Dagens tenor – Franco Corelli
Dagens tenor er fra Ancona, og som ung mand gik han til hånde på det det flådeskibsværft hans far arbejdede på. Her gik Dario Franco Corelli så og bankede rust af skibene ved Adriaterhavskysten – og sang selvfølgelig til arbejdet. Det lød en del bedre end kollegagennemsnittet, og han stillede op til en lokal sangerkonkurrence. Han vandt ikke, men til gengæld blev han opfordret til at få rigtig undervisning, og blev elev på konservatoriet i Rossinis fødeby, Pesaro.
Læreren hed Rita Pavoni, og det gik ikke godt med undervisningen. Corelli mistede hurtigt sine høje toner, og han droppede konservatoriet. Heldigt nok, for snart havde han selv fået styr på stemmen igen, og brugte resten af sit liv til at advare alle mod sanglærere generelt og kaldte dem for “farlige mennesker” og en “pest for sangere”.
Corelli var et naturtalent, og efter en fin karriere i Italien blev han fast inventar på The Met i New York mellem 1961 og 1975. Her er han på skøn hjemmebane i en neapolitansk sang. Det bliver ikke bedre.
https://www.youtube.com/watch?v=ksk17puzMPo
Dagens låge afslører en tenor, som ikke blot havde en pæn operakarriere, og bl.a. sang i Massenets Thaïs på La Scala i 1942, men som ved siden af havde en fin sidebeskæftigelse i 30’erne.
Ingen tenorjulekalender uden Fritz Wunderlich. Han var min allerførste tenorhelt, og der er meget få sangere, der fylder helt så meget i min reol.
I dag byder lågen i tenorjulekalenderen på et klip med den danske tenor Tonny Landy, som faktisk sang Almaviva i Rossinis Barberen i Sevilla allerførste gang jeg var i Det Kongelige Teater i 1978 – samme år, Tonny blev fastansat på teatret.
Plademarkedet – inklusive det voksende download- og streamingmarked – har i over 100 år været domineret af ganske få, men til gengæld meget store, multinationale spillere på banen. I min levetid er der så derudover vokset en underskov af mindre selskaber op – ofte med specialer indefor ny musik, sjældent opførte operaer eller tidlig musik. Ét af de selskaber, som i disse år har allermest succes med netop tidlig-musik-nichen, er det franske Naïve. Ikke at de holder sig udelukkende til musik af Vivaldi, Bach og Rameau, for de udgiver faktisk både jazz, pop og electronica (læs mere på Naïves hjemmeside her).
Et enkelt eksempel blandt ufattelig mange er den femte cd i Vivaldi-udgavens serie med violinkoncerter, helt overlegent spillet af Dmitrij Sinkovskij og Il pomo d’oro. Såmænd vol. 52 i The Vivaldi Edition – og en ren perle fra første til sidste skæring, præcis som så meget andet fra det lille franske selskab.
Allerede da den første af de nu ialt tre cd’er med Langgaards kvartetter udkom for to år siden, gik jeg fluks til min reol og faldt Kontra-kvartettens 30 år gamle indspilning. Og efter en kort sammenligning af den 3. kvartet måtte jeg bare overgive mig fuldstændig, selv om der her var tale om fire konservatoriestuderende overfor én af de hæderkronede, danske kvartetter fra min egen ungdom. På den nye indspilning var der pludselig en selvfølgelighed i alle fraser, en kælen for detaljerne og i øvrigt en lydkvalitet, som bragte Langgaards musik op på et helt andet plan end jeg havde hørt før. Kontra-kvartetten havde måske nok en mere umiddelbar, spillemandspræget tilgang til Langgaard, men Nightingale String Quartet arbejdede helt tydeligt ganske anderledes grundigt med alle lag i musikken.