Mine seneste anbefalinger og artikler

Dagens tenor – Franco Corelli

Dagens tenor – Franco Corelli

CorelliDagens tenor er fra Ancona, og som ung mand gik han til hånde på det det flådeskibsværft hans far arbejdede på. Her gik Dario Franco Corelli så og bankede rust af skibene ved Adriaterhavskysten – og sang selvfølgelig til arbejdet. Det lød en del bedre end kollegagennemsnittet, og han stillede op til en lokal sangerkonkurrence. Han vandt ikke, men til gengæld blev han opfordret til at få rigtig undervisning, og blev elev på konservatoriet i Rossinis fødeby, Pesaro.

Læreren hed Rita Pavoni, og det gik ikke godt med undervisningen. Corelli mistede hurtigt sine høje toner, og han droppede konservatoriet. Heldigt nok, for snart havde han selv fået styr på stemmen igen, og brugte resten af sit liv til at advare alle mod sanglærere generelt og kaldte dem for “farlige mennesker” og en “pest for sangere”.

Corelli var et naturtalent, og efter en fin karriere i Italien blev han fast inventar på The Met i New York mellem 1961 og 1975. Her er han på skøn hjemmebane i en neapolitansk sang. Det bliver ikke bedre.

https://www.youtube.com/watch?v=ksk17puzMPo

Dagens tenor – Louis Orliac

Dagens tenor – Louis Orliac

Vi tror måske i dag, at operarepertoiret er en nogenlunde statisk ting, og at Tosca, La Traviata, Carmen og Tryllefløjten har været de mest spillede operaer i de sidste 100 år. Det er kun næsten rigtigt, for der er afvigelser. Nogle af de titler, der var ekstremt populære for 70-80 år siden, er stort set gledet helt ud af repertoiret – f.eks. en opera som Ambroise Thomas’ Mignon eller Flotows Martha. En tenorarie, som har lidt samme skæbne, er “Je pense à vous” fra François Bazins opera Maître Pathelin fra 1856. En arie, som mange franske tenorer indspillede i første halvdel af det 20. århundrede, men som nu næsten er glemt – selv om Roberto Alagna faktisk har indspillet arien for nogle år siden.

“Den berømte tenor fra Toulouse” står der på etiketterne på Louis Orliacs meget sjældne plader fra omkring 1930. Vi ved ikke præcis hvor mange, han indspillede, men i hvert fald fem arier har overlevet diverse “jeg-smider-altså-de-gamle-lakplader-på-lossepladsen-nu”-aktioner, som også franske familier har udført, når pladsen i skuret eller på loftet blev for trang. Vi ved ikke, hvornår han er født, og heller ikke hvornår han døde. Ingen opslagsværker fortæller om stemmen her, selv om vi altså kan regne ud, at han har været en stor tenor i den sydfranske provins. Og heldige var de, dernede i Toulouse, for en tenor, som slynger et så ubesværet højt C ud, som Orliac gør her i andet vers af den glemte arie fra Maïtre Pathelin, ville sikkert have kunnet få en fin karriere i langt større operahuse…men måske elskede han bare sin hjemby så meget, at han ikke kunne drømme om at flytte. Som sagt – vi ved det ikke. Men stemmen – den har vi heldigvis.

Dagens tenor – Gino del Signore

Dagens tenor – Gino del Signore

del_signoreDagens låge afslører en tenor, som ikke blot havde en pæn operakarriere, og bl.a. sang i Massenets Thaïs på La Scala i 1942, men som ved siden af havde en fin sidebeskæftigelse i 30’erne.

Som så mange andre tenorer på den tid var der bud efter Gino del Signore, også til andet end opera. Pladeselskaberne var altid på jegt efter gode stemmer til tidens hotteste udgivelser – her et skønt eksempel sammen med det, der vel må være Italiens svar på The Andrew Sisters.

Ikke så meget snak – nyd bare en ubesværet, let tenor … perfekt til en decemberdag, selv om det faktisk er en forårssang.

https://www.youtube.com/watch?v=5bQw6quJZ04

Dagens tenor – Virgilijus Noreika

Dagens tenor – Virgilijus Noreika

virgilijus-noreika-502e4ec824704Tenorjulekalenderen skal da også en tur forbi Litauen, også selv om Virgilius Noreikas karriere var sovjettisk som så meget andet i landet dengang. Styret, for eksempel.

Noreika blev født i 1935, og underviser endnu. Og selv om han altså frem til 1989 levede bag jerntæppet, fik han faktisk lov til at få en international karriere, som bragte ham til La Scala i Milano, Pariseroperaen og Teatro Colón i Buenos Aires. Ikke så mærkeligt, når man hører stemmen her.

Musikken er fra Rakhmaninovs opera Aleko – optaget i Fagforeningernes Hus i Moskva i 1965.

https://www.youtube.com/watch?v=xmMDpucTDK8

 

 

 

 

 

Dagens tenor – Gösta Björling

Dagens tenor – Gösta Björling

GostaBjorlingscaledNej, ikke Jussi – men bror Gösta, som var med i de hårde dage, da brødrene (som også talte Olle) som små drenge måtte tjene til livets ophold sammen med deres far som omrejsende drengesangere med voksenteknik. David Björling var en hårdhændet sangpædagog, men drengene fik en solid ballast med sig videre i deres sangerliv.

Jussi blev som bekendt én af historiens største tenorer overhovedet – men Gösta sang faktisk i mange år på Kungliga Operan i Stockholm, især som karaktertenor. Han når selvfølgelig ikke Jussi til noget, der bare nærmer sig sokkeholderne – men man kan virkelig godt høre familieskabet i lyden. Og hvis man nu IKKE sammenligner med Jussi, så er det faktisk ret smukt, ikke?

 

 

 

Dagens tenor – Luciano Pavarotti

Dagens tenor – Luciano Pavarotti

Luciano-Pavarotti-Edition-1-The-First-DecadeDet er jo egentlig sjovere med tenorer, som ikke så mange kender – men HAM her kommer vi altså ikke uden om her i kalenderen. Og nej, han får ikke lov til at synge Nessun dorma eller danne trio med to andre tenorer i dagens låge – vi skal tilbage til 1970, hvor han var med i solistkvartetten, da dirigenten Claudio Abbado opførte Verdis Requiem i Rom (det er en fejl, at der står 1967 på klippet i YouTube). Heldigvis optog RAI det hele, og her er tenorens “arie” (mange har jo kaldt dette requiem for Verdis bedste opera), Ingemisco’et. Nobody does it better …

 

Dagens tenor – Joseph Schmidt

Dagens tenor – Joseph Schmidt

SchmidtTenorjulekalenderen begyndte faktisk allerede tilbage i 2011 og det første klip, jeg postede, var med en tenor, der var en ægte filmstjerne i Tyskland og Østrig i 30’erne – i hvert fald indtil hans jødiske baggrund gjorde det umuligt for ham at blive i det område. Han forsøgte forgæves at flygte til Cuba, men døde i en svejtsisk flygtningelejr i 1942, kun 38 år gammel.
Joseph Schmidt var kun 1.51 høj…men som klippet her viser, var højden ikke det store problem for ham. På en anden måde, altså …

 

 

Dagens tenor – Bror Magnus Tødenes

Dagens tenor – Bror Magnus Tødenes

bror-magnus-todenes-remembering-jussi_2_2014-11-11-10-56-36Han er norsk, han er født i 1993 (sødt, ikke?) – og han er et kæmpe tenortalent! Han tager det heldigvis stille og roligt, men det tegner til at blive en rigtig stor karriere. Han har allerede udgivet sin første cd med titlen “Remembering Jussi” – og det er klart, at man sætter forventningerne højt, når man (eller agentur/pladeselskab) lægger op til sammenligning med den store, svenske tenor.

Det er der naturligvis ikke mange, der kan leve op til – men Bror Magnus Tødenes er ikke desto mindre et ægte naturtalent, som er ved at få rigtig godt styr på stemmen – i en alder, hvor meget få tenorer er kommet så langt, som han er.

Hold øje med ham!

 

 

 

Dagens tenor – Georges Liccioni

Dagens tenor – Georges Liccioni

LiccioniDen franske tenor Georges Liccioni døde sidste år, 81 år gammel. Han var fast inventar på pariseroperaen fra 1964 og ti år frem, blot én af virkelig mange franske tenorer, som aldrig rigtig fik en karriere udenfor hjemlandet.

Også det repertoire, Liccioni sang, var fortrinsvist fransk. Han kendte f.eks. Jules Massenets operaer temmelig godt; alene rollen som Des Griux i Massenets Manon sang han ikke færre end 350 gange i løbet af sin karriere.

Her er en arie fra en anden af Massenets operaer, Mireille, der – ligesom Liccioni – fortjener mere opmærksomhed, end den får i øjeblikket.

 

Dagens tenor – Henry Burr

Dagens tenor – Henry Burr

aylt_label_burr-2_medDet er jo Elvis, der nærmest ejer “Are you lonesome tonight” … men den canadiske tenor Henry Burr havde faktisk allerede et hit med sangen på en 78-plade i 1927. Og hvis navnet Elvis i dag klinger en smule mere kendt end Henry Burr er det ikke på grund af antallet af plader; Burr påstod selv, at han havde medvirket på ikke færre end 12.000 indspilninger under navne som Irving Gillette, Harry Haley, Henry Gillette, Alfred Alexander, Robert Rice, Carl Ely, Harry Barr, Frank Knapp, Harry Haley, Al King og Shamus McClaskey. Alt sammen i tiden lige før den elektriske indspilningsteknik fik gjort tenorer med stemmer som Burrs arbejdsløse i popsammenhæng, fortrængt af de nye croonere med deres intime lyd.

Gérard Dicks Pellerin a-1640xlpc06513508-01-04Faktisk var hans egentlige navn Harry Haley McClaskey, og han begyndte karrieren som 13-årig drengetenor med det lokale millitærorkester i byen Saint Paul – og som 20-årig i 1902 begyndte han at indspille plader og fonografvalser med populære sange for den nye amerikanske pladeindustris helt store selskaber som Edison, Victor og Columbia. Han blev senere stjerne i flere radioshows, og endte med at skrabe en pæn formue sammen. Som han vistnok mistede i børskrakket i 1929.

 

 

 

Dagens tenor – Fritz Wunderlich

Dagens tenor – Fritz Wunderlich

WunderlichIngen tenorjulekalender uden Fritz Wunderlich. Han var min allerførste tenorhelt, og der er meget få sangere, der fylder helt så meget i min reol.

Her et skønt klip fra Richard Strauss’ Die schweigsame Frau, som Wunderlich sang i Salzburg i 1959 – på mange måder hans helt store gennembrud, og man forstår godt hvorfor; her er et helt eminent overskud og en glæde ved at synge Strauss’ vidunderlige fraser man skal lede virkelig længe for at finde magen til.

Og resten af operaen kan også anbefales på det kraftigste, i øvrigt …

 

https://www.youtube.com/watch?v=wRkMPL_GDx4

Dagens tenor – Helge Rosvænge

Dagens tenor – Helge Rosvænge

RosvængeTenoren i dag er faktisk en genudsendelse fra tenorkalenderen sidste år – men der er jo solide traditioner for netop at vise de mest populære julekalendere igen og igen. Og dette klip er noget helt specielt.

Danske Helge Rosvænge, havde en fin karriere i de store operahuse i Tyskland og Østrig – og også i temmelig tvivlsomme tyske film. Han blev født i København i 1897, og debuterede som Don José i Carmen i Neustrelitz. Senere var han ansat ved statsoperaen i Berlin fra 1930-44, og sang samtidig ofte både i Wien og München. Han sang både Mozart, Verdi, Puccini og Wagner (Parsifal i Bayreuth i både 1934 og 1936), og kunne på højden af karrieren synge et ubesværet højt D – f.eks. i den arie fra Adolphe Adams Postillonen fra Lonjumeau, som blev ét af hans største pladehits.

Dagens låge gemmer på et klip fra filmen Der Knalleffekt fra 1932, med hvad der MÅ være verdenshistoriens eneste forsøg på at gemme sig for en betjent ved at synge stretta’en fra Verdis Trubaduren ind i hovedet på ham. Læg også mærke til det alsidige orkester, som bortset fra den fantasifulde grundbesætning samt en ikke alt for sikker stilsans og ret løs omgang med præcision, ikke er blege for også at gøre det ud for kor.

Dagens tenor – Tonny Landy

Dagens tenor – Tonny Landy

tonnylilleI dag byder lågen i tenorjulekalenderen på et klip med den danske tenor Tonny Landy, som faktisk sang Almaviva i Rossinis Barberen i Sevilla allerførste gang jeg var i Det Kongelige Teater i 1978 – samme år, Tonny blev fastansat på teatret.

Her et skønt klip fra en tv-transmission af Donizettis Don Pasquale (på dansk) fra Det Kongelige Teater i 1986; foruden Tonny Landy er det den uforlignelige Aage Haugland, der spiller en af sine allerbedste roller her.

… og der er såmænd også et enkelt glimt af en ung Michael Schønwandt i orkestergraven undervejs …

Dagens tenor – Hendrik Appels

Dagens tenor – Hendrik Appels

Appels_Portret_Berlijn_2aTenorjulekalenderlågen byder i dag på den hollandske heltetenor Hendrik Appels, som egentlig skulle have været tandlæge, og mildt sagt ikke er så kendt som sin fire år yngre danske Wagner-sanger-kollega Lauritz Melchior.

Appels fik en fin karriere, først og fremmest i Berlin og München, men i dag er der ikke mange, der siger “nå, ja, ham!”, når man nævner hans navn.

Er det nu også retfærdigt, at Appels bare blev glemt helt? Hør lige en pragtstemme – her en arie fra én af Wagners tidlige operaer, Rienzi.

 

 

Dagens tenor – Bryan Hymel

Dagens tenor – Bryan Hymel

220px-Bryan_Headshot_19R0304I juli 2012 skulle Jonas Kaufmann have sunget det store tenorparti i Berlioz’ gigantopera Trojanerne på Covent Garden i London. Han måtte trække sig i sidste øjeblik på grund af en infektion, og ind sprang den amerikanske tenor Bryan Hymel, som ikke blot sang partiet på Covent Garden i stedet for Kaufmann, men som senere samme år også sprang ind i samme opera på The Met i New York for en indisponeret Marcello Giordani.

Faktisk havde Hymel allerede en karriere på mere end 10 år i store operahuse bag sig på det tidspunkt, men den slags indspring skaber overskrifter og opmærksomhed, og pludselig var Bryan Hymel et kendt navn, også blandt andre end nørder som mig. Her er en optagelse fra en koncert fra 2012, hvor Hymel synger den umenneskeligt hårde arie fra Rossinis Wilhelm Tell – og pludselig myldrer en lang række mænd endda ind på scenen. Gå ikke over sporet – der kommer kor! Og bliv ved til slutningen – den sidste tone er ikke den værste!

 

Dagens tenor – Anatolij Solovjanenko

Dagens tenor – Anatolij Solovjanenko

AnatolijAnatolij Solovjanenko blev født i 1932 i en minearbejderfamilie i Donetsk i Ukraine – og han én af de ufatteligt mange sangere, som nærmest ingen i vesten dag kender. Til trods for, at han i løbet af sin karriere både nåede at synge på The Met i New York og at indspille hele 18 LP’er med sange og operaarier.

Til gengæld er han bestemt ikke glemt hjemme i Ukraine; han var solist ved operaen i Kiev i over 30 år, og døde i 1999 af hjerteproblemer. I dag er der rejst en statue af ham i Donetsk, og den lokale operahus tog efter Solovjanenkos død navneforandring til hans ære. Idéen er hermed givet videre til det måske fremtidige Lauritz Melchior-operahus i København.

Her synger Solovjanenko en ukrainsk folkesang i begyndelsen af 1960’erne – med et vokalt overskud, der nok ville vække en del opsigt på en scene i dag.

https://www.youtube.com/watch?v=tX0Hh0_N2J4#t=18

 

Dagens tenor – Javier Camarena

Dagens tenor – Javier Camarena

CamarenaVelkommen til årets tenorjulekalender – presset har været stort fra mange sider, og selvfølgelig fortsætter den gode tradition både på min Facebook-side og her på hjemmesiden. Hvis du ikke allerede abonnerer på mit nyhedsbrev, så gør det nu, hvis du ganske automatisk vil have dagens tenor direkte i din indbakke hver morgen frem til jul (og husk, at du jo altid er velkommen til at afmelde nyhedsbrevet igen når vi når juleaften). Meld dig til her.

Den allerførste tenor i årets kalender skabte tidligere på året nærmest tumult på The Met, da han sang Rossinis Askepot – publikum klappede og råbte så meget efter den store arie i anden akt, at Camarena måtte synge den igen – og det er altså ikke noget, der sker ret tit på scenen i et operahus i dag (det har jo en vis hæmmende virkning på troværdigheden i den dramatiske opbygning, kan man sige). Det er ikke mærkeligt, at Camarena nu regnes blandt de tre-fire bedste bel-canto-tenorer i øjeblikket – og gad vide, om vi ikke runder et par af de andre i løbet af december måned her på siderne.

Her er et klip fra en koncert med Camarena på hjemmebane i Guanajuato i Mexico. Man mærker, at han har musikken her helt under huden – og har han stemmen til at gøre præcis hvad han har lyst til. God fornøjelse – også med resten af kalendermåneden.

https://www.youtube.com/watch?v=MaHBURPcHbk

Langtfra naivt – Vivaldi & Co. med kvaliteten i højsædet

Langtfra naivt – Vivaldi & Co. med kvaliteten i højsædet

006030Plademarkedet – inklusive det voksende download- og streamingmarked – har i over 100 år været domineret af ganske få, men til gengæld meget store, multinationale spillere på banen. I min levetid er der så derudover vokset en underskov af mindre selskaber op – ofte med specialer indefor ny musik, sjældent opførte operaer eller tidlig musik. Ét af de selskaber, som i disse år har allermest succes med netop tidlig-musik-nichen, er det franske Naïve. Ikke at de holder sig udelukkende til musik af Vivaldi, Bach og Rameau, for de udgiver faktisk både jazz, pop og electronica (læs mere på Naïves hjemmeside her).

Naïve blev grundlagt i 1997, og har siden da opkøbt nogle af konkurrenterne på området, bl.a. Astrée Auvidis og Opus 111. Ét af deres helt store projekter er deres monumentale Vivaldi Edition, som engang vil omfatte alle de tusindvis af nodesider af den venetianske mester, som er bevaret i nationalbiblioteket i Torino – ca. 450 værker i alt, både operaer, sonater, koncerter, kantater og meget andet. Projektet vil, når det er komplet, omfatte ca. 100 cd’er. Og det er den absolutte førstedivision af sangere og musikere, der er med på holdet; sangere som Sara Mingardo og Sandrine Piau, ensembler som Il pomo d’oro, Les Talents Lyrique, Il complesso barrocco og Freiburger Barockorchester, og instrumentalsolister som Riccardo Minasi og Dmitrij Sinkovskij.

005795Et enkelt eksempel blandt ufattelig mange er den femte cd i Vivaldi-udgavens serie med violinkoncerter, helt overlegent spillet af Dmitrij Sinkovskij og Il pomo d’oro. Såmænd vol. 52 i The Vivaldi Edition – og en ren perle fra første til sidste skæring, præcis som så meget andet fra det lille franske selskab.

Blandt de helt nye udgivelser fra Naïve er en cd med kontratenoren Franco Fagioli – en cd med musik af Nicola Porpora, i dag mest kendt som selveste Farinellis sanglærer, men i sin egen tid en kendt komponist af populære operaer (55 i alt) skrevet til tidens store kastrater. På den nye cd synger Fagioli 12 arier af Porpora, og igen er det slående, hvor meget inspiration han har fået fra kollegaen og mentoren Cecilia Bartoli. Men Fagioli plagierer ikke, han bruger Bartolis eksempel til at skabe sit eget udtryk, og man bliver i hver eneste arie revet med af hans fortællelyst, virtuositet og stemmemæssige omfang og overskud. Se og hør blot på klippet her:

Herbert von Karajan i 1980’erne – ikke en udpræget doven periode …

Herbert von Karajan i 1980’erne – ikke en udpræget doven periode …

DSC_7901I dag er jeg gået helt amok i 80’er-nostalgi. Den sidste af tre kæmpe-bokse med alle Herbert von Karajans orkesterindspilninger på Deutsche Grammophon er udkommet hos pladeselskabet Universal – dækkende Karajans sidste årti. Bestemt ikke en doven periode for den ikke længere helt unge (og slet ikke helt raske) dirigent. Det er faktisk utroligt, at han foruden det, der nu er udkommet på de 78 cd’er i det nye sæt, også havde tid til sine filmprojekter og ikke mindst operaproduktionerne/indspilningerne oven i hatten.

GALLERY-NEWOg Universal gør ikke noget halvt; den store, lækre boks indeholder ikke bare cd’erne, men hver eneste er lagt ind i sit originale LP-cover – blot formindsket. Inklusive de originale covernoter. Og såmænd også (og her er vi nok ovre i det mere nørdede hjørne) faksimiler af nogle af de originale, maskinskrevne indspilningsplaner med oplysninger om præcis hvornår hvilken optagelse fandt sted. Med tysk grundighed angivet ikke blot med dato, men også med tid. F.eks. er det jo rart at vide, at anden optagesession på 1989-indspilningen af Bruckners 7. symfoni med Wienerfilharmonikerne var 18. april kl. 16.00-17.46. Især hvis man (som jeg) fem dage senere sad i Musikverin og hørte symfonien ved hvad der blev Karajans allersidste koncert i Wien. Eller … måske ikke helt så nødvendigt. Men ret sjovt.

For mig, som har haft virkelig mange af indspilningerne i boksen på LP i sin tid, har det været en tur right down memory lane at bruge en lørdag på at genopfriske dem. Og at lytte til et par, som jeg faktisk aldrig havde hørt før. Og gennemgående for alt, hvad Karajan lavede i denne periode er, at der er en omhu i detaljerne, der må have taget enorme mængder af tid i både optage- og redigeringsfasen. Man må tage hatten af for Karajans sans for at realisere sine indre forestillinger om de værker, som han i mange tilfælde havde ikke blot arbejdet med hele sit voksne liv, men også indspillet op til flere gange tidligere, hans insisteren på, at det hele tiden kunne gøres bedre end sidst, og – ikke mindst – hans enorme arbejdskapacitet. Hele boksen er arrangeret kronologisk, og dermed får man virkelig et indtryk af, hvor meget manden knoklede, dag ud og dag ind på det højst mulige niveau.

Titelive_0028947934486_D_0028947934486Nu er der jo ikke længe til jul – og hvis jeg skal anbefale den ultimative julegave til alle, der vil have et bredt udvalg af orkesterlitteraturen med to af verdens bedste orkestre og en legende i det 20. århundredes dirigentverden, er der ikke mange udgivelser, der giver så god valuta for julegavekronerne. Her både Beethoven (alle symfonierne), Brahms (ligeledes alle symfonierne), Bruckner, Dvorak, Grieg, Haydn (seks cd’er med de sidste symfonier), Mozart, Ravel, Sibelius, Johann og Richard Strauss, Tjajkovskij, Wagner – og endda Carl Nielsens 4. symfoni, den eneste af danskrens symfonier, der slap gennem nåleøjet til Karajans repertoire. Alt i alt stemmer jeg for en hård gave under træet.

Se mere på traileren her:

Barokopera fra Rusland?

Barokopera fra Rusland?

Nej, vel?

Komponistnavnene står ikke ligefrem i kø i baghovedet – med god grund. Operalivet i Zarernes land i første halvdel af 1700-tallet var direkte import, først og fremmest fra Italien, og ikke før Mozarts tid begynder de første operaer på russisk skrevet af russiske komponister at dukke op.

st-petersburg_281541Mezzosopranen Cecilia Bartoli er altid frisk på et nyt eventyr, og de fleste af hendes seneste udgivelser er baserede på grundig musikforskning kombineret med samarbejder med tidens allerbedste tidlig-musik-ensembler. Hun har præsenteret arier skrevet til Maria Malibran, musik af den stort set ukendte italiensker Agostino Steffani, støvet gamle Gluck af igen – og hver gang med blændende dokumentation og ekstramateriale i form af videoklip fra optagelserne, fantastisk billedmateriale og tekster i de medfølgende cd-bøger (ordet booklet er ikke rigtig på sin plads når man skal beskrive de centimentertykke indbundne ledsagehæfter til Bartolis seneste udgivelser) – ja selv videoreportager fra de uundgåelige photoshoots, som i dag er en del af den klassiske pladebranche … i hvert fald på Bartolis niveau.

Denne gang er det musikken i baroktidens Skt. Petersborg, der er  temaet, og igen lykkes det for Bartoli og hendes venner at finde musik, som meget få har hørt før. Og er operaer af Hermann Friedrich Raupach, Vincenzo Manfredini, Domenico Dall’Oglio og Luigi Madonis så al postyret værd?

Svaret er ubetinget ja! Jeg satte cd’en på, og ville blot lige spotlytte et par skæringer til en start, men måtte bare blive hængende til den ikke specielt bitre ende. Og mange gange undervejs lige tjekke omslaget – for det her kunne da umuligt være ukendt musik af en tysk komponist, jeg aldrig før havde hørt om. Men det er det. De forslidte fraser om genfundne mesterværker står i kø, og det nye Bartoli-album er klart på min top-tre-liste over hendes bedste udgivelser overhovedet.

Igen samarbejder Bartoli med I Barocchisti og Diego Fasolis, og det er ikke mindst deres fortjeneste, at resultatet er så vellykket. Når man har oplevet Bartoli i en prøvesituation ved man, at det ikke kun er Fasolis, der leder løjerne, men at Bartoli er nærmest ligeværdig ensembleleder. Udover at det er imponerende, at hun i sin faktisk ikke længere helt unge sanger-alder stadig er så overlegen adræt og nu endda behersker og udnytter alle nuancer i sin stemme endnu bedre end for ti år siden.

Her er der ikke meget at betænke sig på; hvis du skal én cd i oktober, så skal det være Bartolis.

 

Fra Nørre Lyndelse til New York

Fra Nørre Lyndelse til New York

NielsenI næste uge er der tyvstart på 2015 i New York; selveste New York Philharmonic kickstarter fejringen af Carl Nielsens 150 års fødselsdag i Lincoln Center tre koncerter, live-indspilning og CD-release.  Danmarks nationalkomponist, født i fynske Nørre Lyndelse, møder i disse år glødende interesse i New York, hvor titusindvis af amerikanere allerede har taget varmt imod hans symfoniske musik i Lincoln Centers koncertsal Avery Fisher Hall. Her er det danske pladeselskab Dacapo Records og New York Philharmonic nemlig godt i gang med CD- og koncertserien The Nielsen Project under chefdirigent Alan Gilbert, som ved flere lejligheder har udtalt, at ”Nielsens tid er kommet”.

Hvad er det, der fascinerer Alan Gilbert ved den danske komponist?

New York Philharmonic og Alan Gilbert opfører og live-indspiller ved tre koncerter Carl Nielsens 5. og 6. symfoni, som skal udkomme på CD til januar – og det er faktisk første gang nogensinde, at orkestret opfører Nielsens 6. symfoni. Koncerten foregår på orkestrets hjemmebane i Lincoln Center, og i alt vil godt 8.500 new yorkere altså opleve Nielsens musik i denne omgang – foruden de, som altså siden køber CD-optagelsen af koncerterne. Her fortæller Alan Gilbert om hvad det betyder for ham at præsentere New York’erne for Carl Nielsen:

På torsdag udkommer så samtidig den nye CD-udgivelse i The Nielsen Project; den første og fjerde symfoni. Albummet og de enkelte tracks kan allerede nu downloades og streames fra iTunes, Spotify, og de andre digitale download- og streaming-udbydere. Læs mere på pladeselskabet Dacapos hjemmeside her.

Det er muligt, at vi vil blive udsat for virkelig meget Carl Nielsen i 2015 – men der er ingen tvivl om, at Alan Gilberts bidrag allerede i år får en kæmpestor betydning for udbredelsen af musikken til en masse nye publikummer og pladekøbere. Og godt begyndt er jo halvt fuldendt.

De danske nattergale og Rued fra Ribe

De danske nattergale og Rued fra Ribe

NSQ-closeup I den forgangne uge afslørede det britiske magasin Gramophone, at deres anmeldere har valgt den danske Nightingale String Quartet til årets Young Artist(s) of the Year. Som Andrew Mellor skriver i det seneste nummer af verdens førende pladetidsskrift:

“Their feeling for the twitching muscles and tendons of Carl Nielsen’s quartet music is bewitching. Their Brahms has true luminosity and their Mendelssohn real strength and pulsating vigour. Their collective tone, particularly on a pianissimo, has a distinctive, inviting tension.”

Men det er hverken Carl Nielsen, Brahms eller Mendelssohns musik, der har givet kvartetten den internationale opmærksomhed, der i denne uge nåede en foreløbig kulmination ved festlighederne i London sammen med navne som James Galway, Riccardo Chailly, Neville Marriner og Leonidas Kavakos. Det er først og fremmest indspilningerne af Rued Langgaards strygekvartetter for det danske pladeselskab Dacapo, der har båret Nightingale String Quartet helt frem i både anmeldere, pladekøbere og koncertgængeres bevidsthed som én af de virkelig interessante, unge strygekvartetter netop nu.

rued_langgaard_quartets_vol3Allerede da den første af de nu ialt tre cd’er med Langgaards kvartetter udkom for to år siden, gik jeg fluks til min reol og faldt Kontra-kvartettens 30 år gamle indspilning. Og efter en kort sammenligning af den 3. kvartet måtte jeg bare overgive mig fuldstændig, selv om der her var tale om fire konservatoriestuderende overfor én af de hæderkronede, danske kvartetter fra min egen ungdom. På den nye indspilning var der pludselig en selvfølgelighed i alle fraser, en kælen for detaljerne og i øvrigt en lydkvalitet, som bragte Langgaards musik op på et helt andet plan end jeg havde hørt før. Kontra-kvartetten havde måske nok en mere umiddelbar, spillemandspræget tilgang til Langgaard, men Nightingale String Quartet arbejdede helt tydeligt ganske anderledes grundigt med alle lag i musikken.

Selvfølgelig fik nattergalenes debut-cd masser af opmærksomhed og anmelderros. Og det fortsatte ikke mindre begejstret, da vol. 2 udkom. Nu er den tredje cd i rækken med alle Rued Langgaards kvartetter så netop kommet på gaden, og der er igen ikke noget at betænke sig på; hvis du vil høre en strygekvartet i virkelig international topklasse spille musik, som de kender helt ned i de mindste detaljer, så er kombinationen Nightingale String Quartet og Rued Langgaard et ualmindeligt godt svar på en ledig eftermiddag foran højttalerne.

Flere cd-nyheder og anbefalinger i fremtiden – vind 27 cd’er med Pavarotti!

Flere cd-nyheder og anbefalinger i fremtiden – vind 27 cd’er med Pavarotti!

Flere anbefalinger fremover

Som mange af jer ved, har jeg efter fem somre i Tivoli valgt at stoppe som musikchef.

Det har være fem herlige sommerfestivaler, og jeg er meget stolt af de resultater vores team, festivalen og Tivolis Symfoniorkester/Copenhagen Phil har nået i denne periode.

Men jeg tror på, at det er vitalt for enhver kunstnerisk organisation hele tiden at udvikle sig og få tilført ny energi og nye ideer. Jeg føler helt ærligt, at tiden er inde til at nye øjne og (ikke mindst) ører kommer til.

Jeg skal fremover bl.a. arbejde som kunstnerisk konsulent for Festspillene i Bergen, med fokus på at udvikle deres operaprofil. Desuden vil jeg bruge mere tid på formidling, på at skrive og at holde foredrag og koncertintroduktioner – noget, jeg også længe har ønsket mig at kunne gøre i højere grad.

Det betyder også, at jeg igen får tid til at skrive meget mere her på siden – og være aktuel med de seneste cd-udgivelser.

Luciano-Pavarotti-Edition-1-The-First-DecadeVind 27 cd’er med Pavarotti

Pladeselskabet Universal har været så gavmilde at donere en luksusboks med hele 27 cd’er med Luciano Pavarottis tidlige indspilninger – Luciano Pavarotti Edition vol. 1. Jeg trækker lod blandt både gamle og nytilkomne modtagere af mit nyhedsbrev den 15. oktober, og du får direkte besked, hvis du har vundet. Læs mere om boksen her.

Så hvis du har lyst til at følge med i mine anbefalinger, ikke allerede abonnerer på mit nyhedsbrev (og gerne vil have chancen for at vinde cd-boksen), kan du tilmelde dig nyhedsbrevet her.

Jeg glæder mig til også fremover at dele endnu flere oplevelser her på siden.

De bedste hilsner

Henrik

 

 

 

 

 

Carlos Kleiber dirigerer Rosenkavaleren

Carlos Kleiber dirigerer Rosenkavaleren

Richard Strauss selv var afmålt og nærmest helt udtryksløs, når han dirigerede sin og andres musik. Her er en helt anden type dirigent i musik af Strauss; mesteren Carlos Kleiber dirigerede i 1994 Rosenkavalen på Wieneroperaen, og heldigvis er der nogen, der har gemt optagelserne fra det lille dirigentkamera, der bruges til de monitorer, der giver sangerne mulighed for at se dirigenten selv om de synger f.eks. på tværs af scenen. Det er så mesterligt og enestående, at man bare måber … tjek f.eks. det trafikkaos der opstår i Ochs og Lerchenauernes musik omkring 22 minutter inde i optagelsen her af anden del af anden akt – og Kleibers reaktion på 22’09. Samtidig med at han får hele orkestret flyttet med, så alle igen er sammen. Mesterligt!

 

 

Theme: Overlay by Kaira