager pladsen her fuldstændig i december, synes jeg, at det luner på en kold aften med en fuldstændig fantastisk basstemme i Gremins arie fra Tjajkovskiijs “Eugen Onegin”. God fornøjelse!

Tenoren Tonny Landy har netop modtaget Copenhagen Opera Festivals nyindstiftede hæderspris. Der er nok ikke mange andre, der har introduceret SÅ mange danskere til operagenren som den nu 78-årige, stadig aktive, sanger.

Jeg har haft den store fornøjelse at undervise sammen med Tonny på et par af hans sommerkurser, og set hvordan han på blot en halv time kan rykke unge talenter en kilometer eller to.

Stort tillykke med den velfortjente pris – lad os skrue tiden til 1970’erne, hvor Tonny Landy sang på GöteborgsOperan, bl.a. som Fenton i Verdis Falstaff. Det her gøres ikke meget bedre:

Flere anbefalinger fremover

Som mange af jer ved, har jeg efter fem somre i Tivoli valgt at stoppe som musikchef.

Det har være fem herlige sommerfestivaler, og jeg er meget stolt af de resultater vores team, festivalen og Tivolis Symfoniorkester/Copenhagen Phil har nået i denne periode.

Somme tider træffer pladeselskaber afgørelser, der forfølger dem i årtier. Som da Decca i 1961afviste fire unge mænd fra Liverpool, fordi “guitar-grupper er på vej ud”. The Beatles klarede sig nu fint alligevel, men Decca har måttet høre for det lige siden. Til gengæld var de klar med kontrakten på det helt rigtige tidspunkt, da en 28-årig mand fra Modena i Italien tre år senere havde debuteret (på afbud) på Covent Garden; den unge Luciano, som senere skulle blive den mest ikoniske operasanger i den 20. århundrede – og nej, jeg har ikke glemt Callas. Billedet af den store, smilende mand i kjole og hvidt, med fuldskæg og et stort, hvidt lommetørklæde i venstre hånd blev i 90’erne kendt ikke blot i de vestlige lande, der som regel udgør operaens domæne, men ud i alle kroge af verden.

Luciano Pavarotti døde for seks år siden, og i denne uge udkom første del af Deccas markering af 50-året for deres allerførste indspilning med den tenor, der totalt dominerede deres katalog helt frem til midten af 90’erne. 27 cd’er i boks i en størrelse, der nemt kan gøre gamle lp-nørder svage i knæene – og endda med en vinyl-reproduktion af den allerførste ep som en ekstra bonus. Jeg brugte mange år på at lede efter originalen i endeløse rækker af singler i second-hand-pladeforretninger, men forgæves. Nu har jeg den så (næsten, i hvert fald), og selv om både den og alt andet på de 27 cd’er har været udgivet før, så har det aldrig været gjort så gennemført og lækkert som her: alt er lydmæssigt restaureret i 24-bit/96kHz-kvalitet, og lyder bedre end nogensinde.

Boksen gemmer på både 11 komplette operaindspilninger, to recitals, Verdis Requiem og en bonus-cd med bl.a. uddrag fra  Pavarottis debut i 1961 (som nu ikke er nyopdaget, som teksthæftet påstår, men har været udgivet i flere sammenhænge før). Alt er fra de første ti år af karrieren, og hele vejen igennem kan man nyde den friske, faste, åbne tenorlyd i flere af de roller, Pavarotti gjorde bedre end nogen anden før eller siden; Hertugen i Verdis Rigoletto (med både barytonen Sherrill Milnes og den finske bas Martti Talvela – heller aldrig overgået på cd), Rodolfo i Puccinis La Bohéme med barndomsvennen Mirella Freni og Herbert von Karajan, Macduff i Verdis Macbeth og Nemorino i Donizettis Elskovsdrikken, for nu blot at nævne de partier, jeg simpelthen ikke kan forestille mig andre synge bedre end det bliver gjort her. Og hans ingemisco-sats i Verdis Requiem dirigeret af Georg Solti er måske det mest gribende øjeblik på alle 27 cd’er.

Interessant er det især at følge hans udvikling i rollen som Rodolfo fra debuten i 1961 og til indspilningen med Karajan 11 år senere. Der er tre versioner af den berømte kolde-hånd-arie på sættet, og det er tydeligt hvor meget der rent teknisk falder på plads for Pavarotti undervejs. I de første indspilninger (1961 og 1964) dækker han ikke altid sin stemme så effektivt som senere, og han mister også støtten flere steder, og hænger intonationsmæssigt en smule i underkanten – noget, han stort set aldrig gør efter 1965-66, hvor han bl.a. fik stor teknisk hjælp af sopranen Joan Sutherland, der sammen med sin mand, dirigenten Richard Bonynge, tog Pavarotti under sine vinger og sang med ham et utal af gang både på scenen og på plade. Det er så samtidig min eneste reservation omkring Pavarottis tidlige indspilninger; Sutherland er en klang, man enten elsker eller hader. Personligt er jeg – selv om jeg sagtens kan følge hendes fans – ofte virkelig irriteret over hvor lidt vægt, hun lægger på at synge en bare nogenlunde forståelig tekst, og det berømte billede af en sanger med en varm kartoffel i munden passer faktisk tit ret perfekt på hende.

I det store teksthæfte er der masser af billeder af den unge (og flotte!) Pavarotti, samt store reproduktioner af de originale lp-forsider. Alle teksterne til operaerne kan downloades gratis i pdf-format (så sparer man ganske praktisk også lige en bid regnskov) ved hjælp af en kode, der følger med sættet, og der er kun én ting, der er virkelig irriterende; ventetiden på det næste sæt, med indspilninger fra 1974-84. Også her er der en perlerække af indspilninger, der for mig er helt uomgængelige. Og som jeg stadig den dag i dag (selv om jeg har hørt de fleste mange, mange gange) med stor fryd sætter på igen og igen … og igen.

Sættet her kan varmt anbefales til alle, der som jeg elsker Mr. P., og som vil høre ham i absolut topform på højden af karrieren. Som i klippet her fra 1970, hvor han – uden fuldskæg – synger netop ingemisco-satsen fra Verdis Requiem med den nyligt afdøde Claudio Abbado.

https://www.youtube.com/watch?v=K2Ljv01tBK4

De havde arbejdet sammen siden hun i 1967 var solist på den allerførste indspilning han lavede for pladeselskabet Deutsche Grammophon. Og de blev fotograferet, unge og flotte, til coveret.

Martha Argerich arbejder ikke sammen med hvem som helst – og én af de dirigenter, der altid fik det bedste frem i hende, var netop Claudio Abbado.

Kort efter hans død i sidste måned dumpede en liveoptagelse af to Mozart-klaverkoncerter med samme team ind på mit bord.

På liveoptagelsen fra Luzerne-festivalen 2013 medvirker også Abbados eget, lille Orchestra Mozart med håndplukkede musikere, som han i de sidste år af sit liv lavede en hel række meget fine Mozart-indspilninger med. Her gælder det klaverkoncerterne nr. 20 og 25, og der er jo en del konkurrence på plademarkedet på dét felt. Alligevel er det en cd, som er blevet hængende i min afspiller i de sidste uger. Argerich og Abbado er simpelthen på et musikalsk niveau, hvor det elegante, det elektriske og det lyriske smelter sammen i en tilstand af både intimt, kammermusikalsk sammenspil og uendelig tillid og fortrolighed mellem orkester og solist. To af de sidste 50 års allerstørste musikere sammen en sidste gang. Læs mere om cd’en her – og hør lidt af den via linket herunder:

Han gik på Juilliard School, debuterede i Carnegie Hall som 13-årig, og var generet udråbt som sin generations nye violintalent.   Han brugte ikke rigtig dét med at spille forkert, og hans kombination af udtryk og perfektion er stadig i dag næsten overvældende, når man hører hans optagelser.

Et rigtig godt bud på en  investering i de bedste hans indspilninger er seks cd’er udgivet af EMI i deres billige ICON-serie, hvor han både spiller nogle af de store violinkoncerter af Paganini, Tjajkovskij, Wieniawski, Mendelssohn og Bruch, og også en fuldstændig blændende version af Paganinis 24 capricer for soloviolin, samt en pæn bunke af de mest populære ekstranumre for instrumentet. Læs mere om indholdet her.

Michael Rabin døde efter et fald i sin lejlighed i New York kun 35 år gammel.

I denne uge blev jeg interviewet af Jakob Wivel fra DRs P2 til en udsendelse i serien “Nørderne kommer”. Og jeg må indrømme, at titlen nok er meget velvalgt, for vi snakkede udelukkende om den tyske tenor Fritz Wunderlich i halvanden time.

Wunderlich er én af grundene til, at jeg overhovedet beskæftiger mig med opera og klassisk musik. De første lp’er jeg fik som dreng var med ham, og jeg har elsket hans stemme lige siden; den enorme livsglæde, han udstråler – uanset om han synger Alban Berg eller en tysk schlager – får mig altid til at smile, når jeg lytter.

Hvis du nu ikke er så velbevandret i Fritz Wunderlichs pladeindspilninger, så kan jeg varmt anbefale denne fine udgivelse fra Deutsche Grammophon, hvor man på 7 cd’er kommer hele vejen rundt om hans repertoire. Fra Bach og Mozart over Verdi, Puccini og Richard Strauss – lyt f.eks. til Salzburg-optagelsen af Richard Strauss’ Die schweigsame Frau – over de tyske lieder af Schubert og Schumann til nostalgiske wienersange og ægte tenorhits. En skøn rejse gennem en karriere, der desværre kun varede 10 år. Se mere om sættet på Deutsche Grammophons hjemmeside her.

Wunderlich døde i 1966, men heldigvis er der bjerge af optagelser at gå i gang med. Her et klip fra en tv-optagelse af Taminos arie fra Tryllefløjten – Wunderlichs signaturrolle om nogen. Man forstår det godt.

Temaet for årets tenorjulekalender har jo været musik af Verdi og Wagner – men her juleaftensdag gælder reglen heldigvis ikke. Derfor kan jeg afslutte med den lyd, der for mig mere end noget andet er lyden af julen; Jussi Björling, der synger Adolphe Adams ‘Cantique du Noël’ på svensk.

Rigtig god jul til alle jer, der fulgte med i kalenderen – jeg håber, at der ligger masser af hårde pakker med musik på alle medier under træet til jer senere i dag. Jeg vender tilbage med mere her på siden i 2014, hvor jeg begynder at anbefale nye cd-udgivelser og lægger smagsprøver ud hele året – ikke kun til jul. Husk, at du kan tilmelde dig mit nyhedsbrev allerede nu – se mere på forsiden.

Og jeg lover allerede nu; der kommer også en julekalender til næste december …

Den næstsidste låge i årets tenorjulekalender er med en fransk/siciliansk tenor, der stadig i en alder af 50 har bevaret sin stemme frisk og ung, ikke mindst på grund af en solid og sund teknik. Og så er han faktisk en virkelig behagelig mand, der elsker at nørde om indspilninger med sangere fra gamle dage – det synes jeg jo for eksempel er vældig sympatisk.

Han sang, da vi åbnede Operaen med Aida tilbage i 2005, og vi havde også fornøjelsen af ham i Tivoli for et par år siden. Her er Alagna tilbage i 1992 som 29-årig i Verdis La Traviata med Riccardo Muti og La Scala-orkestret. 

http://www.youtube.com/watch?v=h-_KTA-QEdI

Dagens låge i julekalenderen er for en enkelt gangs skyld ikke et klip med en tenor – men en adventsgave; en guide til en Wagner-opera, som snart kan opleves igen i Danmark. Der er nemlig ikke længe til, at Den Kongelige Opera har premiere på Den flyvende hollænder – og i den anledning har jeg lavet en lille adventsgave (eller måske en mandelgave?) til alle jer, der trofast har fulgt med i min kalender.

Jeg har skrevet en lille 18-siders operaguide til Wagners Den flyvende hollænder – en e-bog, som du kan få tilsendt som pdf-fil ganske gratis. Så kan du enten læse den på din iPad eller computer, eller du kan printe den (den er ret praktisk i A4-format). Og du er meget velkommen til at dele den med dine venner og familie – den er som sagt til ganske fri afbenyttelse. Du kan både læse historien om hvordan Wagner skrev Den flyvende hollænder, læse om handlingen i operaen og få mine egne bud på de bedste cd- og dvd-indspilninger.

Og nu er der jo kun to låger mere tilbage i julekalenderen – så noget må der gøres. Jeg har derfor besluttet, at jeg i det nye år både anbefaler nye cd’er her på siden, og sender regelmæssige nyhedsbreve ud med både anbefalingerne og klip fra YouTube med små historier om sangere og musikere fra før og nu.

Du sender blot en besked til mig på formularen nedenfor, så sender jeg e-bogen til dig i en adventsgave-mail i løbet af dagen, og sørger for, at du fra januar får mit gratis nyhedsbrev med cd-anbefalinger, nyheder og YouTube-klip. Der er jo også en tid EFTER julemåneden.

Hvis du kun vil have bogen og ikke ønsker at modtage mine nyhedsbreve fremover, kan du blot skrive det i kommentarfeltet.

Fortsat god fjerde søndag i advent!

[contact-form-7 id=”306″ title=”Kontaktformular 1″]

Den korsikanske tenor César Vezzani blev født i 1888, og dermed ramte hans karriere direkte ind i første verdenskrig; egentlig skulle han til USA i 1914-15-sæsonen, men så brød krigen ud, og han måtte i trøjen i stedet.

Han blev såret i kamp, og genoptog sin sangerkarriere mod slutningen af krigen. Han sang på de franske provinsteatre, og under anden verdenskrig var han endda en del på operaen i Algier. Han opnåede helt uforståeligt aldrig at synge på pariseroperaen, eller for den sags skyld at blive særlig kendt udenfor Frankrig og Korsika.

Vezzani døde fattig og glemt på et hospital i Toulouse i 1951, og overlevede kun de sidste år af sit på grund af vennernes gavmildhed. Han blev begravet i sin hjemby Bastia, hvor der er en lille vej opkaldt efter ham. Jeg har selv set gaden.

http://www.youtube.com/watch?v=0hrTBeOIa0k&noredirect=1

Tenorjulekalenderlågen byder i dag på den hollandske heltetenor Hendrik Appels, som egentlig skulle have været tandlæge, og mildt sagt ikke er så kendt som sin fire år yngre danske Wagner-sanger-kollega Lauritz Melchior. Appels fik en fin karriere, først og fremmest i Berlin og München, men i dag er der ikke mange, der siger “nå, ja, ham!”, når man nævner hans navn.

Er det nu også retfærdigt, at Appels bare blev glemt helt? Hør lige en pragtstemme – her i en arie fra Wagners Rienzi, som stort set er alt, hvad man hører til den opera i dag. Men arien her synger Wagner-tenorer til gengæld også ofte og gerne til koncerter og på plade – man forstår godt hvorfor.

Den danske Wagnersanger Lauritz Melchior indspillede i 1948 filmen ”Luxury Liner” (eller “Kærlighed om bord” på dansk) – i de glade dage, hvor handlingen i en Hollywood-film kunne omfatte en teenagepige med sangerambitioner, men dømt til et længere kostskoleophold, der i stedet sniger sig om bord på farmands luksusliner på vej til Rio med et klientel, der bl.a. omfatter Danmarks gennem tiderne mest berømte sanger, som hedder Olaf Eriksen i filmen.

Nej, man skal ikke fokusere på handlingen i den film, men bare nyde en 58-årig tenor synge Winterstürme fra Wagners Valkyrien, så selv en Dirch Passer-look-alike-kahytsjomfrus hjerte må smelte…

I går var José Carreras i centrum – i dag er det en anden tenor med lignende problemer. Fristelserne for tenorer er mange, og én af de farligste er, når de får tilbudt roller, som er for tunge for dem på det sted i stemmens udvikling, de befinder sig. Både Carreras og Giuseppe di Stefano sagde ja tak til roller, som de skulle have takket nej til, og i hvert fald ventet nogle år med synge. Hvis man hører optagelser med di Stefano fra tiden omkring hans debut lige efter 2. verdenskrig er det en smuk, lyrisk stemme – én af de smukkeste, jeg har hørt.

Men blot 10 år senere var han mærket af for tunge roller, sunget med en alt for risikabel teknik, og de fleste optagelser fra anden halvdel af 1950’erne og frem er ikke rare at lytte til. Helt skrækkeligt bliver det, da han og Maria Callas tager på verdensturné i 1973-74. Her var kun ruiner tilbage af de to stemmer, desværre.

Men da han var på toppen, var han altså fantastisk. Hør engang her, i en sjælden optagelse fra Rio de Janeiro i 1948 – La donna é mobile fra Verdis Rigoletto. Og nyd især hans diminuendo på 1’48 … det er altså ret godt. Og nej, så er der lige en tone, han ikke når helt op på (2’11), men han kompenserer pænt lige bagefter.

http://www.youtube.com/watch?v=qhVgUFiCJnQ